Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Arbejdsmiljø

På DIIS rydder forskerne kalenderen, når deres emne er højaktuelt: »Bred formidling er en central del af vores DNA«

Forskningsformidling — På Dansk Institut for Internationale Studier registreres forskernes medieoptrædener systematisk. For det at formidle bredt er en del af jobbeskrivelsen, og her forventes det, at du som forsker har lyst til at give interview eller sidde i Deadline og fortælle, hvad du ved, når dit emne præger nyhedsdagsordenen.

»Så trykker du her, hvor der står ’publikation’.«

Bibliotekschef Lars Kristian Mathiesen peger på skærmen og klikker på mousepad’en på sin bærbare computer. En række blå faner åbner sig. Artikler, tidsskrifter og avis står der.

Fakta

Uniavisen har kontaktet landets universiteter for at spørge, hvordan deres ansatte forventes at formidle deres forskning bredt

SDU beskrives forskernes hovedopgaver som forskning, forskningsbaseret undervisning og videnspredning. Ansættelseskontrakter på SDU specificerer ikke, hvordan den videnskabelige medarbejder skal bruge sin tid i forhold til løsning af de forskellige opgavetyper.

Roskilde Universitetscenter oplyser, at forskningsformidling er en del af universiteternes forpligtelse jf. universitetsloven. På Roskilde Universitet er det et af flere parametre, som indgår i den samlede vurdering for eksempel i forbindelse med lønforhandling.

Aarhus Universitet her de ikke formelle belønningssystemer til de forskere, som formidler i medierne. Tid til formidling – og eventuelt vederlag – er et tema, som drøftes på nogle fakulteter, når der modtages bevillinger. Der er fra bevillingsgivere oftest en forventning om, at forskerne, der modtager midler, formidler og kommunikerer om modtagelse og resultater. Der er dog ikke fundet løsninger.

»Hvis du så for eksempel har skrevet en kronik, så hakker du af her,« forklarer han og klikker et par gange, til et flueben kommer frem i en lille boks.

Vi sidder på Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, i Københavns Nordhavn. Lars Kristian Mathiesen er ved at vise mig registreringssystemet, PURE, hvor instituttets forskere bliver opfordret til at notere alle deres medieoptrædener. For her på instituttet registreres al form for offentlig formidling så minutiøst som muligt. Det er nemlig en del af forskernes kerneopgaver på linje med den forskning og det policyarbejde, deres øvrige arbejdstid består af.

Registreringen står i kontrast Københavns Universitet, hvor flere forskere til Uniavisen har berettet, at de ofte ender med at måtte tage deres fritid i brug, hvis de vil lave interviews med journalister, udvikle formidlingsmateriale, selv skrive indlæg til aviser eller deltage i andre former for kvalificering af den offentlige debat.

Læs også: Lektor Rasmus Elling har slukket sin telefon for journalister

Forskerne fortæller, hvordan det at formidle bredt måske nok anerkendes i ord, når ledelsen ruller strategien for KU ud, men at det til tider opleves nærmest karriereforhalende at kaste sig ud i, fordi formidling til offentligheden ikke er et kvantificerbart parameter, som man får afsat en specifik procentdel af sin arbejdstid til at tage vare på.

20 procent af tiden til formidling og administration

DIIS er en uafhængig offentlig forskningsinstitution, der adskiller sig på væsentlige punkter fra landets universiteter. For eksempel spiller forskningsformiling i medierne en helt central rolle for de ansatte. Hos DIIS står sort på hvidt i forskernes normpapirer, at de forventes at bruge 20 procent af deres tid på ’formidling, administration og forskeruddannelse’. Til gengæld har de ikke pligt til at undervise.

»Formidling er en central del af vores DNA,« som direktør for DIIS, Kristian Fischer, udtrykker det med henvisning til loven om DIIS, hvor det står, at et af formålene med instituttet er, at ’formidle forskningsresultater, analyser og viden og udøve dokumentations- og informationsvirksomhed’.

Kristian Fischer er netop kommet tilbage til sit kontor efter et institutmøde, hvor han har brugt mindst et kvarter af sin taletid på at fremhæve særlige formidlingsindsatser i det forgangne år overfor sine medarbejdere, fortæller han.

På DIIS kan man med hjælp fra registreringssystemet PURE trække statistik over sin formidlingsindsats og bruge den til for eksempel lønforhandling. Og har man været en særligt aktiv formidler i løbet af et år, kan man være blandt den håndfuld medarbejdere, der belønnes med en økonomisk gevinst for en ’ekstraordinær formidlingsindsats’.

»Vores fundament er forskning, og den er selvsagt forudsætningen for alt, vi laver. Men det at kunne få sin viden ud at leve i samfundet er også helt afgørende for os. Det gennemsyrer hele organisationen,« siger Kristian Fischer.

Hvordan mærkes det konkret?

»Når en forsker har gjort det godt i medierne, er det noget, vi bemærker og kommenterer fra ledelsens side. Vi giver bonus for en ekstraordinær indsats. Vi har afsat forholdsvis mange ressourcer i vores kommunikationsafdeling til at hjælpe vores forskere, når de har brug for det. Og bred formidling er samtidig et tilbagevendende emne på vores møder – både blandt medarbejdere, i ledelsen og i bestyrelsen, hvor vi betoner vigtigheden af at markere sin forskning i medierne,« siger Kristian Fischer.

Aktuelt over night

En af dem, der ad flere omgange har været på listen over forskere, der har ydet en ’ekstraordinær formidlingsindsats’ på DIIS, er seniorforsker Sine Plambech. Hun kalder det ’sit hjertebarn’ at formidle sin forskning om migration og menneskehandel bredt i medierne, og derfor er hun tilfreds med, at formidling er udspecificeret i hendes kontrakt, og at hun kan registrere alt, hvad hun laver.

»At lave et baggrundsinterview, at skrive et avisindlæg eller at sidde i P1 orientering eller Deadline kan være enormt tidskrævende, og det afgørende er, at det tidsforbrug anerkendes. Både i et system, hvor det registreres men også til mus-samtaler og i det daglige,« siger Sine Plambech.

»Det giver mig følelsen af, at ledelsen ser og anerkender, hvad jeg laver.«

For hende gælder det ligesom for instituttets andre forskere, at hendes emne kan blive aktuelt over night, som det for eksempel skete under den såkaldte flygtningekrise, hvor Sine Plambech optrådte ekstraordinært meget i dagspressen i en lang periode.

»Det år fik jeg ikke lige udgivet en videnskabelig artikel i et stort internationalt tidsskrift, og det er der fuld forståelse for,« siger hun.

Sammen med forståelsen følger en vis forventning om, at forskerne er villige til at stille op, når verden brænder på inden for deres område, medgiver direktør Kristian Fischer.

»Når Afghanistan pludselig falder, Rusland går I krig i Ukraine, nytter det selvfølgelig ikke noget at sige, at man er midt i noget forskning og derfor først kan lade sig interviewe om to måneder,« siger han.

Han ved godt, at det nogle gange kræver meget af den enkelte, der bliver ringet op af journalister på alle tider af døgnet, og det har ledelsen et vågent øje på.

»Det er en del af jobbet, at du ikke altid kan planlægge din spidsbelastning. Men vi er opmærksomme på at være der til at gribe og hjælpe i kommunikationsafdelingen, hvis nogen har brug for en weekend med slukket telefon,« siger Kristian Fischer.

»Dertil kommer, at vi har stort fokus på at give vores forskere tid til restitution og refleksion. Det er jo forudsætningen for, at de kan lave fantastisk forskning, som er udgangspunktet for alle deres udtalelser.«

Tæller med i ’pligttimerne’

En af de forskere, der for nyligt har været fuldtidsformidler på alle tider af døgnet er Alberte Bové Rud, som er i gang med den sidste tredjedel af sin ph.d. om politisk iscenesættelse i moderne italiensk politik.

Hendes forskningsfelt blev meget aktuelt for danske medier under det italienske valg i september, og her valgte hun at bruge hele sin arbejdstid til at formidle i pressen.

»Jeg ved, at hvis en journalist ringer, så tæller den samtale med i mine ’pligttimer’. Derfor føles det overhovedet ikke som et åg at formidle.« siger hun.

»Jeg sagde ja til alle henvendelser, der kom, hvis det på nogen måde kunne passe. Aviser, radio, tv. Tidlig morgen, sen aften. Og alle ideer, jeg fik til at skrive indlæg selv, noterede jeg ned, så jeg fik skrevet en del selv undervejs også,« fortæller Alberte Bové Rud, der rykkede rundt på sine deadlines og satte sin afhandling på standby i perioden med opbakning fra instituttets ledelse.

Da valget var forbi, var hun bevidst om at træde lidt ud af formidlerrollen igen, for at de mange medieoptrædener ikke skulle blive det nye normale. For DIIS er ikke et lukket økosystem, og Alberte Bové Rud er meget bevidst om at undgå at forfalde til fortrinsvis at prioritere den offentlige formidling, som hun udtrykker det.

»Jeg synes, det er sjovt at formidle bredt, men i modsætning til tidsskiftsartikler er produktet flygtigt; når man er udkommet, har det haft sine lyttere og læsere. Og timen, dagen eller ugen efter er det væk igen. Derfor er det en stor motivation for mig, at det bliver registreret, hvad jeg har lavet,« siger Alberte Bové Rud.

»Indimellem kan jeg godt tænke på, hvad jeg får ud af det på den lange bane, når jeg tænker strategisk over det. Selvom det opleves som to verdener at være ph.d.-studerende på DIIS og på et universitet, er det den samme akademiske verden, vi begår os i, og på et tidspunkt skal jeg måske et andet sted hen, hvor den offentlige formidling generelt ikke anerkendes særligt højt,« siger hun og uddyber:

»Et ph.d.-projekt på tre år har et bestemt antal timer, og de timer, jeg har valgt at bruge på offentlig formidling, har jeg ikke kunnet bruge på at skrive for eksempel tidsskriftartikler. Og hvis jeg skal videre fra DIIS en dag, skal jeg konkurrere med nogle, der har skrevet forskningsartikler i stedet for at sidde i radioen.«

Seneste