Ombejlet askeforsker ved et tilfælde

Professor Susan Stipp fra Københavns Universitet (KU) opdagede efter den islandske vulkan Eyjafjallajokulls udbrud sidste år ud af, at luftfartsmyndighederne i blinde havde lukket luftrummet over store dele af Europa. Hun fandt ud af, at der fandtes ingen videnskabelig litteratur om emnet, så ingen vidste noget om de reelle risici.

Den viden findes nu, efter at Susan Stipp og syv af hendes medarbejdere på Nano-Science Center på KU, i samarbejde med seks forskere fra Island ledet af professor Siggi Gislason, har undersøgt asken fra Eyjafjallajokull og offentliggjort resultatet i en artikel i det videnskabelige tidsskrift PNAS, den 25. april 2011.

Historien begyndte dog med, at Susan Stipp undrede sig: Nogle af hendes medarbejdere var strandet i udlandet som følge af flyveforbuddet i forbindelse med Eyjafjallajokulls udbrud i 2010, og hun havde spurgt sig selv, om det virkelig havde været nødvendigt at lukke luftrummet, når nu det gav så store problemer for så mange.

Overwhelming pressekontakt

Offentliggørelsen af hendes artikel i PNAS i april i år affødte en øjeblikkelig og stor interesse fra verdens medier, og flyselskaberne har sikkert også læst med – deres økonomiske tab efter Eyjafjallajokull er anslået til 18 milliarder kroner.

»Dagen efter offentliggørelsen af artiklen i PNAS kimede min telefon og mobil konstant, der lød indkommende e-mail-bip hele dagen, og antallet af hits på Google om sagen voksede til flere hundrede, så jeg oplevede, at det var rigtigt stort,« fortæller hun. Og da vulkanen Grimsvötn på Island gik i udbrud den 21. maj 2011, vendte pressen sig atter mod hende allerede på udbruddets dag et.

»Jeg blev interviewet på tv om askeproblemerne fra Grimsvötn fra første dag af. Jeg har været på BBC flere gange, i Sky News, Al Jazeerah har også interviewet mig, foruden TV 2 og DR i Danmark, jeg var i radioen, og jeg talte konstant med journalister på min mobiltelefon. Det var sjovt og overwhelming,« fortæller den canadisk-fødte professor.

Råder over unikt udstyr

Susan Stipp fortæller, at det udstyr, hun har samlet på KU til at undersøge naturlige partikler på nanoskala, er særlig velegnet til at undersøge små partikler i aske med, og at hendes medarbejdere også har ekspertisen til at udnytte udstyret. Askeprøverne fra Eyjafjallajokull fik de tilsendt fra Island af professor Siggi Gislason og hans medarbejdere, der selv havde samlet prøverne i løbet af de første dage under vulkanens eksplosive udbrud.

Det tog to uger at undersøge askekornene fra vulkanen, og det viste sig, at de var ekstremt små og skarpe og i den forstand perfekte til at sandblæse vinduer og flykroppe samt smelte og dermed skade flymotorer.

Forklaringen er, at asken er skabt under ekstremt eksplosive forhold, når vulkanens glohede magma smelter gletcheren, det befinder sig under, og eksploderer i mødet med smeltevandet. Den proces giver de ekstremt små og skarpe partikler.

»Vi var overraskede over det, vi fandt ud af ved at analysere på asken fra Eyjafjallajokull og glade for, at artiklen blev accepteret af PNAS. Det interessante var, at vi kunne konkludere, at asken var meget mere farlig end normal aske, fordi magmaen fra vulkanen var eksploderet så voldsomt ved mødet med den iskolde gletchers smeltevand. Det var, hvad der gav de ekstremt små og skarpe askekorn,« fortæller Susan Stipp.

Grimsvötn kunne forudsiges med Eyjafjallajokull

Journalisterne håbede selvfølgelig på, at Susan Stipp også kunne sige noget om farligheden af asken fra Grimsvötn, og det kan hun godt ud fra det, de lærte på Nano-Science Center ved at studere asken fra Eyjafjallajokull:

»Der er sket præcist det med asken fra Grimsvötn, som jeg og mine kollegaer har regnet med ville ske, og det er vi glade for at kunne forudsige. Der kom godt nok meget mere aske ud fra Grimsvötn i løbet af de to første dage end fra Eyjafjallajokulls udbrud, men der var også mindre is oven på Grimsvötn end på Eyjafjallajokull, og det betyder, at der var mindre smeltevand nede i Grimsvötns krater og derfor mindre mængder af meget finkornet og letsvævende aske. Tiden, der var aske i luften, var derfor kortere,« fortæller hun.

Susan Stipp mener, at flere nu har lært bedre at forstå vulkanaskes farlighed for flytrafikken. Hun får også prøver sendt fra Island på asken fra Grimsvötn, men der vil gå nogle måneder, før der bliver offentliggjort resultater fra undersøgelser af asken. Sidste gang med Eyjafjallajokull tog det næsten et år at få offentliggjort resultaterne i PNAS.

anfj@adm.ku.dk