Pædofilianklage skaber moralsk panik

‘Jagten’ handler om pædagogen Lucas, der bliver beskyldt for overgreb i den børnehave, hvor han arbejder. Rygterne spreder sig hurtigt i hans lille hjemby, og inden Lucas har forstået, hvad der egentlig foregår, har alle vendt ham ryggen.

Moralsk Panik

Debatten om pædofili-paranoia i daginstitutioner kværner allerede for fuld skrue i de danske medier. Så det er næsten umuligt ikke at betragte Thomas Vinterbergs nye film som et debatindlæg i den aktuelle diskussion.

Poul Poder har forberedt sig godt, og han tager noter undervejs, mens filmen ruller. Han synes, filmen påpeger nogle af de konsekvenser, som den omsiggribende frygt kan medføre:

»Filmen tematiserer det forhold at der i samfundet har bredt sig en form for moralsk panik – en overdreven frygt for noget, som man tænker truer nogle basale værdier. Som det også er kommet frem i mediedækningen, er der ikke proportionel sammenhæng mellem vores frygt og det reelle problem. Men der hersker så stor en angst blandt både forældre og pædagoger, at den moralske panik får spillerum. Filmen viser nogle følger af den moralske panik, og den får os til at forstå det forfærdelige i at blive beskyldt for pædofili.«

Fra børn og fulde folk

Filmen viser et landsbysamfund, der begår kollektiv selvtægt:

»Filmen skildrer, hvordan et helt samfund bliver bange, forargede og vrede og bliver optændt af hævnlyst over for Lucas. Den moralske panik motiverer en lovløshed i det lille samfund, hvor alle indbyggerne tager stærk afstand fra Lucas, og det de mener, han repræsenterer.«

Det afgørende dramaturgisk greb i filmen er, at tilskuerne hele tiden er bevidste om Lucas’ uskyld. Vi tvivler aldrig på hans renhed. Han er sågar indbegrebet af den empatiske helt. Det gør hans offentlige tilsvining ekstra hård at være vidne til.

Man savner, at flere af Lucas’ venner holder tungen lige i munden og lader tvivlen komme ham til gode. Hvorfor vælger alle at tro på barnet i stedet for manden? Jeg spørger sociologen.

»Hetzen mod Lucas baserer sig på en udbredt forestilling om, at børn ikke lyver. Det siger flere centrale aktører i filmen, selvom de også siger, at pigen har en livlig fantasi. Men når konflikten opstår, glemmes det. Lige meget hvor empatisk manden virker, så vejer barnets ord tungere. Det er dog filmens styrke, at den formår at skildre hele situationen så komplekst og nuanceret, at det ikke blot er et spørgsmål om sandt og falsk. Vi forstår godt, hvorfor pigen siger, som hun gør.«

Galopperende, generaliseret angst

Poul Poder siger, at der er sket en betydelig ændring i opfattelsen af vores kropslighed og autonomi:

»Vi er blevet meget mere sensitive over for krænkelser og bevidste om, at ingen andre må krænke vores grænser. Hvor man for årtier tilbage ikke var bekymrede for at det ville give store sår på sjælen, hvis et barn blev eksponeret for en blotter, så har vi i dag et omfattende bekymringsberedskab.«

»Moralsk panik er kendetegnet ved, at bestemte aktører optræder som fikspunkt for menneskers ængstelser. I forhold til pædofili kan frygten forstærke sig selv – for selvom der ikke er oplagte tegn på, at der er sket noget slemt, kan man jo aldrig vide, om barnet har lidt overlast og bare fortrænger hændelsen, sådan som psykologen i filmen tænker.«

Debatindlæg

Tilbage til filmens aktualitet som indspark i den ømfindtlige debat om, hvordan børn skal håndteres i daginstitutioner. Poul Poder insisterer på, at det er vigtigt, at vi bliver bevidste om konsekvenserne af den frygtkultur, som institutionaliseres med daginstitutionernes forskellige retningslinjer.

»’Jagten’ er et interessant eksempel på, hvad meget af frygten bygger på: sager, der i virkeligheden ikke havde noget på sig. Beskyldninger uden hold. Og selv om man kan have fuld forståelse for, at pædagoger frygter en sådan situation, så er den reelle virkelighed, vi bør forholde os til, at det sker meget, meget sjældent.«

Filmen viser også, hvordan frygten motiverer fyring af uskyldige pædagoger og dermed underminerer deres retssikkerhed, mener Poul Poder:

»I filmen ser vi, at Lucas ikke får offentlighedens hjælp og beskyttelse – politiet tager for eksempel ikke ud og taler med det butikspersonale, som tæsker ham.«

Sammensat og velbalanceret

‘Jagten’ er en interessant, gribende og vigtig film. Den er effektiv i sin dramaturgiske fremdrift: I etableringen af Lucas som en varm og god mand og den underliggende snærende indikation af, at noget uhyggeligt er under opsejling – en situation han ikke er herre over og ikke kan handle i. Filmens stærkeste kort er dens evne til at gøre den forholdsvis simple historie både sammensat og kompleks.

Ingen handlinger eller følelser kommer umotiveret, alle hændelser giver mening, skaber forståelse. Som tilskuere tager vi ikke parti, men er draget mellem to forskellige virkelighedsopfattelser. Selv om vi konsekvent lider med Lucas.

Der findes ingen nemme løsninger, og filmen har en befriende menneskelig dualisme. Et både og. Vi bliver lidt klogere på, hvad der kan få børn til at sige ting, som kan opfattes forkert. Det er ikke rigtigt eller forkert, det er menneskeligt. Og det kan få umenneskelige konsekvenser.

line.hjorth@adm.ku.dk