Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Pensum er ikke alt

Klumme — Ugens klummeskriver opfordrer andre studerende til at forfølge deres interesser og gå på opdagelse uden for pensum.

NÅR MAN STARTER på en universitetsuddannelse, kan det være en forvirrende oplevelse, og man kan nemt føle at det er en helt ny verden, man er trådt ind i. Der er gode årsager til at man har det sådan, fordi det i virkeligheden er en verden af muligheder, man er trådt ind i. Men hvilke muligheder?Når man starter på en uddannelse, så er man blevet optaget på et studie som i sin titel muligvis virker som en indsnævring af et fag eller i hvert fald en mindre del af et fag, som man havde i gymnasiet. Måske var man rigtig glad for samfundsfag, og har derfor valgt at søge ind på statskundskab. Og ved man at man specificerer sin interesse ned til et enkelt fag i stedet for en studieretning med mange fag, så kan man nemt tænke, at det som universitetet tilbyder, er den bedste og vigtigste teori inden for det specifikke fagområde. Men det er ikke nødvendigvis tilfældet, det er i hvert fald min erfaring.

Gennem mine tre års bachelorstudier skulle vi aldrig nogensinde i noget kursus læse et helt stort filosofisk værk

FOR TRO DET eller ej, så er det udvalgte pensum man skal igennem i løbet af de mange år, ikke alt hvad der er skrevet om på det specifikke fagområde. Hvert studie har en masse kurser, hvert kursus har en masse temaer, og hvert tema indeholder en masse teorier og teoretikere. Og selv om man synes, at man har bred interesse inden for området, så vil man støde på teorier, emner eller kurser som man finder langt mere spændende end andre.

JEG LÆSER SELV på Filosofi, og gennem mine tre års bachelorstudier skulle vi aldrig nogensinde i noget kursus læse et helt stort filosofisk værk. Der eksisterer nemlig et utal af emner, teorier og diskussioner bare inden for mit fag alene. Gennem kurset handler det mest om at komme kort rundt om alle emner, men aldrig helt ned i dybden af dem. Og jeg ved at mange fra andre studier vil kunne genkende dette.

Det er helt okay at komme til den erkendelse, at nogle kurser, emner og teorier er meget mere interessante end andre, og at man prøver at forfølge den interesse.
***

MEN PENSUM ER ikke alt, og på universitetet har man så mange muligheder for at skabe sin egen læring. Hvert pensum er et til- og fravalg fra underviserstaben, og de vælger ofte noget som ligger i forlængelse af deres kompetencer. Men man er måske vant til fra gymnasiet, at karakterer fylder meget, og vil man gerne have gode karakterer, er forståelse af pensum – og ikke andet – vejen frem. Men hvis du kan acceptere, at førsteprioriteten ikke nødvendigvis er karakterer, men derimod at få en masse livsbekræftende viden inden for netop dit interesseområde, så skal du ikke være bange for at lave prioriteringer.

Universitetet bliver da kedeligt, hvis det kun handler om at bestå eksamener

MAN SKAL IKKE være bange for at prioritere et kursus eller et emne frem for et andet. Hvis man eksempelvis på sit andet semester har to kurser, hvor det ene falder meget tættere på ens interesseområde, og man i det kursus læser en utrolig spændende tekst, som på det tidspunkt føles som sandheden om verdenen, så skal man ikke være bange for at bruge sin fritid på forfølge denne interesse og begynde at læse lange bøger som ikke er på pensum. Det er ikke spild af tid at læse noget som ikke er på pensum, for den åbenbaring du leder efter, som fortæller dig hvilken interesse du skal forfølge, ligger ikke nødvendigvis i det pensum som underviserne har udvalgt. Og på universitetet har mange muligheder for at prioritere forskellige interesser, man kan eksempelvis danne læsegrupper, hvis man møder andre med samme smag for teori som én selv.

SELV OM JEG lidt får det til at lyde som om pensum og de obligatoriske kurser er ligegyldige, er det selvfølgelig ikke målet. For uden kurserne og deres pensum vil man aldrig i første omgang blive introduceret til ens specifikke interesseområde. Og hvis man har et højt ambitionsniveau og måske et krævende studiejob ved siden af, skal man selvfølgelig ikke starte alle mulige læseklubber, man ikke kan overskue. Studiet skal stadig passes. Men det som jeg overordnet forsøger at sige er, at det er helt okay at komme til den erkendelse, at nogle kurser, emner og teorier er meget mere interessante end andre, og at man prøver at forfølge den interesse. Universitetet bliver da kedeligt hvis det kun handler om at bestå eksamener.

Seneste