Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Ombudsmand går nu ind i Linda Koldau-sag

NYHEDSOVERBLIK FREDAG - Ombudsmanden går ind i Linda Koldau-sag - Dekan står fast i Linda Koldau-sag- Koldau: Universitetsledelse med totenschlæger - Nyt KU-stof kan reparere hjernen - Kirsten Ketcher kritiserer Schuberts Minde.

Ombudsmand går ind i Linda Koldau-sag

Historien om professor på Aarhus Universitet Linda Koldau raser videre i medierne: I dag skriver Berlingske, at ombudsmand Jørgen Steen Sørensen blander sig. Linda Koldau har fået en advarsel af sin arbejdsplads efter at have udtalt sig negativt om den, og ombudsmanden har nu henvendt sig til AU’s ledelse for at få en kommentar til sagen.

Dekan står fast i Linda Koldau-sag

Selv om ombudsmanden har engageret sig i Linda Koldau-sagen (hvis der er en sag) for at lave en undersøgelse, så mener dekan Mette Thunø, AU, ikke, at en sådan undersøgelse giver anledning til at kigge universitetet efter i sømmene, skriver Berlingske.

Koldau: Universitetsledelse med totenschlæger

Linda Koldau har selv for nylig været ude og forklare sig i medierne, således i en grundig kronik i Berlingske den 20. februar. NB: En totenschlæger er et morderisk instrument, anvendt blandt andet af tyske soldater i Første Verdenskrig – en solid metalbolt bringes til udløsning med en håndholdt, kraftig fjedermekanisme til at knuse fjendens hovedskal.

Nyt stof udviklet af KU-forskere kan reparere hjernen

Danske forskere på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet (KU) har udviklet et stof, der giver håb om effektivt og i væsentlig grad at kunne forhindre hjerneskader efter slagtilfælde, skriver Berlingske.

Kirsten Ketcher kritiserer Schuberts Minde

Kirsten Ketcher, professor i socialret ved KU, er bekymret over opdragelsesmetoderne på børnebehandlingshjemmet C.M. Schuberts Minde i Ringkøbing, som man har kunnet følge i DR’s ‘Kæft, trit og knus’. Ifølge tidligere anbragte bliver mandsopdækning og fastholdelser brugt som opdragelsesmetoder, og det er ikke i overensstemmelse med lovens intentioner, hvis man låser børn inde eller mandsopdækker dem, siger Kirsten Ketcher, ifølge B.T.

Seneste