Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

På boligsafari i den Københavnske betonjungle

AKTIVISME – Over 100 studerende tog tirsdag på boligsafari i København. De var på jagt efter tomme skoler, plejehjem og andre steder, hvor studerende kunne flytte ind. Andre tog sagen i egen hånd. Så kom politiet.

»Boligjagten fylder utroligt meget i de studerendes liv, og vi vil gerne vise politikerne at det er et problem de skal tage alvorligt,« siger formand for Studenterrådet på Københavns Universitet Gwen Gruner-Widding.

Hun er ansvarlig for dagens happening, der er et indslag i Studenterrådets vedvarende kampagne for at få politisk fokus på, at mange studerende i Københavns er alvorligt på spanden, fordi de mangler et sted at bo.

FOTOS: Vi har lagt en bunke billeder fra Boligsafarien på vores Facebook (linket åbner nyt vindue).

100 fremmødte studerende sætter i bevægelse fra Frue Plads anført af en tourguide iklædt khakifarvet skjorte, kikkert og tropehjelm. To store lydanlæg på cykel triller med rundt i byen og leverer soundtrack til oplevelsen.

Højt humør og besættere

Efter et kort stop ved det delvis rømmede plejehjem Sølund ved Sortedam Dossering, der skal omdannes til midlertidige ungdomsboliger, bevæger safarien sig videre og trodser det regnvejr, der forsøger at spolere boligjagten.

LÆS OGSÅ: Om planerne for plejecenter Sølund.

Da cykelkaravanen indtager Husumgade med et planlagt stop foran en nedlagt skole, bliver der pludselig rullet bannere ud på bygningen, og en håndfuld besættere hænger ud af vinduerne over forsamlingen, som klapper og hujer af aktionen.

Der udbryder stor forvirring blandt arrangørerne af boligsafarien. Dette er ikke en planlagt del af programmet.

Besætternes talsmand forklarer fra vinduet, at hensigten er at omdanne skolen til kollegieværelser. Hvis politikerne ikke kan finde en løsning, må de studerende selv gå aktivt ind i boligkampen og udnytte de tomme steder i København. Det er sådan set også Studenterrådets idé, men de har ikke taget koben med for at realisere den.

Kortvarigt kollegie i Husumgade

Talsmanden forsvinder lige så pludseligt fra vinduet, som han er kommet frem, for politiet er trængt ind i bygningen og har hevet ham ind. Syv studerende på skolen bliver anholdt og senere løsladt med sigtelser for indbrud.

På gaden deler demonstrationen sig i to. En gruppe bliver tilbage for at bakke de anholdte besættere op, mens resten følger det planlagte program og fortsætter i retning af Rådhuspladsen for at mødes med dem, der har politisk magt til at løse boligproblemet.

Utilfredshed foran Rådhuset

Foran Rådhuset møder de studerende politikere fra Borgerrepræsentationen. Der bliver diskuteret tal og talt magtens sprog, så det til tider er svært helt at forstå, hvad der præcis bliver lovet og arbejdet på. Alle er dog enige om, at afskaffelsen af kommunens såkaldte byggestop har været et godt skridt på vejen.

I diskussionen kommer det frem, at visionerne på Rådhuset kun rækker til at bygge 500 ungdomsboliger om året. Med 10.000 studerende på venteliste til et kollegium, heraf 1.000 på akutliste, og med en forventet årlig vækst på 4.500 studerende i byen, står det klart at planerne ikke kan løse problemet.

»Hvis politikerne på Rådhuset tog os seriøst, satte de en halv milliard af i år og sikrede, at de penge falder igen i ligeså mange år, som de har haft et byggestop. Det er 15 år,« siger studenterrådsformand Gwen Gruner-Widding.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste