»Onkel Anders er et heteroseksuelt skvat«

Niels Henrik Hartvigson fra Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet har taget sexbrillerne på, og er i fuld gang med at lede efter det seksuelle liv, der gemmer sig under overfladen i gamle danske film.

»Der er slet ikke tradition for at arbejde med seksualitet i danske film, og det er en stor fejl, fordi en stor del af fascinationskraften ved film er det seksuelle,« siger han som begrundelse for sit forskningsprojekt ‘Skjult homo- og biseksualitet i danske spillefilm fra 1930 til 1965’, der kører over de næste to år.

»Bare det at aktivere den danske filmhistorie på den her måde er noget nyt og enormt skægt. Seksualitet, krop og køn bliver diskuteret inden for mange andre fag, men ikke rigtigt inden for filmhistorie i Danmark.«

600 danske film

Niels Henrik Hartvigson har sat sig for, sammen med en filmmakker, at se samtlige danske film fra 1930 til 1965. Han skyder på, at han indtil nu har set 400 ud af cirka 600 film.

»1930 er sat som skæringspunkt, da der med overgangen til lydfilm og etableringen af en ny dominerende komedietradition sker et markant skift i dansk filmkultur.«

»I sidste del af perioden fremstilles homo- og biseksualitet relativt eksplicit på tværs af genrer som problemfilm, romantisk komedie og melodrama. Med den mere åbne behandling bevæger studiet af homo- og biseksualitet sig over i en anden fase,« siger han som begrundelse for den valgte tidsperiode.

»Jeg kan ikke forestille mig en film, der ikke er interessant i forhold til køn, krop eller seksualitet på en eller anden måde. Men det er utroligt, hvor meget man er opdraget til ikke at kigge efter seksualiteten, og hvor meget man kan risikere at overse, selv når det er ens fokus,« siger han.

Seksuelle undertoner

Homo- og biseksuel drift eller identitet fremstilles aldrig direkte i de gamle film, men tvetydigt, indirekte og underforstået, ifølge Niels Henrik Hartvigson.

»Der ikke eksisterer ikke en homo- eller biseksuel prototype i populærkulturen på dette tidspunkt. Derfor er tegn på unormal seksuel drift eller identitet knyttet sammen med afvigende opførsel eller livsstil som for eksempel kriminalitet, bohemeliv, barnlighed, sygdom og ikke mindst ikke-normativ heteroseksualitet,« siger han.

Fremstillingen af homo- og biseksualitet er forskellig, afhængig af hvilken genremæssige sammenhæng den optræder i, forklarer Niels Henrik Hartvigson. Og figurerne, der synes at indeholde ikke-normativ seksualitet, bliver langtfra altid negativt fremstillet.

»Faktisk er det overraskende, hvor positivt mange af karaktererne bliver fremstillet. Tredivernes komedier er fulde af dem. For eksempel Marguerite Viby der optræder i drag i næsten alle sine film eller spiller ’en af drengene’ – begge dele er tilfældet i Min kone er Husar! fra 1937.«

Uægte børn

Niels Hartvigson lægger vægt på, at der sagtens kan være forskel på filmenes seksuelle normer og virkelighedens. På nogle områder er filmen meget mere liberal end virkeligheden.

»Uægte børn er et rigtigt godt eksempel på det. I virkeligheden har uægte børn haft det rigtig svært. Men i filmene har uægte børn det ret fantastisk. Pludselig finder familien ud af, at den afdøde søn havde en uægte datter, som kan sikre arvefølgen, som det sker i Prinsessen på Benzintanken,« siger han.

»Grunden er, at uægte børn indeholder fantastiske narrative eller æstetiske muligheder, som gør, at de kan bruges i kunsten.«

1,6 millioner skattekroner

Niels Henrik Hartvigson har fået 1,6 millioner kroner fra det Frie Forskningsråd til sit forskningsprojekt.

Han er flere gange blevet mødt med spørgsmålet, om det kan være rimeligt, at en forsker skal have så mange skattekroner til at forske i homo- og biseksualitet i gamle danske film. Men han er ikke selv i tvivl om, at hans projekt er vigtigt.

»Forskningsprojektet er alle pengene værd. Det vil kaste et helt nyt lys over en lang række film, skuespillere og filmarbejdere, og det kommer til afdække et nuanceret sexliv i den danske filmskat,« siger han.

»I udlandet har ‘Gay & Lesbian’ og ‘Queer studies’ været et stort forskningsfelt. I USA, England, Tyskland, Østrig, Schweiz, Sverige er de homoseksuelles, og i mindre grad de biseksuelles, filmhistorie blevet skrevet og løbende revideret og udviklet. Herhjemme har der derimod været meget få seksualitetsstudier indenfor humaniora.«

Heteroseksuelle figurer overrasker

Efter Niels Henrik Hartvigson er gået i gang med sit forskningsprojekt, overvejer han at brede titlen ud til seksualitet generelt.

»Jeg har fundet ud af, at heteroseksualitet er voldsomt interessant. Jeg troede, at heteroseksualitet bare ville være sådan en positiv norm, som alle de mere forkvaklede mennesker blev målt op imod, men det er slet ikke tilfældet. I stedet har vi en filmkultur, som er utrolig kritisk overfor det normale ægteskab, siger han og fortsætter:

»Det, vi opfatter som kernefamilien, det almindelige ægteskab mellem mand og kvinde, bliver tit fremstillet som hult, negativt og overfladisk. Mens karakterer med skæv kønslighed, kropslighed og seksualitet ofte bliver fremhævet som positive forbilleder.«

Aseksuelle mænd

Dansk film er ifølge Niels Henrik Hartvigson fuld af aseksuelle mænd.

»De har alternative, men velfungerende følelsesliv både i relation til andre mænd og til børn. Men man ser aldrig Onkel Anders og faren i Far til fire-filmene have et vellykket seksuelt forhold til en kvinde,« siger han.

»De er heteroseksuelle skvat, men de repræsenterer samtidig alternative måder at være mand på, der går langt ind på over det kvindelige territorium. På den måde kommer de til at markere et kønsligt alternativ for filmenes publikum.«

Gay uden at være det

Men er der ikke risiko for, at du lægger noget i filmene, som slet ikke er der?

»Jeg har for eksempel lige set en film, der hedder Affæren Birthe, hvor du ser tre meget mandhaftige lærerinder med slips på. Og så tænker jeg straks, de er lesbiske. Men det lille tegn har selvfølgelig ikke betydet lesbisk eller alternativ seksualitet for de mennesker, der så den på det tidspunkt. Det er først, hvis der er flere tegn på seksualiteten, at jeg kan konkludere noget,« siger Niels Henrik Hartvigson og fortsætter:

»Men med mit moderne syn på filmene, kan jeg selvfølgelig godt opfatte noget som meget gay uden, at det er det. Det er da også en stor del af projektet at diskutere, hvordan og på hvilke præmisser man kan fremdrage et hidtil uset sexliv af den danske filmskat.«

khkr@adm.ku.dk

Bliv opdateret med nyheder om Københavns Universitet i Universitetsavisens nyhedsbrev.