Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Udland
PARIS - Danske studerende skal få øjnene op for, at de har et fremragende studenterhus i den franske hovedstad. Det er ambitionen for stedets nye direktør, Marius Hansteen.
Marius Hansteen byder velkommen i forhallen til det danske studenterhus i hjertet af Paris. Flyttekasser vidner om, at det kun er kort tid siden, at den nye direktør satte sig i stolen som chef for det traditionsrige hus.
Kollegiet – eller La Fondation Danoise, som det hedder på fransk – er en del af studenterbyen La Cité Internationale Universitaire de Paris med mere end 40 internationale kollegier og studerende fra mere end 140 nationer. I snart 80 år har huset med i alt 48 værelser været base for danske og udenlandske studerende.
Listen over tidligere beboere er lang og rummer kendte navne. I sin tid har Per Stig Møller (dr.phil. i komparativ litteraturvidenskab fra Københavns Universitet) og Tøger Seidenfaden (eliteskolen ENA, Paris) boet her, og som mange andre studerende har de diskuteret storpolitik i den elegante opholdstue, hvor en statue af Georg Brandes skuer ud over stolerækkerne.
Nu har Marius Hansteen, der er cand. mag. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet, påtaget sig opgaven at videreføre stedet. En af hans ambitioner handler om at gøre stedet mere kendt hos danske studerende, så de kan få oplevelsen af at studere i det Paris, hvor han selv tilbragte flere af sine studieår.
Marius Hansteen, hvordan vil du beskrive studenterhuset?
»Det er en bro til Frankrig. Det er et sted, som folk får et intenst forhold til. De kommer hertil som studerende i formative år, og de vil huske de år. En studerende, der har været her over sommeren, beskriver det som et sjælfuldt sted.«
Hvilken betydning har det for Danmark og det dansk-franske forhold?
»At man er her som studerende og som ung, betyder noget. Man lærer fransk og oplever et andet land. Erfaringerne bærer man med sig. Det er måske ikke en direkte målbar værdi, men det er positivt. For et lille land som Danmark, der lever af at eksportere varer og være et åbent samfund, er det også vigtigt at studerende rejser ud. Hver eneste studerende bliver en repræsentant for Danmark, som skaber forbindelse mellem det danske og det franske.«
Kan man ikke argumentere for, at det er en forældet institution i lyset af, at Frankrig har fået mindre betydning, politisk og økonomisk. Ville det ikke være mere attraktivt for studerende på Københavns Universitet at have et hus i Beijing?
»Jeg synes ikke, at det ene udelukker det andet. Der er etableret et kollegium i New York, og det ville være en glimrende idé at lave et i Beijing. Jo flere, desto bedre, kan man sige. Men Frankrig er stadigvæk et intellektuelt og forskningsmæssigt kraftcentrum – også inden for mange naturvidenskabelige discipliner. I hvert fald er de medicinere, fysikere og biologer, der er her nu, kendeligt imponerede over niveauet.«
Du har sagt, at du vil have flere studerende herned, og at du vil gøre det mere attraktivt for de københavnske studerende studerende, men hvordan?
»Der er en del, som godt ved, at vi eksisterer, men andre kender os ikke og sender derfor aldrig ansøgninger. Vi skal have fat i de mennesker. Jeg skal i kontakt med studiechefer blandt andet fra Københavns Universitet, have aktiveret de studerende hernede og skabe viral markedsføring. «
»Til foråret vil her være næsten fyldt, og vi ender altid med at have flere på venteliste, men vi vil naturligvis gerne have så mange ansøgninger som muligt. Min pointe er, at så mange om muligt bør vide, at denne lille perle eksisterer og er en reel mulighed for alle studerende på KU. Mange studerende følger kurser rundt omkring på engelsk, så sproget er faktisk ikke længere en hindring for at studere i Paris.«
»Blandt udenlandske studerende regnes stedet for at være et af de bedste og finest ekviperede kollegier. Det sætter måske de danske studerendes vilkår i relief. De udenlandske studerende synes, at vores forhold er overdrevent gode: Man bor i eget værelse med eget bad og har mulighed for at lave mad i det fælles køkken.«
»Jeg mener, at det er et supermoderne kollegium med rigtig gode rum. Jeg prøvede selv at bo i dem, før jeg flyttede ind, og det er dejlige værelser. Man skal selvfølgelig ville bo på et kollegium. Er man med på det, får man mange fordele. Når man ankommer til Paris uden at kende særligt mange mennesker, får man en hel omgangskreds foræret på kollegiet.«
uni-avis@adm.ku.dk