Penge er følelser, og jeg eksisterer åbenbart kun i ekstremerne

Solen stod højt på himlen, morgenduggen var ved at fordampe og en varm forårsbrise fulgte os op ad bjerget. Vi var nået til et plateau på den østrigske bjergryg, en rasteplads for de vandrende, der inviterede til frokostpause med udsigt over det pittoreske alpelandskab. De raske skridt og fløjtetonerne, der havde lydt fra mine klassekammerater, var gradvist forstummet. De var trætte. Irritable. Og sultne.

Vi stoppede ved en bæk, og jeg gled ud af min rygsæk, som ramte bjergsletten under mig med en dump lyd. Jeg mærkede blodet strømme tilbage i mine ømme skuldre, for fanden, hvor var den taske tung. Men det var lige meget, for jeg havde en plan.

En lille gruppe af syvendeklasseseleverne var sunket sammen ved en træstamme tæt på vandet. De kiggede med en blanding af længsel og misundelse på de af deres klassekammerater, som har været forudseende nok til at smøre sig en madpakke til turen hjemme på vores hostel. Her sad de nu, too cool for både school og madpakker og helt og aldeles drænet for energi. Én vendte bunden i vejret på sin vandflaske, mens en anden febrilsk gennemsøgte sin taske efter en müslibar.

Jeg lynede min taske op og gravede et par kolde, dugvåde Red Bull frem. Jeg nærmede mig gruppen ved træstammen. Afkræftede og købeklare. Jeg kunne helt selv bestemme prisen.

»Venner, se lige hvad jeg har med til jer!«

LÆS OGSÅ: Studenterjournalisten undersøger, om han kan leve for 1.500 om måneden

Besat af penge

Jeg er mere end tre uger henne i mit eksperiment, hvor jeg i en måned skal leve som 26 procent af de studerende siger, at de gør i en DM-undersøgelse fra efteråret – for mindre end 1.500 kroner – og jeg begynder at kunne ane afslutningen.

Under eksperimentet har mit forhold til penge fyldt en hel del – ikke kun spørgsmålet om, hvordan jeg bruger dem, men også hvordan jeg forholder mig til  penge psykologisk – og det er lidt specielt.

Jeg har opdaget, at mit forhold til penge er ret spaltet

Jeg har opdaget, at mit forhold til penge er ret spaltet.

På den ene side hader jeg at forholde mig til penge – eller i hvert fald meget af det, de fører med sig: MobilePay-anmodninger, millimeterdemokrati, subtile regnskaber, status og så videre. Jeg vil helst hverken tænke på eller tale om penge, jeg foretrækker faktisk at lade som om, de ikke eksisterer.

På den anden side er jeg ret besat af penge. Og det kommer især til udtryk, når jeg mangler dem. I begyndelsen af eksperimentet opdagede jeg, at pengemangel aktiverede et hyperfokus i mig. Der gik sport i at spare, og det kunne ikke blive billigt og skrabet nok. Jeg havde budgetteret med 50 kroner om dagen hele måneden, men endte med at bruge det halve. Jeg kunne sagtens spise havregrød til frokost, hvis det betød, jeg kunne lægge mere til side. Jeg vidste ikke, hvad jeg sparede sammen til, men jeg gemte på pengene og nød følelsen af at være i kontrol.

LÆS OGSÅ: Jeg har fået en ny hobby: At spare penge

Men hvorfor har jeg det sådan?

Betalingssmerte

Lektor i adfærdsøkonomi på Københavns Universitet, Christina Gravert, introducerer begrebet betalingssmerte for mig. Det er den smerte, vi kan opleve, når vi bruger penge.

Hun siger, at mennesker kan placeres på et spektrum med to ekstremer. I den ene ende har man nærigpinden. Det gør så ondt for nærigpinden at bruge penge, at han sætter sig på sin pengepose som en rugehøne. Nærigpinden ved, at det vil gøre ham gladere at bruge mere, men han kan ikke få sig selv til det. Smerten er for stor.

I den anden ende har man sløseren, for hvem betalingssmerten er helt fraværende. Selv om sløseren ved, at hun ville få mere glæde ved at bruge mindre og spare op, er den psykologiske modstand væk.

Det optimale er at ligge et sted i mellem, siger Christina Gravert.

»Man skal bruge penge nok til at leve godt nu og her, men ikke så mange, at man mangler penge ude i fremtiden,« siger hun.

Min betalingssmerte er spaltet mellem de to ekstremer. Når jeg føler mig økonomisk sikker, sløser jeg, selv om jeg ved, at jeg kan leve billigere uden de store omkostninger.

Hvis man har oplevet en naturkatastrofe, er man mere tilbøjelig til at købe forsikring

Christina Gravert, lektor i adfærdsøkonomi

Men når jeg føler mig fattig, bliver jeg en nærigpind. Jeg finder tryghed i den store pengetank, bliver besat at spare og finder besynderlige måder at tjene penge på.

Jeg spørger Christina Gravert, hvorfor jeg både sløser og supersparer, og hun fortæller noget, jeg finder interessant.

Hvis man har oplevet en naturkatastrofe, er man mere tilbøjelig til at købe forsikring, og har man mistet penge under finanskrisen, er man tilbøjelig til at være mere forsigtig med ens forbrug.

Jeg var godt nok i live under krakket i 2008, men ikke gammel nok til at være i krise. Til gengæld husker jeg, hvordan der i mit barndomhjem ikke var meget til overs. Vi manglede ikke noget, men jeg fornemmede tydeligt, at vi ikke væltede os i penge. Måske er det en del af forklaringen?

Min forretning i Alperne

Flak flak flak. Ind over en lille alpeby lidt uden for Salzburg snurrede en helikopter og vækkede indbyggerne. Den var fløjet fra byens hospital til det vandrehostel, hvor en dansk syvendeklasse havde boet i en uge. Flere af eleverne klagede over svimmelhed og muskelømhed. Lærerne mistænkte, at der var skimmelsvamp på deres hostel, som havde gjort eleverne syge.

Helikopteren landede på en nærliggende græsplæne, vores hostel blev evakueret og flere af mine klassekammerater blev båret ud på bårer.

Jeg så til på afstand med min redbull-bugnende taske på ryggen. Så gik den ikke længere.

Et par dage inde i turen opdagede jeg, at flere af mine klassekammerater hverken spiste morgenmad eller lavede madpakker til vores daglige vandreture i bjergene. En sikker vej til lavt blodsukker og dårlig saltbalance.

Takket være et grundigt lobbyarbejde fra Red Bull er energidrikke billige i Østrig, så jeg øjnede en forretningsmulighed.

Hver morgen, inden vi drog afsted, fyldte jeg rygsækken med billig energidrik, slæbte den med op på bjerget og slog til, når det uundgåelige skete.

Jeg brugte de 50 euro, jeg havde fået med i lommepenge, på at købe Red Bull, som jeg kunne sælge videre til ågerpriser. Og det virkede. Da turen var slut, havde jeg 150 euro på lommen.

Min plan reddede ikke mine afkræftede klassekammerater i længden, men det er en anden snak. Helikopterens ambulancereddere opdagede hurtigt, at problemet ikke var skimmelsvamp, men simpelthen mangel på næring.

Da jeg kom hjem til Danmark, satte jeg de 150 euro ind på min opsparing. Jeg brugte ingen af dem på mig selv.

I mange år var studieturen en sjov historie om en lidt grådig, entreprenant teenager, der forstod at udnytte situationen. Men efterhånden som mit spareeksperiment er skredet frem, er jeg begyndt at se historien i et nyt lys. Min betalingssmerte var, allerede dengang, utrolig stor. Jeg kunne sagtens udlade at bruge penge på mig selv når bare det betød, at pengetanken blev fyldt op.

Studielivets transaktioner

Den største udfordring, jeg har kæmpet med under eksperimentet, har været, hvordan jeg får mit sociale liv til at hænge sammen med mit stramme budget.

Det koster at ses med vennerne, og det holder ikke i længden at nasse sig gennem samtlige byture eller holde gratis date night med kæresten på det lokale bibliotek igen og igen.

LÆS OGSÅ: Jeg har skuffet mit regneark. Men jeg fortryder intet

Jeg står ved en slags skillevej, for jeg kan nemt spare på mig selv, men jeg har ikke lyst til at spare på mine venner.

»Der er to ting i det,« siger Sune Bjørn Andersen, min spareguru og læremester gennem eksperimentet, da jeg ringer til ham.

Især i storbyerne er det sociale rum blevet kommercialiseret

Spareekspert Sune Bjørn Andersen

»Når man studerer og er en del af et studiemiljø, er der ekstremt stort fokus på det sociale. Og i dag betyder det at være social ofte, at man bruger penge. Det er blevet transaktionelt.«

Han siger, at især i storbyerne er det sociale rum blevet kommercialiseret.

»Biblioteket er næsten det eneste sted, hvor man kan gå hen, uden at der er en forventning om at bruge penge. Det er absurd. Udgangspunktet for at bruge tid sammen i dag er, at det koster penge.«

Selv er Sune Andersen 39 år gammel, og han husker tilbage på sin tid som ung studerende i Aarhus, hvor han og vennerne hoppede fra fredagsbar til fredagsbar, når de hang ud. Og fordi han var frivillig i fredagsbaren, fik han øl til en femmer.

»Det betød, at det ikke var forbundet med nogen som helst form for økonomisk uro. Og fordi det var så billigt, kunne vi sagtens give omgange. Det gjorde man bare, og ingen holdt øje med, om der var nogen, der gav mere end andre. Det var en helt anden måde at gå i byen på end at gå på bar i København,« siger han.

Vi sammenligner med sidemanden

Spørgsmålet er så, om jeg som københavnsk studerende må vælge mellem at leve billigt og have et socialt liv.

Det kommer an på den kultur, man er en del af, siger Sune Bjørn Andersen, og især i København vil man nok føle sig meget begrænset uden penge.

»Vi har det med at vurdere vores liv ved at sammenligne med sidemandens. Hvis man bor et sted, hvor der er kultur for at mødes på café, er det jo sjældent en mulighed, hvis man lever ekstremt billigt, og det kan betyde meget for ens velbefindende.«

Det vil have sociale omkostninger, hvis jeg skal fortsætte med at leve billigt, når eksperimentet er slut

Jeg vender også min udfordring med adfærdsøkonom Christina Gravert. Hun har blandt andet arbejdet med nudging – altså hvordan man styrer folk mod bestemt adfærd. Christina Gravert fortæller også, at miljøet, man befinder sig i, er en afgørende faktor:

»Hvis du bor tæt på et fitnesscenter eller har venner, som er meget fysisk aktive, er du mere tilbøjelig til at dyrke motion.«

Altså: Hvis man skal leve billigt og godt, skal det billige og gode valg være oplagt. For meget friktion – sociale gnidninger – gør det sværere at leve billigt, fordi valgene bliver sværere.

»Da jeg var på udveksling i Oslo, bestod min sociale omgangskreds af fattige internationale studerende,« siger hun.

»Modsat de norske studerende havde vi internationale ingen penge, og det gjorde, at vi var sammen på en helt anden måde, end de var. I stedet for at tage i byen, havde vi pastaaften hjemme, og de dyre beslutninger var slet ikke på bordet.«

Efter både at have talt med Sune Bjørn Andersen og Christina Gravert, drager jeg den lidt skarpvinklede konklusion, at det vil have sociale omkostninger, hvis jeg skal fortsætte med at leve billigt, når eksperimentet er slut.

Men er det prisen værd? Og behøver der at være en pris?

Hvem siger, at jeg ikke kan finde en måde at være social på, der ikke er svinedyr? Nyder jeg i virkeligheden det, jeg får ud af at tage på bar med mine venner mere, end jeg ville nyde at lave pasta med dem fredag aften?