Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

På KUA2 står tidsånden skrevet på toiletvæggene

Lortedebat — Den politiske debat er rykket ud på toiletterne på KUA2. Sidste år kostede det universitetet 230.000 kroner at rense vægge og døre bare på den del af campus, siger campuschef.

På KUA2 behøver man ikke hive sin mobil op af lommen for at få tiden til at gå, mens man gør sin business på kummen. En heftig politisk debat – både ond og sjov – udspiller sig nemlig på væggene omkring én.

»GO VEGAN TODAY« (efterfulgt af: »Pis af bønderøv«)

»FEMINISME = OFFERMENTALITET« (hvor »ANTI-« er blevet tilføjet foran feminisme)

»DIN NYDELSE BEHØVER IKKE VÆRE PÅ BEKOSTNING AF ANDRES SMERTE« (hvortil der er svaret: »lad være med at skabe dig og kom med en god opskrift på falafler i stedet :)«)

Sådan skriver toiletgraffitien sig ind i flere af de politiske debatter, der – ikke mindst på Københavns Universitet – fylder meget for tiden.

En af de studerende, der har lagt mærke til toiletgraffitien på KUA2, er Christian Koch, som læser Forhistorisk Arkæologi. Han ser også en sammenhæng mellem det, der bliver diskuteret i medierne, og det, der står på væggene.

»Noget af graffitien er lidt infantil, men andet rammer virkelig hovedet på sømmet. Det er sjovt at finde den bevidsthed ude på toiletterne. Det er jo tidsånden, som bliver afspejlet,« siger han. »Alle de her ting om, hvordan underviserne skal tiltale de studerende og så videre – der er en eller anden form for tråd i det, der står, og det, der bliver sagt, og den mentalitet og kultur, der er herude på KUA.«

En stigende tendens som koster universitetet penge

Søren Höffner, der er campuschef på Søndre Campus, fortæller, at det er en stigende tendens på KUA2. I sommeren 2018 brugte Københavns Universitet 230.000 kroner alene på at gøre toiletterne på KUA2 graffitifri, og problemet, ifølge Höffner, ser ikke ud til at være blevet mindre siden.

Ifølge ham er der tale om et holdningsskifte blandt de studerende. Driftsafdelingen på Søndre Campus har ikke mandat til nogen sanktioner, men Höffner opfordrer de studerende til at stoppe ødelæggelsen af toiletterne.

Christian Koch er også helt på det rene med, at det er hærværk, men han synes alligevel, det er spild af penge at fjerne det.

»De burde bruge pengene på nogle bøger i stedet for.«

Lærke Primdahl, som læser historie, mener heller ikke, det er strengt nødvendigt at fjerne graffitien, så længe den holder sig til inde i toiletbåsene.

»Det er kun, hvis der står noget hadsk eller racistisk, at det burde fjernes. I stedet kunne man bare koncentrere sig om det ude ved håndvaskene og uden på bygningerne.«

Lasse Støvring, som studerer på Japanstudier, så helst, at der ikke var graffiti.

»Det er en privat sag at gå på toilettet. Der behøver man ikke blive udsat for en masse politiske agendaer. Omvendt er det nok uundgåeligt, at der kommer til at stå noget på toiletterne. Så kunne man måske bruge pengene til noget andet i stedet.«

Det er Christian Koch enig i.

»Folk har brug for en måde at udtrykke sig på anonymt. Det kommer ikke til at ændre sig.«

Seneste