Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Pelle Dragsted siger, vi undervurderer den økonomiske gevinst af uddannelse. Vi spurgte tre økonomer, om han har ret

Økonomi — Finansministeren gransker sit ministeriums regnemodeller. Det lyder usexet, men måske giver det flere penge til uddannelse og forskning.

Sig ordet regnemodel, og du er sikker på at kortslutte næsten enhver samtale.

Men hæng på: For uanset hvor usexet snakken om modeller og maskiner i Finansministeriet måtte være, så har den faktisk betydning for, hvor mange penge staten langer ud til uddannelse og forskning.

Lige nu er regnemodellerne kernen i en politisk debat, der har fået fornyet liv, efter finansminister Nicolai Wammen (S) meldte ud, at han vil kulegrave modellerne. Hans antagelse er, at de positive effekter af offentlige investeringer (som de røde partier ofte ønsker) bliver overset, mens de tilsvarende effekter af skattelettelser (som de blå partier ofte vil have) indgår i beregningerne. I så fald tegner modellerne et billede, hvor skattelettelser fremstår mere nyttige sammenlignet med offentlige investeringer, end de reelt er.

»Gode daginstitutioner og uddannelser betyder selvfølgelig også noget for det store regnestykke. Derfor undrer det mange – inklusive mig selv – at det ikke vejer mere positivt,« sagde finansminister Wammen til Berlingske.

Senest er det kommet frem, at et forskningsprojekt med tilknytning til VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd), Københavns Universitet, Aarhus Universitet og DREAM-gruppen, skal afdække betydningen af offentlige investeringer. Det skriver Altinget.

Debatten handler om dynamiske effekter: Når politikerne sænker skatten, vil staten umiddelbart modtage mindre af hver tjente krone, men modellerne antager samtidig, at befolkningen vil arbejde mere, når de slipper billigere i skat.

De dynamiske effekter er derimod fraværende, når politikerne for eksempel giver bevillinger til de videregående uddannelser – eller hvis de investerer i vuggestuer, sundhed eller anden velfærd.

Det siger Pelle Dragsted er helt urimeligt. Den tidligere folketingspolitiker for Enhedslisten har i flere år kæmpet for en justering af Finansministeriets regnemodeller, som han kalder »skæve«.

»Problemet med den nuværende regnemodel er, at den har det ene øje lukket, og det har en stor betydning for de muligheder, man har, når man forhandler om finansloven,« siger han.

Han giver et eksempel:

Liberal Alliance går til forhandlingerne med et forslag om at sænke topskatten, og det vil de finansiere ved at skære i de videregående uddannelser. Embedsværket regner på, hvad det vil koste, og når frem til, at en del af skattelettelsen betaler sig selv, fordi folk vil arbejde mere og derfor betale mere i skat.

Omvendt finder embedsfolkene ikke nogen negativ effekt på de nedskæringer, der i samme hug sker på uddannelse. Det er i vidt omfang bare en udgift, der bliver fjernet – ifølge modellen.

Det samme gælder den anden vej. Hvis et parti vil investere i uddannelse, kræver det, at de finansierer det fulde beløb, fordi modellen ikke medtager dynamiske effekter.

Regnemodellen skal hverken være blå eller rød, den skal bygge på dokumentation og videnskab

Mads Lundby Hansen, cheføkonom, CEPOS

»Det er ret åbenlyst for de fleste snusfornuftige, at det ikke stemmer overens med den økonomiske virkelighed. Skærer man markant i uddannelse, så har det en konsekvens, dels for andelen af mennesker, der tager en uddannelse, dels for kvaliteten af den uddannelse,« siger Pelle Dragsted.

De nuværende regnemetoder har to konsekvenser, siger han. Den ene er, at højrefløjen står bedre i forhandlingerne om den økonomiske politik, den anden er, at der kan dukke ubetalte regninger op, hvis man skærer på uddannelse eller anden offentlig forbrug uden at tage højde for de negative dynamiske effekter.

Overvismand er positiv

Den tidligere politiker får delvis støtte fra overvismand Michael Svarer, der også er økonomiprofessor på Aarhus Universitet.

Han påpeger, at Finansministeriet faktisk regner med visse dynamiske effekter, nærmere bestemt når fremskrivninger viser, at uddannelsesniveauet ændrer sig i befolkningen. Måske kan de se, at andelen af faglærte vil stige i forhold til ufaglærte, hvilke de forventer vil smitte positivt af på samfundsøkonomien, fordi højere uddannelse er lig større produktivitet og lavere ledighed.

»Men man regner ikke med nogen effekter, hvis politikerne beslutter sig for at bruge en milliard mere på uddannelse, og der er jeg enig i, at der er behov for at overveje en justering,« siger Michael Svarer.

Han tør ikke spå om, hvorvidt evidensen i sidste ende vil pege på, at man bør regne med positive dynamiske effekter af at bruge penge på uddannelse, men siger:

»Det er helt klart oplagt at se på, om der er viden, der giver anledning til, at modellerne justeres.«

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har kigget intenst på de dynamiske effekter længe. I september udgav de en artikel, hvor de kom frem til, at politikerne kan opnå større langsigtede effekter på BNP og arbejdsudbud, hvis de giver et uddannelsesløft til ufaglærte, sammenlignet med hvis de letter topskatten.

Model skal hverken være blå eller rød

Mads Lundby Hansen, cheføkonom i den borgerlig-liberale tænketank CEPOS, er mere kritisk. Han bifalder som udgangspunkt, at Nicolai Wammen kigger nærmere på regnemodellerne, og siger, at hvis der er evidens for, at flere penge til uddannelse har dynamiske effekter, skal det selvfølgelig regnes med.

»Det er der bare ikke tilstrækkelig videnskabelig dokumentation for,« siger han. »Det er derfor vismændene ikke gør det, og det er derfor Finansministeriet ikke gør det.«

Cheføkonomen siger, at effekten er stor, når ufaglærte tager en uddannelse jævnfør AE-rådets analyse, men det er sværere at sætte fingeren på, hvilke politiske indgreb der får dem til det.

Problemet med den nuværende regnemodel er, at den har det ene øje lukket, og det har en stor betydning for de muligheder, man har, når man forhandler om finansloven

Pelle Dragsted, tidligere folketingspolitiker, Enhedslisten

Han anerkender, at det kan virke som sund logik: Investerer man i uddannelse, bliver befolkningen bedre uddannet, bidrager til produktiviteten og betaler mere i skat. Man skal bare huske på, siger han, at Danmark allerede bruger et så stort beløb på uddannelse, at det er tvivlsomt, om en ny investering vil have en positiv effekt på samfundsøkonomien.

Det interessante, siger Mads Lundby Hansen, er ikke, om det kan svare sig at investere i uddannelse – det kan det afgjort – men om der er en effekt af at lave en lille justering, i forhold til situationen, når man laver den.

»Derfor er det måske i dag ikke så meget et spørgsmål om, hvor mange penge der bruges, men snarere hvordan de bruges – og hvilke studier de unge søger ind på. Hvis man med gode incitamenter får flere til at søge uddannelser, der giver lav ledighed og høj løn, vil det have en positivt effekt. Og det koster ikke flere penge,« siger han.

Mit problem er, at det virker, som om venstrefløjen vil have en politisk regnemodel.

Mads Lundby Hansen, cheføkonom i Cepos

Nu har man jo sparet på uddannelse i nogle år. Kunne der så ikke godt være nogle positive effekter af at investere igen?

»Det kan der muligvis. Det kan også være, at det modsatte er tilfældet. Vi skal bare have noget dokumentation for det.«

Mads Lundby Hansen refererer til et studie fra Det Økonomiske Råd, der ikke var i stand til at dokumentere en effekt af investeringer i gymnasier – hverken økonomisk eller på kvaliteten.

»Mit problem er, at det virker, som om venstrefløjen vil have en politisk regnemodel. De kan godt lide uddannelse – det er fint, det er en politisk prioritering – og så vil de gerne have, at Finansministeriet lægger nogle positive effekter ind. Det synes jeg er forkert. Regnemodellen skal hverken være blå eller rød, den skal bygge på dokumentation og videnskab.«

Ingen åbenbaringer i vente

Niels Storm Knigge, senioranalytiker i tænketanken Kraka, er også skeptisk. Han siger, det er vigtigt at undersøge effekterne, men han forventer ikke, at det munder ud i »store resultater«.

Han udelukker ikke, at Wammens tiltag kan føre til nogle justeringer af de dynamiske effekter, man faktisk regner med i dag, altså når man fremskriver befolkningens uddannelsesniveau. Det er naturligt, at man bliver klogere på det, man arbejder mest intenst med, siger han.

»Men det er ikke sådan, at man sætter Finansministeriets embedsmænd til at undersøge noget i ét til to år, og så kommer de ud med en eller anden åbenbaring. Ikke fordi de ikke er dygtige, men fordi så ville de allerede have gjort det,« siger han.

Han peger på tre problemer. Det første er, at den danske offentlige sektor i forvejen er så stor, at nye penge til for eksempel uddannelse kan have en begrænset effekt.

»Med regnereglerne skal vi måle effekten af en lille justering af den eksisterende offentlige sektor, og når den er stor, er det sandsynligt, at de dynamiske effekter er små. De kan sågar være nul eller negative,« siger Niels Storm Knigge.

Derudover siger han, at det er svært for økonomerne at få den gode dokumentation, der kan bruges til at indregne de dynamiske effekter. Det skyldes blandt andet, at det er svært at isolere den effekt, man ønsker at måle, særligt når den ikke indtræffer med det samme, som tilfældet er med langsigtede investeringer i uddannelse.

»Det er bare ikke så ligetil, som hvis man har et godt videnskabeligt studie, der viser nogle effekter af at ændre på en skat,« siger Niels Storm Knigge.

Det sidste problem er, siger han, at en eventuel effekt vil være svær at få med i modellerne, fordi der ikke er garanti for, at en højere bevilling til for eksempel uddannelse vil udløse netop den effekt.

»En højere bevilling betyder ikke nødvendigvis, at pengene bruges på det, som giver de dynamiske effekter. Vi kan udregne gevinster af højere uddannelse, men har ikke på samme måde klar dokumentation for hvilke tiltag der konkret vil skubbe folk mod et højere uddannelsesniveau. Derfor kan det blive svært at lave generelle regneregler,« siger han.

Ej heller sikre skatteeffekter

Pelle Dragsted erkender, at det er kompliceret at kortlægge de marginaleffekter, Niels Storm Knigge snakker om. Altså effekten af at tilføre en ny million eller milliard til uddannelse på et givent tidspunkt.

Det er ikke sådan, at man sætter Finansministeriets embedsmænd til at undersøge noget i ét til to år, og så kommer de ud med en eller anden åbenbaring.

Niels Storm Knigge, senioranalytiker, Kraka

Men, siger han, man kunne sige det samme om skatteændringer: Også marginaleffekten af at sænke eksempelvis topskatten stopper på et tidspunkt.

»Her laver man nogle antagelser på baggrund af forskning, hvor man kommer frem til et middelret skøn. Det samme skal man gøre med offentlige investeringer,« siger Pelle Dragsted.

»En ting er helt sikkert: Man kan ikke bare antage at hele vores offentlig sektor ikke er med til at bidrage til arbejdsudbud og produktivitet. Det er jo det, man principielt gør.«

Flere økonomer er i tvivl om, hvorvidt man kan finde en dynamisk effekt på investeringer i uddannelse. Føler du dig overbevist?

»Ja, det gør jeg sådan set. Der er en uenighed om, hvor stor marginaleffekten er af at øge uddannelsesniveauet, men det er jo det, man må forsøge at beregne. Det er det, man har svigtet at gøre indtil nu,« siger han.

Seneste