Opløftende film om kunsten at bevare freden

Hvad gør vi nu? skildrer livet i en libanesisk landsby, hvor kristne og muslimer lever fredeligt side om side, lige indtil den omkringliggende verdens religionskrig sætter sindene i kog hos især de mandlige indbyggere. Det står hurtigt klart for byens kvinder, at det nu er op til dem at få dæmpet temperamenterne og holde sammen på det skrøbelige fællesskab.

Ved hjælp af den ene afledningsmanøvre efter den anden prøver kvinderne at distrahere mændenes opmærksomhed og imødegå optakten til vold.

Analogi på efterkrigstiden

Sune Haugbølle og jeg har set filmen på et fladskærmsfjernsyn i Scanbox’ oplyste lokale. Det er ikke hvad man kan kalde en biografoplevelse, men ikke desto mindre bliver man imponeret over filmens evne til at løfte tilskueren op fra træstolen og ind i fortællingens stemningsfulde univers.

Mens jeg er blevet forført af filmens overskud og den opløftende tro på mennesket, har Haugbølle taget sine analytiske briller på:

»Jeg har arbejdet meget med libanesiske film og bemærkede hurtigt filmens distinkte stil. Der var noget teatralsk over den. Og ofte er dette et greb, man bruger, hvis man prøver at lave en analogi: man fortæller en historie på en karikeret måde, fordi det i virkeligheden er symbol på noget andet,« siger han.

Symbol på hvad? undres undertegnede højt. Jeg har åbenbart forholdt mig mest følelsesmæssig til filmen. Libanoneksperten forklarer:

»Vi er langt fra en slags realisme. Filmen indeholder to på sin vis modsatrettede dimensioner: en teatralsk fortælleform – der samtidig formidler en moderne libanesiske historie. Jeg ser den meget som en analogi på efterkrigstiden.«

Reflekterende historier

Historien udspiller sig i et minimalt og ret afgrænset område. I Haugbølles øjne, bliver den lille og delvis isolerede landsby, et billede på Libanons position i regionen:

»Der er i Libanon en lang tradition for, at fortælle historier der reflekterer bredere over landets situation. Temaer som sameksistens, krigsminder og efterkrigstidens udfordringer er helt centrale i libanesiske film,« siger lektoren.

Haugbølle betragter Hvad gør vi nu? som en skildring af den ustabile fred, der hersker i efterkrigstidens Libanon:

»Filmen starter med en hyldest til forsoningen, men det bliver hurtigt klart, at der ikke skal meget til, før de griber til våben igen. Hvis der er konflikt uden for landsbyen (læs: uden for Libanon), så forgrener den sig hurtigt ind i det ellers fredelige miljø.«

Per definition sameksistens

Hvad gør vi nu? er et fint eksempel på, at det ikke er religiøse forskelle, der skaber konflikt, siger Haugbølle. For selv om filmens omdrejningspunkt er den truede sameksistens mellem muslimer og kristne, så er tro og religion ikke nærværende elementer i filmen. Det, der deler befolkningen op, er deres gruppefølelse:

»Filmen fremmer den ide, at det ikke er religionen, der er problemet, det er sekterianismen – at folk samler sig i afgrænsede fællesskaber og laver et skel mellem ’os’ og ’dem’,« siger Haugbølle og fortsætter:

»Kunstnere som Nadine Labaki forsøger at vise, at disse opdelinger er kunstige, der findes ikke egentlige skel mellem folk, og det er lige meget, om man er kristen eller muslim. De lever sammen og skal blot blive opmærksomme på, at libanesisk kultur per definition er sameksistens.«

De stærke arabiske kvinder

Det fine og særlige ved filmen er dens budskab om, at det er kvinderne, som holder tingene sammen. Dette fokus på kvindernes betydning under krigen og for opretholdelsen af freden har endda et videnskabeligt belæg, hvis man spørger Haugbølle:

»Der findes sociologiske studier, der kan bekræfte, at kvinderne har spillet en vigtig rolle i de forskellige sekters evne til at leve side om side.«

Filmens skildring af stærke arabiske kvinder, der tager styringen over den alvorlige situation, taler imod stereotyper om undertrykte kvinder, mener Haugbølle, og det er vigtigt:

»Jeg tror det er væsentligt for Libanesere generelt at se og vise, at deres kvinder er handlekraftige og i stand til at have stærk indvirkning på samfundets udvikling,« siger han.

Den humane løsning

Selv om filmen har en åben slutning som titlen indikerer ’Hvad gør vi nu?’, så giver den et menneskelig svar på sameksistensens udfordringer. Filmen fokuserer på fællesskabet, og det er en uundgåelig pointe, når man beskæftiger sig med den libanesiske kultur, siger Haugbølle:

»Libanesere lever sammen og deler kultur, vaner, sprog, humor og traditioner – det er vigtigt at huske, for ofte er libanesere ikke så bevidste om dette fællesskab. Og måske netop derfor skal der ikke så meget til, før den sekteriske identitet bliver ekstremt politiseret og militariseret igen.«

Labakis film vil således minde om og vise frem det livsbekræftende i det libanesiske folks samfund og kultur – på tværs af tro og sekt.

Livsbekræftende humor

Hvad gør vi nu? er en komedie, der beskæftiger sig med et seriøst emne. Den behandler sin alvorlige tematik med humorens værktøj. Det gør den ved at lade kvindernes vilje til fred, være fyldt op med kreative påfund og symbolladede handlinger, der er sprunget ud af vittig intelligens.

Det giver filmen et befriende overskud, der gør plads til håbefuldhed og en opløftende tro på de værdier, mennesker deler med hinanden. Og ikke mindst de tilbøjeligheder, der leder mennesket ud i fristelse, hvad enten det fører til krig eller sikrer fred.

Filmen formår samtidig at bevare en ro og en alvor, der forankres i stilheden omkring en sorgfuld hændelse. På dynamisk vis klarer den overgangene fra det dybsindige til det letbenede.

Hvad gør vi nu? er godt tænkt – både som analogi på Libanons tilstand og som et billede på, hvordan man kan vende svagheder til styrke, fremhæve evnen til at se komedien i tragedien og måske bevare lysten til, at leve – side om side.

line.hjorth@adm.ku.dk