Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Parlør til studiestartere på de übercool fag

OMGANGSFORMER - Det skal du sige – og ikke sige – på dit finkulturelle humaniorastudie, hvis du vil undgå at falde igennem med et brag

Den store stigning i ansøgere til universitetet har betydet et boom i de humanistiske kulturfag. Som ny studerende må du derfor se dig selv som del af den absolutte elite, og undgå at falde igennem som poppet eller useriøs. Universitetsavisen guider dig til, hvordan du bliver sikker i musik, film, kunst og litteratur

Studiestart er ofte lig med nervøsitet og en vis præstationsangst. Det kan være svært at afkode de sociale omgangsformer de første par dage, når der er meget andet at se til.

Vi har allieret os med en række ældre studerende og gjort arbejdet for dig. For hvem er bedre til at udtale sig, end dem, der selv har været nye på finkulturens højborg?

Musikvidenskab

Vær ikke for indie:
Som studerende på musikvidenskab skal du studere taktarter, noder og jazzmusik. Netop den traditionsrige musikgenre er kodeordet for social anerkendelse blandt dine medstuderende. Sørg for at lære jazz-koryfæerne inden studiestart, så du kan nikke genkendende til Miles Davis, Chick Corea og John Coltrane.

Fortæl gerne om alle de koncerter, du var til under jazz festivalen og smid en kort bemærkning om Stevie Wonder i Parken (ingen kan jo alligevel tjekke, om du virkeligt var der). Husk i øvrigt, at sammes ’Songs in the key of life’ er et MESTERVÆRK, og dan dig en mening om alle numrene.

Gå stille med dørene, hvis du brugte weekenden til Soundvenue-fest med folk i farvede solbriller. Kompenser eventuelt ved at diskutere anmeldelserne i Gaffa. Drop generelt alle beretninger fra Kødbyen, Trailerpark og alt andet, der kunne have den mindste snert af indie eller hipster over sig. Alle dine medstuderende har været på højskole de sidste år, og aner alligevel ikke, hvad du taler om.

Hvis du mangler noget at sige, så fortæl, hvordan du var ude at spille med dit partyband, som specialiserer sig i fede versioner af Michael Jackson. Suppler gerne med en korsession om søndagen. Gospel er også ok – det vigtige er, at du synes, kor er dope.

Filmvidenskab

Kend din auteur:
På Film- og Medievidenskab kan dine medstuderende nemt blive dine fremtidige kolleger på Zentropa eller Advice. Dette gør det blot endnu vigtigere at lære kunsten at mingle og namedroppe de helt rigtige.

En god icebreaker ved studiestart er altid tv-serier, som til en vis grad er en legal beskæftigelse. For tiden er Mad Men det store, så den skal du helst være fortrolig med. Husk også at catche op på Sopranos, Sein-feld og Lost, for ikke at glemme Twin Peaks – sig for eksempel, at Dale Cooper er din store kærlighed og påpeg senere films referencer til serien.

Intertekstualitet er kodeordet. Hvis du bliver spurgt om din yndlingsfilm, så undlad for guds skyld at sige ’American Beauty’, ’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’ eller andre oplagte block busters. Konstater tørt, at Bergmans ’Persona’ gjorde et stort indtryk på dig, men at du godt kan ide at koble af med noget Jim Jarmusch eller Woody Allen.

Inden studiestart bør du desuden gå en tur i TP og FONA2000, hvor du kan købe Polanski-film for en tyver (det er ham med de unge piger). Falder snakken på weekendens udskejelser, så fortæl gerne om din sviptur til Berlin, hvor du var til Ed Banger-koncert. Dyrk generelt det elektroniske og undergrundsagtige, især hvis det har et sejt navn. Om søndagen fladede du selvfølgelig ud til metakomiske perler fra Tod Solondz.

Litteraturvidenskab

Dyrk det obskure:
Litteraturvidenskab er hjemstedet for analyser af historiens mest anerkendte forfattere. Dette afspejler sig i miljøet, hvor forfattere som Dan Brown, J. K. Rowling og Jane Aamund er ikke-eksisterende og ved navns nævnelse er lig med socialt selvmord.

Inden du starter, bør du sætte dig grundigt ind i alt af Kafka, Dostojevskij og Imre Kertész. På den måde har du stof til samtaleemner med dine medstuderende, når I mødes i Nordisk over en kop sort kaffe.

Sig ikke, at du glæder dig til at have ’Fremstilling af sex og kærlighed i Middelalderlitteratur’ eller andet, der ville vække et normalt menneskes begejstring. Sørg i stedet for at udvise interesse for områder, der er så bizarre som muligt. Det kan for eksempel være den symbolske funktion af døre i Flauberts ’Madame Bovary’. Alt originalt er godt!

Husk, at folk fra litteraturvidenskab faktisk læser obskure og kedelige ting ganske frivilligt. Det er derfor ikke underligt, hvis du har brugt lørdag aften på at læse ukendte værker af forfattere fra pensumlisten.

Helt cutting edge er det dog først, hvis du kan brillere med at namedroppe forfattere som E. T. A. Hoffmann (husk tysk udtale), Jean Paul og Klaus Mann (endelig ikke Thomas Mann). Udvid efter behov med James Joyce og Das Beckwerk (husk: det er dansk, ikke tysk).

Kunsthistorie

Vær intern:
På Kunsthistorie kommer du ikke langt med Monets Åkander, og du overlever ikke uden på forhånd at kende prominente kunstnere som for eksempel Marcel Duchamp, når du skal imponere i Roland Bar.

Du bør vide, at fagområder som antikken, middelalderen og romantikken per definition er kedelige og uinteressante. At huske årstal, navne og anden konkret og praktisk info er heller ikke noget, du får art cred for.

Kodeordet på Kunsthistorie er i stedet ’samtidskunst’, så inden du starter, bør du danne dig en mening om det. Sætningen »Olafur er bare blevet for mainstream« er en god start. Husk at du sagtens kan videreføre de teoretiske samtaler til aftenens fester.

Vigtigt på kunsthistorie er også, at du er helt inde i faglige jokes og anekdoter: Smil indforstået, når du hører nogen sige »Foucault er bøsse« og sæt dig ind i signaturen ’R. Mutt’ fra førnævnte Marcel Duchamp.

Husk også at få sagt, at du egentlig ikke læser så meget fra kompendierne, men bedst kan lide at finde din egen litteratur.

Bliver du spurgt, hvad du lavede i weekenden, må du endelig ikke fortælle, at du så DUM-marathon på Kanal 4. Denne kanal er bandlyst sammen med Kanal5, TV3 og til dels TV3+ (dog acceptabel, hvis du bruger den til Simpsons). Husk, at du udelukkende ser Deadline eller niche-prægede kunstprogrammer på DR K.

Seneste