Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

På menneskejagt hos lægen

DEBATINDLÆG - En medicinstuderende forsvarer retten til et liv ved siden af terperiet. Ikke for sjov, men for samfundets skyld, så fremtidens læger bliver hele mennesker.

Artiklerne om forventningspres og fremdriftsreform er skrevet. De faktuelle aspekter udpenslet på lærredet og ophængt med elefantsnot. Præcis som den unge medicinstuderende kan lide det. Fortæl hende at hun er en del af den kommende danske elite, at der følger et ansvar, og hun vil sætte sig endnu længere frem i stolesædet på første række. Giv ham en bog på latin og se ham udvikle sig til en menneskelig udgave af Google Translate med et opremsningstempo, der er hurtigere end dine stenografiske anslag.

Men husk også at fortælle ham om de erfaringer, du har gjort dig ved siden af i din tid som studerende. Fortæl ham om dengang Hanne lige var flyttet i egen lejlighed på Vesterbro, og du hentede hende på din gamle cykel og kørte ud i kolonihavehuset, selv om du skulle til anatomieksamen om mandagen.

Hvis du vil undgå, at hun ikke bare memorerer som en maskine, men også lyder som en, når du trykker på læs højt-knappen, så fortæl hende om det semester, hvor du fik en tocifret karakter, den som er mindre end firetallet, men havde din bedste sæson på fløjen for det lokale seriehåndboldhold.

»Den sidste gang du grinede højt var ikke i samværet med dit mikroskop«

Som samfundsfaglig student, der træder ind i en verden af kemiske formler og medstuderende, der ikke bare fanger stoffet i første forsøg, men også formår at jonglere med pensum så selv Pjerrot ville blive misundelig, var jeg udfordret på medicinstudiet fra starten.

To år senere har jeg haft tid til at gøre mig mange tanker om mit kommende erhverv. De mange fag med en, for mig, høj sværhedsgrad giver grobund for refleksion. Har man valgt rigtigt, når man skal læse pensum tre gange og nøjsomt proppe det i kasser for først i eksamensperioden at opnå den fornødne forståelse, der gør at man lige kan bestå eksamen?

Hvorfor jeg flygter fra yngre læger

Forleden sendte en norsk medstuderende mig artiklen Hvorfor jeg flykter fra yngre leger af journalist og forfatter Vetle Larssen.

Vetle beskriver, hvordan han er imponeret af sin kammerat, som han netop har besøgt i Nord-Norge. Kammeraten havde græmmet sig fælt over udsigten til at skulle tilbringe godt og vel et halvt år i turnus på bøhlandet, men oplevelsen skulle få en anden effekt på ham end først antaget:

»Han leste, gikk i fjellet, var blitt medlem av et kor; han følte seg fri. Han, som hadde trodd at Oslo var livet. Han, som hadde sverget på å aldri spise noe annet enn grillet foie gras. Han, som hadde vanket i et studentmiljø ved Universitetet i Bergen som var så sneversynt at han nesten fikk slimhinnehevelse i nese-hovedhulen når han tenkte på det.«

Vetle Larssen betvivler ikke de unge lægers intellektuelle formåen, men derimod deres menneskelige forståelse. Og vi kan alle nikke genkendende til en situation, hvor lægen har været lige hurtig nok med en diagnose:

»Jeg har en ligtorn, der generer mig.«
»Okay, vi amputerer fra knæet og ned«.

Overdrivelse fremmer forståelsen, men Vetles pointe er, at ensidighed er destruktivt, uanset hvilken form den kommer i. At man efter seks år i et indspist akademisk miljø har skabt en distance til de forskellige samfundslag, man nu skal ud og prøve at forstå.

»Hvor kunne forelæseren lære noget af Kvote 2-ansøgerens engagement«

Min fodboldkammerat var for et par dage siden ude for et alvorligt uheld. Da jeg besøgte ham på hospitalet, rundede vi først den søde sygeplejerske, hvorefter han fortalte om sin oplevelse som indlagt:

»Det ene øjeblik står der en læge og lirer sin automatiske telefonsvarer af. Han er i samme rum som mig, men kun rent fysisk. Et par timer senere kommer der så en anden læge for at se på mit ben. Her oplever jeg en helt anden behandling. Han bruger ikke tid på at vurdere skadesomfanget, men sætter et par ord på min situation, viser sig fra sin menneskelige side og forsøger endda at løfte stemningen med sin lidt tørre humor. Hans tilstedeværelse er bare så afgørende.«

Her passer Vetles citat om læge-patientforholdet ind:
»At det er dere (jer læger, red.) vi kommer til når vi er lengst nede. Og at det alltid er når man er lengst nede at man er mest seg selv; mest human.«

For fokus i Vetles artikel ligger på den menneskelige side af lægefaget. Den side, som min fodboldkammerat oplevede, og som du ikke kan læse dig til i en tyk humanfysiologisk fagbog, men som du tilegner dig via de livserfaringer, du gør dig ved siden af studiet i samspil med mennesker fra forskellige miljøer.

Helten fra Kvote 2

Betragtningerne om vigtigheden af et studieforløb, der byder på andet end det naturvidenskabelige bekendtskab, leder mine tanker til Kvote 2-optaget.

En tidlig morgen efter en eksamensfest sad jeg med hende den ualmindelig søde medicinstuderende, der desværre er afsat og yderligere et par medstuderende på et nørrebrosk pizzaria.

Her grinede vi i gruppen lidt over en tendens på medicinstudiet med reference til Terkel i Knibe. På Medicin er vi nemlig alle nørder, og det forsøger Silas at udnytte.

Efter 13 års skolegang, hvor Silas har måttet ned på depotet efter farvekridt til lærerne, øjner han endelig muligheden for at overtage rolle som årgangens hårdeste fyr – den seje Jason med jernrøret.

Kvote 2-ansøgeren er dog den eneste, jeg kan tage alvorligt som hård negl.

»For studenten har underviseren en vis autoritet, præcis som studenten – når han engang er færdiguddannet – vil have det i mødet med patienten«

300 ud af cirka 2.100 ansøgere går videre fra første runde, der består af en multiple choice test med 95 spørgsmål. I anden runde skal ansøgeren igennem otte rum. I nogle af rummene spørges der ind til ansøgerens motivation. I andre rum er forskellige cases opstillet, hvor skuespillere eksempelvis spiller psykiatriske patienter, som ansøgerne har til opgave at håndtere bedst muligt. 150 af de oprindeligt 2.100 ansøgere bliver tilbudt en studieplads.

Min gode kammerat er optaget via Kvote 2. Han har rykket teltpælene op fra sit højtelskede Christianshavn for at slå sig ned i Odense. Han har altid været skarp og logisk tænkende. Til Forsvarets Dag blev han trukket til side, fordi han havde udmærket sig ved de forskellige IQ-lignende opgaver: Om han ikke var interesseret i en karriere i Forsvaret, når han nu havde gjort det så godt.

»Dere driter dere ut hvis dere tror dere er guder.
Men dere er like dumme hvis dere tror dere er helt vanlige.
Dét er dere ikke. Dere må eksponere to ting på én gang: følelser og intellekt.«

Kvote 2-optagelsen på Syddansk Universitet i Odense sikrer at de unge mennesker er talentfulde på begge de områder, Vetle Larssens peger på: Følelser og intellekt. En vidensbaseret første runde, der har til formål at skille 80 % af fårene fra bukkene er nødvendig, men det er anden runde i optagelsesprøven, der gør Kvote 2 til noget specielt. En runde, der ganske vist koster ekstra ressourcer i det korte løb, men som ifølge Studiechef Annette Lund er godt givet ud, fordi man ved at se ansøgerne i øjnene og teste dem, sikrer at færre falder fra. Og det er den runde der gør, at jeg kan sige, at min kammerat gerne må være mine kommende børns læge.

»Evnen til at præstere på et videnskabeligt plan må nødvendigvis gå hånd i hånd med udviklingen af dine menneskelige værdier«

Udover at blive bekræftet i, at han rent intellektuelt er skarp nok, beviser den succesfulde anden runde også, at han har, hvad der skal til på det følelsesmæssige plan. At han er i besiddelse af en menneskelig forståelse, der hjælper ham til at bevare roen, når han skal træffe og videreformidle vigtige beslutninger. Han har med andre ord kombinationen af de egenskaber, der bør adskille den praktiserende læge fra forskeren – og som i øvrigt ofte adskiller den gode underviser fra den mindre gode.

Forelæseren og OL-guldvinderen

Hvor kunne forelæseren lære noget af Kvote 2-ansøgerens engagement.

Hun får desværre ikke kun tændt for computeren, men også for automatpiloten, når hun med sin pegepind starter overheaden. En automatpilot, der viser sig at fungere. Den kommer fra A til B på de forudbestemte 45 minutter og får jappet alle informationer af, som står i vejledningen. Men stemmelejet er for monotont, og de studerende sætter allerede deres hoveder på flytilstand efter fem minutter.

Ud over at svække motivationen hos de studerende – der i forvejen bruger mere tid på at regne ud, hvordan de består eksamen, end hvordan de rent faktisk lærer noget – afspejler professorens kommunikative egenskaber – eller mangel på samme – sig måske også i studentens kommende formidlingsevnersevner.

For studenten har underviseren en vis autoritet, præcis som studenten – når han engang er færdiguddannet – vil have det i mødet med patienten. Pas på den onde cirkel.

Jeg søgte ind på medicinstudiet, fordi jeg har en klar ide om, at slutproduktet lige er noget for mig. Kroppen og mennesker har altid interesseret mig, og her fik jeg muligheden for at kombinere de to elementer. Et lys for enden af tunnelen og et mål med det man laver kan motivere én i de hårde tider, også selv om rejsen gennem tunnellen på medicinstudiet er lang. Nogle har lettere ved stoffet end andre, sådan vil det altid være, men fat mod, hvis du ikke fanger robottens dessiner i første hug hver gang.

»Fortæl om det semester, hvor du fik en tocifret karakter, den som er mindre end firetallet, men havde din bedste sæson på fløjen for det lokale seriehåndboldhold«

Udnyt muligheden for at tilegne dig den faglige viden, som uden tvivl er nødvendig, når du en dag står som færdiguddannet og skal til at træffe beslutninger, der rækker ud over dine egne behov.

Husk på lyset for enden af tunnellen, når du fredag aften klokken 21 stadig sidder på læsesalen, selv om du hellere ville have været ude og fiske med dine kammerater, der dog sjældent har succes – hverken med sildene på dansegulvet, eller torskene i Øresund.

Men husk også, at det ikke kun handler om målet, men også om rejsen dertil. For som Mads Rasmussen – OL-mester 2012 i letvægtsdobbeltsculler – har sagt til Danmarks Radio: »Man kan ikke stå fire år igennem og lave top-performance, hvis man ikke holder af forløbet.«

Den sidste gang du grinede højt var ikke i samværet med dit mikroskop, men i relationen med et eller flere levende mennesker. Om du bruger tiden på at udvikle dine kulturelle sider, eller de dansetrin, der skal sikre dig en chance, når hende den søde fra læsesalen en skønne dag får øjnene op for dig i fredagsbaren, er ikke så vigtigt.

Det essentielle er, at du ved siden af studiet er i gang med noget, der gør dig glad. Evnen til at præstere på et videnskabeligt plan må nødvendigvis gå hånd i hånd med udviklingen af dine menneskelige værdier.

Husk det, for din egen såvel som patientens skyld.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste