Overvej at droppe kvote 2

Er det en fugl, man hører pippe i det fjerne? Sørme ja. Foråret er i luften, solen skinner så smukt, og fuglene synger så vidunderligt. Man fornemmer virkelig, at et nyt år er startet. Det gælder også for alle os unge, der gør os tanker om vores fremtid.

Hvad skal jeg efter sommeren? Fortsætte i samme spor? Skal jeg blive en fri fugl? Skal jeg binde mig til noget andet? Til arbejde eller uddannelse? Rigtig mange unge vælger at søge uddannelse. Og en stadig større del vælger at søge ind på universitetet.

Men hvordan vælger Københavns Universitet, hvem der skal ind og knokle fem år af sit liv? Det er klart, at man som højeste og eneste mål finder de mest motiverede, de mest kvalificerede og dem med mest studiepotentiale. For studerende skal jo helst gerne gennemføre, have et højt snit og kunne bruge deres uddannelse til noget.

Det omkringliggende samfund har yderlige den interesse at sikre, at alle, uanset social baggrund, får de samme muligheder. Og denne interesse skal universitetet også bøje sig for.

Men hvordan gør man det igennem optag? Hvad er det rigtige optagesystem til at varetage de to interesser, om man vil?

To problematiske optagelsesmetoder

Klassisk set er der to metoder til at optage studerende på universitetet: Kvote 1 og Kvote 2. Kvote 1 er defineret af et karakterkrav, kvote 2 af en motiveret ansøgning og et CV. Men ingen af dem sikrer begge interesser.

Kvote 1: En rent administrativt nem metode. Du bliver vurderet på størrelsen af din karakter fra din ungdomsuddannelse. Det siger helt sikkert noget om kvalifikation og studiepotentiale, for en god karakter i biologi betyder nok, at du ved en ting eller to om fugles anatomi. Det store spørgsmål er, om kvote 1-optag siger noget om motivation eller fremmer den sociale mobilitet? Og nej, det gør kvote 1 overhovedet ikke.

Kvote 2: En besværlig metode, som bruges til at optage lidt over 10 procent på KU. Du skriver en motiveret ansøgning, og vedlægger CV, hvilket til sammen bliver brugt til at danne et indtryk af dine kvalifikationer, dit studiepotentiale og din motivation. Hvilket i teorien burde være den ideelle optagemetode. Desværre fungerer metoden ikke.

Der er ingen forskel i den sociale sammensætning af de optagne i kvote 1 og kvote 2, der er ingen nævneværdig forskel i gennemførselsprocenter, og rent faktisk ser man en højere selvproduktionsrate, dvs. flere børn af biologer kommer ind på biologi gennem kvote 2 end gennem kvote 1. Kvote 2 er dermed ikke en bedre optagemetode, og alt tyder på, at denne metode blot bruges som adgangsvej til unge, der ikke kom igennem kvote 1.

Men hvad skal man så gøre? I min optik burde man virkelig kigge på, om kvote 2 fortsat skal bruges. Man kunne med fordel bruge ressourcerne på flere tiltag, der aktivt opsøger potentielt fantastiske studerende i geografiske områder med lave optagelsesprocenter.

KU har planer om, at besøge 10 gymnasier på Sjælland. Jeg synes simpelthen det er uambitiøst. KU må også gøre en indsats for at finde de frie fugle, der ikke kommer direkte fra en ungdomsuddannelse – og som ikke engang overvejer at komme til et åbent hus-arrangement.

Man skal også gøre mere for at forventningsafstemme. Opstille realistiske billeder af, hvad et studenterliv består af, og ikke hvordan KU forestiller sig, at studenterlivet ideelt former sig.

Hvad forventes der af mig som kommende student? Er det hele sjov og ballade? Eller er det fem benhårde år, jeg går ind til? Bruger vi 43 timer om ugen på studier, eller opkvalificerer vi os også på andre måder med frivilligt arbejde eller studentersociale tiltag?

Pointen er, at KU virkelig skal gennemtænke sin holdning til optagesystemer og tage sin rolle som værktøj til at styrke den sociale mobilitet seriøst. KU skal lytte til de fugle, der pipper om forandring. For et nyt år er startet. Og KU skal gøre sig tanker om vores fremtid.

uni-avis@adm.ku.dk