Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Peter Kurrild-Klitgaard - Ekspert eller kommentator?

EKSPERTROLLEN – Hvornår optræder forskere som eksperter, og hvornår er de bare almindelige kommentatorer? Grænserne er flydende og kan være svære at håndtere for selv de mest medievante forskere. Vi spørger en stribe ofte citerede KU-eksperter, hvornår de vælger at tale eller tie.

Du optræder ofte i medierne som ekspert. Hvorfor tror du selv, at du er så efterspurgt?

»Jeg optræder i to forskellige funktioner og med meget varierende hyppighed. Den ene er som forsker med en vis indsigt i for eksempel hvordan politik og økonomi spiller sammen, hvordan valgsystemer virker, hvordan forfatninger er skruet sammen, amerikansk politik og så videre, og der kommer det i sagens natur meget an på, hvad der er aktuelt.«

LÆS: Det handler Marlene Wind-sagen om

»Den anden er som debattør, hvor jeg er fast tilknyttet Berlingske, og hvor det nok ikke er forkert at sige, at jeg holdningsmæssigt har en klar liberal profil. Når jeg bliver interviewet en del med forskerhatten på, så er det forhåbentlig, fordi jeg har noget seriøst analytisk at bidrage med, men samtidigt kan udtrykke mig rimeligt pædagogisk.

Når jeg skriver eller bliver interviewet med debattørhatten på, er det snarere de klare holdninger, der efterspørges. Det er to vidt forskellige funktioner, som jeg selv anstrenger mig for at holde adskilt. Ikke mindst ved at insistere på over for journalister, at hvis de vil interviewe mig om ting, der ikke er baseret i min forskning, men bare vil have en mening om, så bliver det uden at præsentere mig med angivelse af Københavns Universitet som min arbejdsplads.

Er det med forskerhatten på, så prøver jeg ondelyneme så godt, som jeg kan, at afholde mig fra at vurdere eller anfægte politiske aktørers motiver eller drage konklusioner, der ikke er forskningsmæssigt belæg for.

Er det med debattørhatten på, er de reservationer lagt noget til side, men så er det også for ’egen regning’; uden universitets-adresse og med de risici for øretæver, det indebærer.

Det er ikke altid journalister eller debatredaktioner forstår eller respekterer den distinktion, og det er ikke altid, det holder i praksis, men for mig er den uhyre vigtig og principiel.«

Hvilken sag i de seneste år har du ofret mest tid på i medierne?

»Det amerikanske præsidentvalg i 2008. Jeg vil anslå, at jeg alt i alt brugte cirka to måneders arbejdstid på at blive interviewet af medier, forberede mig til interviews, tale til forsamlinger og så dagligt lave og opdatere den forskning, der lå “nedenunder” mine vurderinger.«

Mener du, at det er i orden, at en forsker som Marlene Wind betegner sagen om grænsekontrol som ‘valgflæsk’ og beskylder regeringen for at være “uprofessionel” og for at “appellere til den laveste fællesnævner” og “den indre svinehund”.?

»Jeg er på det rent personlige plan nok ikke voldsomt uenig med Marlene på disse punkter, men jeg ville aldrig have sagt det på den måde i den kontekst.«

Hvad mener du om den kritik, som ledende politikere som Pia Kjærsgaard, Morten Messerschmidt og Søren Pind har rettet mod Marlene Wind?

»Som “ekspert” eller som privatperson?!«

Føler du som forsker, at det er blevet vanskeligere at agere i pressen? Hvis ja, hvorfor og hvornår er ændringen sket?

»Det var svært i forvejen, men det er blevet lidt sværere. Det er en gradvis udvikling, som er kommet især over det sidste årti. Dels er der flere henvendelser, men dels og ikke mindst fordi mange medier – især de elektroniske – i stadigt stigende grad gerne vil have holdningsbårne kommentarer fra eksperter; og gerne skåret kraftigt til.

De vil også meget gerne have debatter mellem to eller flere. Det er der mange årsager til, og i nogle sammenhænge kan det være ok. Men konsekvensen er, at journalisterne stadigt hyppigere vil definere de interviewede som personer med nogle helt bestemte holdninger, og at de også presser én noget.

Hvis man ikke selv forstår at sige fra der, risikerer man meget let, på ingen tid, at devaluere sig selv fra at være én, der har noget analytisk og vidensbaseret at bidrage med til at være en slags højpandet udgave af Peter Mogensen. Og det er altså ikke det samme.

At journalisterne ikke forstår distinktionen mellem en analyse og et synspunkt, og at for eksempel samfundsforskere ikke primært er statsansatte meningsmaskiner, er måske ikke så mærkeligt, givet hvordan mange agerer – men det er ihvertfald et faktum, som jeg har oplevet utallige gange.

Jeg husker i forbindelse med det sidste amerikanske præsidentvalg en journalist, der sagde, at han var overrasket over, at jeg så eksplicit støttede Obama, eftersom jeg jo havde støttet Bush i 2004.

Jeg sagde så, at det havde jeg ikke – hverken det ene eller det andet. “Men,” sagde han forundret, “Du forudså jo i 2004 hele tiden, at Bush ville vinde, og i 2008 sagde du, at Obama ville vinde …?”

Han kunne simpelthen ikke forstå, at mine vurderinger af de tos vindermuligheder ikke var udtryk for ønsketænkning, men var forankret i en politologisk vurdering af, hvad der typisk afgør amerikanske præsidentvalg.«

Føler du et større pres for at sige ja til at optræde i medierne?

»Ja. Ganske direkte fra medierne selv, og indirekte fra universitetet.«

Hvor går din grænse for, hvad du vil udtale dig om som ekspert?

»Ja, men hvis det er en journalist, der interviewer mig, fordi jeg er professor med en specialisering, så går min grænse helt klart dér, hvor der enten direkte efterlyses en normativ vurdering, eller hvor det emnemæssigt ikke er noget, jeg har forsket i, eller hvor jeg ikke i det mindste har læst godt op på den relevante forskning.

Kan jeg ikke leve op til det, siger jeg enten nej, eller også sørger jeg for, at det bliver gjort klart, at det ikke er som forsker ved Københavns Universitet, at jeg udtaler mig. Det er givetvis glippet nogle gange, hvor jeg har ladet mig rive med, men det ligger i hvert fald konstant i mit baghoved som en rettesnor – hvilket et par dusin journalister vil kunne bekræfte.«

Har du yderligere kommentarer til Marlene Wind-sagen specielt eller ekspertrollen generelt?

»Jeg synes afgjort, at flere forskere burde sige nej noget hyppigere. At de bør lade være med at udtale sig om emner, de ikke har forsket i, eller hvor de i det mindste ikke har læst ret godt op på forskningen i emnet, og at de bør undgå at ende med blot at lire deres personlige sympatier og antipatier af.

Jeg hører om ikke dagligt, så ihvertfald meget hyppigt, forskere inden for samfundsvidenskab udtale sig om emner, som jeg ved, de aldrig nogensinde har forsket i, og hvor omfanget af deres viden om det pågældende område ikke adskiller sig voldsomt fra en 2. års studerende i statskundskab. Og hvor de måske oven i købet udtaler sig skråsikkert, uden forbehold, og med en stærk normativ vinkling.

Det forstår jeg simpelthen ikke, at de gør. Grundlæggende er deres eller min personlige vurdering af, hvordan samfundet bør være indrettet, jo ikke i sig selv mere interessant, end hvis man havde spurgt en vilkårlig taxichauffør eller frisør.

Måske er det blandt andet, fordi forskerne bliver presset af journalisterne. Det oplever jeg selv jævnligt. Jeg husker særligt klart en gang, hvor en journalist fra P3 Nyhederne bad mig kommentere et skyderi i USA. Jeg svarede, at jeg ikke vidste noget om substansen, hvortil han svarede: “Men kan Du ikke bare sige noget alligevel?” Jeg spurgte forbløffet, hvad han dog mente? “Ja, altså noget om, hvad du mener om amerikansk våbenlovgivning?”

Han ringede ikke igen.«

rjb@adm.ku.dk

Seneste