Operation hvidvask

Der er ikke noget at komme efter. Forvaltningen var lovlig. Rektor Ralf Hemmingsen er god nok.

KU´s bestyrelsesformand Nils Strandberg Pedersen var klar i sin konklusion efter Kammeradvokaten offentliggjorde sin længeventede Penkowa-redegørelse om KU’s administrative og ledelsesmæssige håndtering af sagen.

Mens pressen fik bestyrelsesformandens orientering under Brandes-auditoriets uhyggeligt stirrende vægtæppe, gik anden akt i gang.

Rektors spindoktorer, som ellers har skullet lægge ryg til andre kommunikationseksperters kritiske spydigheder om ’kommunikation som i 1864’, rullede en frisk fempunkts-plan frem for pressen. Rektor har allerede lært af Penkowa-sagen og taget initiativer, der skal forhindre en gentagelse – blandt andet får de 40.000 studerende nu deres egen ’ombudsmand’.

Og lidt senere på dagen, klokken 15 i Lundsgaard-auditoriet i Panumbygningen på Blegdamsvej, var der stormøde, hvor rektor og bestyrelsesformand havde indbudt ’alle interesserede’ til at høre om rapportens konklusioner og ”hvad der skal ske fremadrettet”.

Revset af ministeren

KU-ledelsen havde regnet med en vis mængde kritik. En del medier har længe haft det kritiske lys på KU, og Kammeradvokatens redegørelse indeholdt også i sig selv kritikpunkter. I Kommunikationsafdelingen betragtedes Kammeradvokatens redegørelse som »en slags udvidet aktindsigt,« siger vicedirektør Jasper Steen Winkel, og man imødeså derfor ’krydsermissiler’ fra medier oven på offentliggørelsen om detaljespørgsmål, der jo nok ville eksplodere rundt omkring.

Første missil affyrede videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen sidst på eftermiddagen før aftenens tv-aviser.

»Jeg efterlades med indtrykket af en mangelfuld opfølgning, hvilket giver mig anledning til at rette en meget alvorlig kritik mod KU’s bestyrelses håndtering af sagen,« lød budskabet i den pressemeddelelse, der udgik fra Bredgade klokken 17.15.

Charlotte Sahl-Madsen beskyldte KU-bestyrelsen for at læse redegørelsen med brillerne drejet 90 grader foran øjnene.

»Bestyrelsen har over for mig udtrykt, at den ikke kunne have håndteret sagen anderledes, end tilfældet har været. Jeg er ikke enig i bestyrelsens vurdering. Jeg mener, der undervejs i sagens forløb er sket en række fejlskøn, som en ansvarlig bestyrelse må forholde sig til,« skrev hun og satte KU under skærpet tilsyn.

Så journalisterne måtte til tasterne igen og vinkle deres historier om, og lidt senere kunne befolkningen til aftensmaden så i tv-aviserne indsøbe historien om det store universitet ovre i hovedstaden, hvor det hele sejler så eftertrykkeligt, at regeringen nu åbenbart har sat ledelsen under administration. Så hjalp det ikke stort, at KU’s bestyrelsesformand straks samme aften udsendte en pressemeddelelse om, at han glædede sig til at samarbejde med ministeren.

Modspin fra KU

Situationen blev ikke bedre, da de store dagblade dagen efter gennembankede Kammeradvokatens rapport i deres ledere.

Politiken kaldte det’hvidvask’ og konkluderede, at Kammeradvokaten ikke havde fjernet KU´s pletter.

Heller ikke Berlingske lagde fingrene imellem:

»Uanset de mange tætskrevne sider og uanset Kammeradvokatens gode ry er der tale om en undersøgelse fra statens og universitets egen advokat, der lever af at betjene staten og statsinstitutionerne. Spørgsmålet om universitetets forvaltning af Penkowasagen vil der stadig herske tvivl om, indtil øjne, der ikke er afhængige af et klientforhold til staten, har gennemgået den,« skrev avisen i sin leder.

Selv om bestyrelsen overvejede, om den skulle gå af efter at have mistet ministerens tillid, besluttede den sig, måske i trods, for at blive. Ifølge Weekendavisen tydede meget på, at universitetets bestyrelse forstod, at den voldsomme kritik måske mest tjente et politisk formål.

Den megen bulder og brag fra ministeren kunne i hvert fald tjene til at overdøve, hvad hun og dermed regeringen og dens flertal ikke ville, nemlig at iværksætte en ny og såkaldt uvildig undersøgelse, som 500 forskere, opposition og mange lederskribenter kræver.

Med meldingen, lyder vurderingen, kom ministeren til at fremtræde handlekraftig og værd at stemme på ved det kommende valg, selv om det drabelige, skærpede tilsyn næppe betyder andet end, at Videnskabsministeriet kontrollerer, at de initiativer og ændringer af administrative rutiner, som universitetets bestyrelse i forvejen har besluttet sig for efter undersøgelsen, nu også bliver gennemført.

Som forventet var initiativtagerne til underskriftindsamlingen for en uvildig undersøgelse også skuffede over KU’s forsøg på at afslutte sagen. De iværksætter nu deres egen granskning.

Forskerne tager skeen i egen hånd

De andre planlagte undersøgelser vedrører ikke det, der for forskerne er sagens kerne, nemlig spørgsmålet om den akademiske ledelse på landets største universitet. Og det er ikke nødvendigvis en sag om jura.

»Vores ærinde er ikke at se, om der er handlet forvaltningsmæssigt korrekt, som var Kammeradvokatens opgave,« siger professor Elisabeth Bock til Berlingske.

»Vi mener ikke, at ledelsen iværksatte de rigtige undersøgelser efter at to professorer og en overlæge tilbage i 2003 påpegede, at der højst sandsynligt var tale om uredelighed i Penkowas forskning.«

Også uden for kredsen af offentlige kritikere, er der en stærk fornemmelse af, at rektor og den sundhedsvidenskabelige ledelse har tilsidesat god akademisk praksis i behandlingen af Penkowas forskellige sager.

Insidere i Det Sundhedsvidenskabelige Fakultets Forskningsstrategiske Udvalg (dengang hed det blot Forskningsudvalget) har fortalt, at de allerede i sagen om doktordisputatsen var forbløffede og vrede over de beslutninger, som den daværende dekan, Ralf Hemmingsen, traf. Hans adfærd var en ”total desavouering” af den faglige forsamling, siger en kilde i udvalget til Universitetsavisen.

Beslutningerne er med andre ord ikke kun beklagelige i tilbageblik – der blev også klaget over dem i kulisserne, da de blev truffet.

Penkowa-sagen bliver politisk

En af de kritiske professorer, som ikke har lagt bånd på sig selv, hedder Niels Høiby, og tilfældet vil, at han i juni måned får sæde i Folketinget, når Malou Aamund fra Venstre forlader sit mandat.

Det er endda muligt, at Høiby kan tippe det nuværende regeringsflertal imod en ny Penkowa-undersøgelse.

Sådan en undersøgelse vil oppositionen forfærdelig gerne have. Ikke så meget for at grave i rektors opkald til fiktive firmaer i Spanien eller den tidligere videnskabsministers gøren og laden, selv om det også er på tapetet. Undersøgelsen skal nok så meget til for at præge den revision af universitetsloven, som allerede er i fuld gang. Venstrefløjen kan bruge Penkowa til at bryde med det nuværende system med enstrenget ledelse og konkurrenceudsatte bevillinger.

»Sagen viser nogle svagheder i styrelsesloven,« siger SF’s forskningsordfører Jonas Dahl. »Ikke mindst i de ændringer, man er ved at gennemføre, hvor rektor får endnu mere magt. Sagen viser, at det ville have været godt med en mere ligelig fordeling mellem de eksterne og interne bestyrelsesmedlemmer, så der havde siddet flere forskere med reel forskningserfaring i bestyrelsen, som måske tidligere kunne have været opmærksomme på, at noget måske ikke var helt, som det burde have været.«

Og længere ude til venstre sekunderes han af Per Clausen, Enhedslisten:

»Jeg er helt sikker på, at en demokratisk ledelsesstruktur ville have forhindret, at denne sag havde fået lov til at udvikle sig til den skandale, den er blevet til. Københavns Universitet har med sin udgave af professionel ledelse givet ordet professionel en helt ny betydning.«