Oprustning i KU's nævekamp på køn

Inden hun forlod Københavns Universitet (KU) til fordel for en ministerpost, fik kommende prorektor for uddannelse Lykke Friis skabt en taskforce, der skulle bane vejen for flere kvindelige professorer. Efter gruppens anbefalinger igangsatte universitetets bestyrelse i 2007 en række initiativer, og allerede tre år senere var mere end hver fjerde nyansatte professor en kvinde. Det tal lå før på under 16 procent.

Et af redskaberne til at øge kvindeandelen var kontante belønninger til de institutter og fakulteter, der ansatte kvinder. Tiltaget har mødt hård kritik, da det ifølge kritikere udmønter i en positiv særbehandling af kvinder – på bekostning af dygtige mandlige kolleger. Og så er der ikke længere tale om ligestilling.

Om KU fastholder det omstridte ansættelsesprincip vil vise sig senere i år, når universitetet nedfælder en ny handleplan. Til at hjælpe sig har rektor nedsat endnu en taskforce, og et af medlemmerne er astrofysiker Anja C. Andersen, som også var med i sidste runde og nu medgiver, at »det der med pengene ikke virkede, for der er stadig alt for få kvinder.« Kønskampen er ikke overstået endnu.

Diskriminerende favorisering

En af hendes vægtigste opponenter er kønsforsker, professor og forfatter Hans Bonde fra Institut for Idræt og Ernæring. Inden sommerferien tørnede de sammen i en ophedet debat om kvinders stilling på KU. For selvom de samstemmigt erklærer, at diskrimination skal bekæmpes, og at alle individer skal behandles lige, er de langt fra enige om kønspolitikken på deres arbejdsplads.

»Ligestillingsloven bestemmer, at der aldrig må forskelsbehandles i ansættelsessituationen. Vi kan ikke behandle folk efter den gruppe, de tilhører, men må betragte hver enkelt ansøger som individ. Det er et klart brud med ligestillingsbegrebet, når der i dag ageres efter at opnå kønsbalance og numerisk lighed i slutresultatet frem for bare at skabe lige muligheder for alle,« mener Hans Bonde.

Hans største anke mod KU’s politik er derfor, at den – med fine hensigter og i den gode sags tjeneste – fører til en forfordeling af det modsatte køn. Han efterlyser en mere humanistisk feminisme, der kæmper mod diskrimination og ikke, som på KU, for favorisering.

Sølvfund og guldgraveri

På KU har man fra 2008 givet institutter og fakulteter, der ansætter en vis procentdel kvinder i professorater og i nogle tilfælde også lektorstillinger, millioner af kroner fra en særlig ligestillingspulje.

Nyansættelser af kvinder har kunnet føre til udløsning af ekstra professorater, idet nogle institutter over fem år har modtaget halvdelen af lønudgifterne, når der blev ansat kvinder, således at man kunne få to kvinder for én mands pris. Der har været bonusser til fakulteter, der har øget andelen af nye kvindelige professorer, og der er visse steder blevet udbetalt direkte belønninger ved hver enkelt ansættelse af kvinder.

»Det skabte en klondyke-stemning på universitetet: Der var fundet guld, og nu ville alle institutter have del i det. For hvem vil ikke gerne have gratis professorater i en tid, hvor økonomien strammer,« spørger Bonde.

Ifølge ham bør professorater være baseret på, hvem der er den allerbedste. Belønninger og diverse økonomiske incitamenter kan imidlertid lokke ledere og ansættelsesudvalg til at se på køn frem for kvalifikationer, og KU-politikken blev derfor en trussel mod saglige vurderinger.

At spille ludo på et skakbræt

Anja C. Andersen afviser, at ansættelsen af kvinder ikke skulle være sket på baggrund af fremragende kvalifikationer. Hun mener, at den større opmærksomhed på problemet i sig selv har sat gang i en positiv udvikling. Men der stadig mange forhindringer.

»Manglen på kvinder i forskerstillinger er en skvalderkål med rødder alle vegne. Hvis der kun var én årsag til problemet, havde vi løst det for længst. Belønningerne har ikke haft stor nok virkning, men de har heller ikke været til skade for universitetet. Det er altså ikke Maren i kæret, der er blevet hevet ind og sænker hele niveauet,« siger hun.
For ikke at miste potentielle talenter blandt dets mange kvindelige studerende skal KU blive bedre til at gøre det klart, præcis hvad forskerstillingerne indebærer, og hvad der tæller i forhold til ansættelser. Hvis det er et krav, at man skal sove i sit laboratorium fire dage om ugen for at blive professor, bør det stå klart, så kvinder, der ofte bliver tildelt egenskaber, der ikke matcher ansættelsesudvalgenes smalle definition af ekspertise, tidligt kan forholde sig til det, mener Anja C. Andersen.

»Det duer ikke, at man møder op med sine skakbrikker, og så får at vide, man skal spille ludo. Jeg tror ikke, de gamle mænd sidder på et herretoilet et sted og kæmper for at holde kvinderne ude, men jeg mener, vi i højere grad skal diskutere, hvordan man generelt kvalificerer sig og bliver medlem af professorklubben,« siger Anja C. Andersen.

Kønspolitiske konsekvenser

Hans Bonde er enig i, at der skal være lige adgang og vilkår til ansættelsessamtalerne, men hvis den åbne konkurrence afskaffes qua særlige kvindekvoter, bliver resultatet dårligere forskning og et mindre effektivt samfund. Og belønningerne er end ikke til gavn for kvinderne, der risikerer at blive opfattet som et b-hold, man automatisk har lavere forventninger til, og som kun har plads som forskere på grund af økonomi, mener han.

Ifølge Anja C. Andersen ville den nuværende taskforce da også hellere beskæftige sig med mangfoldighed end med kvinder alene. For hensigten med at bryde monopolismen i forhold til køn er, at den samlede professorstand bliver mere farverig og mangfoldig.

»Ikke desto mindre er køn en faktor, vi vurderer folk på, og på et universitet skylder vi hinanden at trække den faktor ud,« afslutter Andersen.

Hans Bondes modsvar er kort og kontant:

»Du trækker kønnet ind i noget, der kun burde handle om kvalifikationer.«

therese.hjorth@adm.ku.dk