Denne artikel udkom første gang i vores trykte magasin 6. september 2024. 

Menneskene blev mærkelige at se på.

De var ikke grimme, uhyggelige eller ubehagelige, bare… mærkelige. Forvrængede.

Og så var de bittesmå. Søren Malthe Pedersen havde kort forinden taget en pille med det psykedeliske stof psilocybin som led i et videnskabeligt forsøg, og selvom menneskene sad lige ved siden af ham, var det som om, de pludselig befandt sig meget langt væk.

De små syrede mennesker spurgte Søren, om han var okay, og det var han. Det var han også, da planterne i rummet pludselig voksede, og fornemmelsen af tid og sted begyndte at forsvinde mellem fingrene på ham.

Nu kom en båd sejlende gennem rummet, der havde forvandlet sig til en slags parallel virkelighed, hvor Søren ikke længere var sig selv, men han var heller ikke en anden. Han ville gerne ombord på båden, men han blev nægtet adgang, hver gang han prøvede.

Til gengæld begyndte fugle – eller måske var det en slags ånder – at skratte ad ham. De ville lokke ham ind i Syndens Gade, som havde materialiseret sig i den transcendens, han befandt sig i. Men Søren lod sig ikke lokke, han stod imod.

Og så fik han alligevel lov til at komme ombord, og her fik han en sejltur, der i dag har ændret hans liv.

Søren Malthe-Pedersen var en af de første patienter på Quantum Trip Trial, et forskningsprojekt som undersøger effekten af psilocybin som behandling mod alkoholafhængighed i kombination med terapi. Han deltog som forsøgsperson i et behandlingsforløb, som strakte sig fra oktober 2023 til sommeren 2024.

Projektet foregår på Københavns Universitetsklinik for Psykedelisk Forskning (NOESIS), som åbnede på Institut for Psykologi i januar 2023. Klinikken har aktuelt syv forskellige forskningsprojekter, som på forskellig vis undersøger, hvordan psykedeliske stoffer virker på hjernen, og om de kan bruges i behandling af psykiatriske lidelser.

En vågen drøm

NOESIS er grundlagt og ledet af lektor i psykologi Dea Siggaard Stenbæk. Hun viser Uniavisen rundt på klinikken i august, fordi vi gerne vil være klogere på, hvordan KU er involveret i den nyligt opblomstrede videnskabelige interesse for psykedeliske stoffers potentiale.

Interviewet foregår i klinikkens såkaldte interventionsrum. Det er her, Søren Malte-Pedersen og de øvrige patienter kommer hen, når de skal indtage psilocybin og guides gennem et trip af klinikkens terapeuter.

Rummet har mørklægningsgardiner og lydisoleret dør. I midten står en seng omgivet af højttalere, som spiller musik, når trippet foregår.

Væggen bag sengen er malet i en lys, grå farve med beigefarvede svampe, som danser rundt mellem hinanden. Og foran sengen hænger en vægdekoration af træ, der former sig i et væld af cirkler, snirkler og klare farver.

»Vi har lige hængt den der op,« siger Dea Siggard Stenbæk og forklarer, at mange patienter godt kan lide at kigge på noget visuelt fascinerende, når de er under påvirkning af psilocybin.

Der er altid to terapeuter til stede under en session – en ledende og en assisterende terapeut. Deres opgave er at støtte patienterne gennem oplevelsen, hvis de bliver overvældede eller bange, mens det foregår.

Og selv om flere af patienterne får psilocybin som led i en forsøgsbehandling af en psykiatrisk lidelse, for eksempel depression eller alkoholafhængighed, kan forskerne ikke styre oplevelsen i en bestemt retning, siger Dea Siggaard Stenbæk.

»Enkelte vil have en vis form for kontrol. De kan måske mærke, at der dukker nogle følelser eller ting op, som de hellere vil styre uden om. Det kan sammenlignes med, at nogle kan styre deres drømme – lucid dreaming – men det er det de færreste, der kan,« siger lektoren og tilføjer:

»En vågen drøm er den bedste analogi til, hvad der sker, når man tager psilocybin. Og her er man bare nødt til at flyde med.«

Der er ingen strenge regler for, om man vil snakke eller gå ind i sig selv, når man tripper, selvom terapeuterne inviterer til at vende opmærksomheden indad, fortæller Dea Siggaard Stenbæk.

»Nogle gange kan vi mærke, at folk snakker rigtig meget, fordi effekterne af stoffet ligger lige her…« siger hun og fører begge hænder op bag hovedet.

»… som en kæmpe bølge, der bygger sig op. Så snakker de, fordi de måske bliver utrygge og gerne vil bevare en forbindelse til virkeligheden. Og i de situationer støtter vi dem til at vende sig indad og prøve at hengive sig til effekten.«

Psykedelisk renæssance

Forskning i psykedeliske stoffer er blomstret op igen efter flere årtier, hvor det har været forbudt.

De fleste har formentlig hørt rædselshistorierne fra 60’erne og 70’erne i en kælder på Frederiksberg Hospital, hvor folk blev injiceret med det psykedeliske stof LSD for at blive efterladt fastspændt i senge.

Forsøgspersonerne var sjældent ordentligt informeret om den behandling, de blev udsat for. I de kolde kælderrum var de ladt alene med både hallucinationer og vrangforestillinger, og i mange tilfælde gav det voldsomme traumer hos forsøgspersonerne.

I 1974 stoppede dansk sundhedsvæsen med at bruge LSD til behandling af psykiatriske lidelser, og i flere årtier lå forskningen i brug af psykedeliske stoffer stille, siger Dea Siggaard Stenbæk.

Men et studie fra 2006 gav anledning til en ny interesse i psilocybin. Studiet hed Psilocybin can occasion mystical-type experiences having substantial and sustained personal meaning and spiritual significance og viste, at psilocybin gav forsøgspersonerne en ’mystisk’ oplevelse, der kunne give vedvarende positive ændringer i holdninger og adfærd.

Interessen for forskning i psilocybin tog dog først for alvor fart ti år senere, da et studie fra Imperial College London i 2016 indikerede, at psilocybin kunne bruges til at behandle mennesker med behandlingsresistent depression.

»I studiet havde man brugt psilocybin til behandlingsresistente depressive patienter. Her oplevede man, at deres depressionssymptomer blev reduceret med en hurtigvirkende effekt. Det satte virkelig gang i studierne,« siger Dea Siggaard Stenbæk, som selv har forsket i psykedelika i otte-ni år og altså har været med på bølgen fra begyndelsen.

Foruden forskningsprojektet i alkoholafhængighed kører klinikken i øjeblikket to forskningsprojekter på raske forsøgspersoner: Det ene undersøger, hvordan LSD virker i hjernen – det er sit første studie af sin slags i Nordeuropa de sidste 50 år. Det andet undersøger, hvordan musik påvirker effekterne af psilocybin.

Desuden har klinikken et projekt med depressive patienter og er del af tre internationale projekter, der blandt andet undersøger, hvordan psilocybin kan behandle psykologiske eller eksistentielle lidelser hos patienter, som er erklæret uhelbredeligt syge.

Virker det, spørger jeg.

»Det ville være uvidenskabeligt at konkludere på endnu, men der er intet i vores studier, der indikerer noget andet,« svarer Dea Siggaard Stenbæk, som efter mange år i feltet ser et enormt behandlingspotentiale i psykedeliske stoffer.

Hvorfor psilocybin?

Psilocybin forekommer naturligt i visse svampe, for eksempel spids nøgenhat, der i folkemunde er kendt som magiske svampe.Det stof, der gives på klinikken, er dog laboratorieproduceret.

Men hvorfor er det netop stoffet psilocybin, der er blevet omdrejningspunkt i den psykedeliske forskning? Hvorfor ikke LSD?

»LSD og psilocybin fungerer nogenlunde på samme måde i hjernen, men forskellen er, at hvor et trip på psilocybin varer fem-otte timer, så kan et LSD-trip vare i op til 20 timer. Og det kan være meget udtrættende for patienterne at være påvirket så længe,« siger Dea Siggaard Stenbæk som tilføjer, at LSD ikke er udelukket fra fremtidige behandlinger, hvorfor klinikken også er i gang med at kortlægge, hvordan stoffet præcis fungerer i hjernen.

»Desuden kan LSD ligge og bounce på en helt anden måde, så effekten går op og ned i styrke,« siger Dea Siggaard Stenbæk.

Når hun skal beskrive, hvordan et trip på psilocybin fungerer, sammenligner hun med en flyrejses tre faser:

I første fase letter flyet, effekterne tager til, og man bliver måske overvældet og får kvalme, indtil effekterne finder et leje, hvor de kan flyde naturligt. I anden fase har flyet fundet en fast flyvehøjde, og effekterne blomstrer i fuldt flor. I tredje fase sænkes flyvehøjden, og effekterne begynder så småt at dampe af. På dette stadie vil man typisk vinde mere kontrol over oplevelsen.

»I sidste fase kan patienterne typisk arbejde mere aktivt med deres oplevelse, fordi man i denne fase bedre kan vælge i hvilken retning, man vil gå.«

Egodød og hjernedemokrati

Fysisk går stoffet ind og påvirker hjernens såkaldte serotoninsystem – et system, der ofte forbindes med veltilpashed og lykke, og som antidepressiv medicin ofte er målrettet.

Serotoninbalancen er et stort og komplekst neurotransmissionssystem med mange receptorer, og særligt en receptor, serotonin 2a-receptoren, påvirkes markant af psilocybin og er ansvarlig for de psykedeliske effekter af stoffet.

»Påvirkningen af netop denne receptor betyder, at der sker ændringer i hjernens funktion. Normalt er hjernen styret i en slags hierarkisk orden, men når man tilføjer et psykedelisk stof som psilocybin eller LSD, bryder hierarkiet sammen. Man kan sige, at hjernen bliver demokratisk,« siger Dea Siggaard Stenbæk.

Der opstår med andre ord »et festfyrværkeri«, hvor input fra navnlig de sensoriske og visuelle områder eksploderer, forklarer Dea Siggaard Stenbæk. Og så sker der noget, som kan være afgørende for stoffets potentiale til behandling af psykiatriske lidelser:

Hjernens såkaldte default mode påvirkes markant. Det er det netværk i hjernen, som giver dig oplevelsen af at være dig: En person med en identitet, en historie og et følelsesliv.

»Når lige netop det netværk frisættes, sker der det, vi kalder en egoopløsning eller egodød,« siger Dea Siggaard Stenbæk.

Følelsen af, hvem du er, opløses. Og selv om det måske lyder ubehageligt – og sagtens kan være det, medgiver forskeren – åbner det en unik mulighed for at se tingene fra nye perspektiver.

»Din person står ikke i vejen for din oplevelse. For eksempel har vi haft forsøgspersoner, der har genoplevet situationer med folk, der har mobbet dem eller lignende, og pludselig har oplevet en følelse af tilgivelse eller forsoning, fordi de ikke længere var fastlåst i deres eget perspektiv,« siger hun.

Ofte græder folk, når de gennemfører en session i klinikken. Tårerne vælter ud, og de tager sig til kinderne, mærker vand og bliver overrasket over, at det er dem selv, der græder, fortæller Dea Siggaard Stenbæk.

»Der er ikke en person til at opfatte ’jeg græder’. Der bliver bare grædt,« siger hun.

Vikarierende personstrukturer og dårlige trip

»Det er nemmere fysiologisk set at overdosere kaffe end at overdosere psilocybin,« svarer Dea Siggaard Stenbæk, da jeg spørger, om det ikke kan være farligt.

Hun skynder sig at understrege, at der skal være terapeuter til stede, som kan passe på personen – også i fysisk forstand.

»Mens sessionen forgår, fungerer terapeuterne som en slags vikarierende personstruktur,« siger Dea Siggaard Stenbæk.

Der er folk, der tager svampe helt privat. Hvordan adskiller det sig fra en session her på klinikken?

»Det er vigtigt at sige, at der jo findes mange stoffer, som er fysiologisk farlige, og hvor du kan dø af en overdosis – MDMA, for eksempel,« siger Dea Siggaard Stenbæk og tilføjer:

»Men farerne ved at tage et stof som psilocybin er primært psykologiske, og vi anbefaler bestemt ikke folk at eksperimentere med det derhjemme.«

Hvis ikke man er ordentlig forberedt til et trip på psilocybin, kan angst og paranoia overtage oplevelsen – man kan opleve et dårligt trip.

»Når du er i en oplevelse, hvor tid og sted ikke eksisterer, og du har det godt, er du i Paradis. Har du det derimod dårligt, er du i Helvede. Og hvis folk ikke ved, hvordan stofferne fungerer, kan de jo blive skrækslagne, når de for eksempel begynder at opleve ego-opløsning. Den skræk vil føles tidløs, og det kan være decideret traumatisk,« siger Dea Siggaard Stenbæk.

Har I nogensinde haft patienter, der oplevede et dårligt trip?

»Nej. Vi har set følelser, som er udfordrende, dybe og sorgfulde. Men aldrig et dårligt trip, hvor de pludselig bliver paranoide og tror, at alle er efter dem.«

Infrastruktur til psykedelika

Dea Siggaard Stenbæk tror, at psilocybin en dag bliver godkendt som behandlingsform til en række psykiatriske lidelser. Og derfor er det en væsentlig målsætning for klinikken at udbrede kendskabet til fagområdet gennem undervisning. Dea Siggaard Stenbæk ønsker at få lov til at skabe en efter- eller specialuddannelse i psilocybin-terapi.

»Vi håber, at nogle medicinalvirksomheder på et tidspunkt får godkendt psilocybinprodukter til behandling, og når det sker, mangler vi en infrastruktur til faktisk at kunne håndtere denne type behandlinger. Den opgave håber vi, at klinikken her kan være med til at løfte,« siger hun.

Adjunkt Sophia Armand arbejder på klinikken, hvor hun er involveret i flere forskningsprojekter, og så underviser hun også kandidatstuderende i kurset Psilocybin-assisteret psykoterapi, det eneste kursus, der aktuelt udbydes om fagområdet til studerende.

Kurset er enormt populært, fortæller Sophia Armand.

»Der er plads til 30 studerende på holdet, og det har været fyldt alle gange, det har været udbudt. Forrige år blev der sågar lavet en underskriftsindsamling for at udbyde endnu et hold,« fortæller hun.

På kurset skal de studerende klædes på til at forberede en psykedelisk oplevelse, siger Sophia Armand og understreger, at der selvfølgelig ikke er ægte psykedelika i undervisningen, da det ville være ulovligt.

Klokkeklar effekt

Mathias Ebbesen Jensen er læge og klinisk forsker i Psykiatrienheden i København. Han leder og afvikler Quantum Trip Trial, som er det kliniske projekt, der har haft flest patienter gennem et forløb.

Projektet startede i 2023 som et pilotprojekt med ti deltagere, hvoraf størstedelen oplevede stor og positiv effekt på deres alkoholafhængighed af behandlingen.

»Alle deltagerne kom gennem et terapiforløb på tre måneder, de havde en psilocybinsession, og så fulgte vi dem tre måneder efter.  Hos syv ud af ti så vi en klokkeklar effekt på, hvor meget de drak efter forløbet sammenlignet med før,« siger Mathias Ebbesen Jensen.

»Den første uge efter psilocybinsessionen stoppede deltagerne typisk helt med at drikke. Og over tid oplevede de, at de havde fået en helt ny kontrol over deres alkoholindtag. Vi har netop lavet årsopfølgning med dem, og seks ud af ti oplever fortsat, at de har bedre kontrol over deres alkoholforbrug,« siger Mathias Ebbesen Jensen.

Projektet er nu i sin anden fase, hvor 90 deltagere med svær alkoholafhængighed skal gennem samme forløb. Indtil videre har cirka 40 procent af de 90 været gennem forløbet.

Jeg spørger, om det virker en smule kontraintuitivt at give et psykedelisk stof til folk, som misbruger et andet stof, et spørgsmål Mathias Ebbesen Jensen har fået mange gange.

»Vi arbejder med psykoaktive stoffer, og dem skal man have respekt for. Nogle af dem er vanedannende, for eksempel cannabis, kokain, MDMA og amfetamin. Men det lader ikke til at være tilfældet med at psykedeliske stoffer som psilocybin og LSD,« siger Mathias Ebbesen Jensen og fortsætter:

»Vores hypotese er, at psilocybinen kan introducere et transformerende eller transcenderende perspektiv på ens liv. Folk beskriver det på mange forskellige måder – som en mystisk eller spirituel oplevelse, hvor man oplever at føle sig meget stærkt forbundet til noget større end sig selv.«

Deltagerne i alkoholprojektet bliver screenet grundigt, for de skal opfylde en række krav. For eksempel må de ikke tidligere have haft en psykose, deres hjertefunktion skal være normal, og de må ikke være på antidepressiv medicin, for det kan nedsætte den psykedeliske effekt, siger Mathias Ebbesen Jensen.

»Det er ikke en eksklusion i sig selv, at man er psykisk sårbar. Men vi vil ikke risikere at tage patienter med, der kan have en prædisponeret lav tærskel for psykoser, eller hvis de har haft alvorlige selvmordstanker,« siger han.

Den sidste sløjfe

Deltagerne i projektets anden fase gennemgår samme behandlingsforløb som i pilotprojektet, men en væsentlig forskel er, at der i denne fase også er placebokontrol. Det vil i praksis sige, at halvdelen af deltagerne får en placebopille i stedet for en pille med psilocybin.

Studiet er svært at placebokontrollere, fordi patienterne hurtigt vil opdage, om de har fået det ene eller det andet. Men det er vigtigt, hvis man skal kunne konkludere på, hvorvidt det er terapien eller psilocybinen, der gør den største forskel, siger Mathias Ebbesen Jensen.

Hvis vi antager, det er psilocybinen, der er afgørende, hvad er det så, der sker i trippet, som får dem til at drikke mindre på den anden side?

»Man må næsten spørge dem alle sammen, for det er så individuelt. Overordnet kan man sige, at de får mulighed for at frigøre sig fra sig selv og se deres gøren og laden fra nogle andre perspektiver,« siger Mathias Ebbesen Jensen.

Mange drikker, fordi de har en angst eller uro, de ikke ved, hvordan de ellers skal dæmpe. Og uden præcis at kunne forklare, hvordan eller hvorfor, oplever mange af patienterne, at de simpelthen bedre kan rumme de svære følelser uden alkohol på den anden side af projektet.

Men der er selvfølgelig også nogle, som behandlingen ikke virker på, siger Mathias Ebbesen Jensen.

»I vores sparsomme studier er der enkelte deltagere, som ikke oplever den ønskede effekt. De får en god oplevelse med psilocybinen og terapien, men de formår ligesom ikke at binde den sidste sløjfe og få det integreret på en måde, hvor de stopper med at drikke,« siger Mathias Ebbesen Jensen.

Men en af dem, det lykkedes for, er Søren Malthe Pedersen. Han kan ikke forklare, hvad det er, der er sket inden i ham, men når drikketrangen melder sig, dukker billedet af båden op på nethinden, og han husker, hvor fedt det føltes, da han endelig blev tilbudt en plads ombord.

»Terapien var meget vigtig, jeg tror ikke, trippet havde været noget værd uden terapi,« siger Søren Malthe Pedersen, der i samtaler både før og fik hjælp til koble den psykedeliske oplevelse til konkrete ting i hans liv.

»Det har givet mig en baggrund for at analysere, hvad fanden der egentlig foregik. I dag kan jeg se, at båden var et symbol på min familie, som jeg gerne ville være en del af igen. Jeg ville gerne være den gamle Søren, som de kunne stole på,« siger han.

Søren Malthe Pedersen er »enormt taknemmelig« for at have deltaget i forløbet, som stadig et år efter »gør det ti gangere nemmere« at styre hans alkoholforbrug.

»Der er stadig perioder, hvor jeg falder i, men ikke nær så meget, som jeg har gjort før i tiden. Nu kan jeg bedre sige, nej, hold nu op for fanden, når alkoholtrangen rammer,« siger han.

»Jeg kan ikke forklare, hvad det er. Men jeg kan bedre tænke: Det går jo over. Og så kan jeg gøre noget andet i stedet. Gå en tur, spille guitar. Da vi afsluttede forløbet, kan jeg huske, Mathias sagde til mig: Du har fået et helt andet liv i øjnene, Søren. Og det har jeg virkelig.«