Ph.d. Cup-vinder fra HUM vil styrke lærer-elev-relationen i folkeskolen

Det var en overrasket og overvældet Louise Klinge, der i lørdags i Koncerthuset fik overrakt førstepræmien i Information og DRs årlige Ph.d. Cup, efter hun på overbevisende vis formåede at formidle tre års forskning på blot tre minutter foran et publikum og en jury på live tv. Juryen var dog ikke i tvivl:

»Du har fat i noget, der er så ubegribeligt vigtigt, at vi ikke kan forstå, at der ikke er nogen, der har gjort det før. Det er jo det, der skal til for at få skolen til at fungere,« sagde en af dommerne i sin feedback på Louise Klinges præsentation.

Eleverne tolker alt, hvad læreren gør relationelt

Ph.d. Cup-vinder Louise Klinge

Vinder-ph.d.-en har Louise Klinge lavet i samarbejde med Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på KU. Hun har de sidste tre år fulgt 5., 6., og 7. klasses elever og lærere på to skoler for at undersøge, hvad relationen mellem læreren og eleverne betyder for børnenes læring.
Med et kamera rettet mod læreren og et andet mod eleverne undersøgte Louise Klinge, hvilke af lærerens handlinger, der fik lærer-elev-relationen til at blomstre og hvilke, der fik den til at bryde sammen.

»Eleverne tolker alt, hvad læreren gør relationelt,« konkluderer Louise Klinge.

Nærvær er altafgørende

Louise Klinge er kommet frem til syv faktorer, der er essentielle for at opnå en god relation mellem lærer og elev gennem lærerens relationskompetence. Nærvær er én af dem. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at læreren bruger det, Louise Klinge kalder for ‘afstemmere’, som består af venlige og anerkendende ordvalg og gestik.

Louise Klinge fortæller, at det går igen hos alle de 50 elever, hun har interviewet, at det er afsindigt vigtigt for dem, at de oplever at have en betydning for deres lærer.

At sætte pædagoger til kun at stå for relationen og læreren for det faglige er den vildeste misforståelse

Ph.d. Cup-vinder Louise Klinge

Louise Klinge vurderer, at lærere i dag har for få timer med for mange børn i for mange forskellige klasser. Det går ud over lærerens evne til at vise det nærvær, som ifølge Louise Klinge er afgørende for opbyggelsen af en meningsfuld forbindelse mellem eleverne og læreren.

I nogle tilfælde kan læreren ikke engang børnenes navne, og når børnene ifølge Louise Klinge opfatter alt, hvad læreren gør, ud fra deres relation til læreren, er det i sådanne tilfælde meget svært at opnå god læring. Louise Klinge mener, at der er behov for flere blikke i undervisningen i form af mere supervision og brug af to-lærer-ordninger, men hun advarer samtidigt om, at det blot kan forskyde problemet:

»At sætte pædagoger til kun at stå for relationen og læreren for det faglige er den vildeste misforståelse,« siger hun.

Artiklen fortsætter efter billedet

Misforstået faglighed

Louise Klinge er dybt bekymret over den seneste drejning mod at opgøre læring i tal og PISA-undersøgelser. For hendes undersøgelse viser, at faglighed netop finder sted i mødet mellem mennesker. Hun fortæller om en elev, der hedder Kasper, der i den ene lærer Sivs time er forstyrrende og uregerlig, fordi læreren møder ham sådan. I Bentes timer er Kasper derimod engageret og koncentreret, fordi hun anerkender hans ivrighed som et tegn på, at han ‘bare har meget på hjerte’.

Om lærere er relationskompetente eller ej gør en verden til forskel for børns liv og fremtid

Louise Klinge i sin Ph.d. Cup-præsentation

»For nogle bliver skolen værre end spild af tid, når de bliver råbt ad, bebrejdet, nedgjort og gjort forkerte. Relationskompetencen er altså fuldstændig afgørende for at være en god lærer, men det har været overladt til tilfældigheder, om en lærer kan være relationskompetent eller ej. Man har ikke trænet det systematisk, for man har ikke vidst hvordan«, lød det i Louise Klinges præsentation til Ph.d. Cup.

Louise Klinge synes, det er er ærgerligt, at politikere opprioriterer høj faglighed på bekostning af relationelle aspekter i folkeskolen, for ifølge hende kan faglighed ikke opnås uden den gode relation. Hun mener desuden, at vi har glemt at kigge på, hvem modtagerne af denne høje faglighed er, nemlig børn.

Foto: Jakob Dall

»Vi skal stille endnu større krav til, hvem vi optager på læreruddannelsen og hvem, vi ansætter som lærere. For om lærere er relationskompetente eller ej gør en verden til forskel for børns liv og fremtid«, fastslog Louise Klinge i afslutningen af sin Ph.d. Cup-præsentation.

Det er ikke kun for elever i folkeskolen, at underviseres pædogiske evner er afgørende, mener Louise Klinge. Det er de også på universitetet, hvor mange studerende oplever professorer, som er utroligt veluddannede i deres fagområde, men ikke formår at trænge igennem til de studerende, fordi underviseren mangler relationskompetencer.

Den gode lærer skælder ikke ud

Til at starte med var det meningen, at Louise Klinges ph.d. skulle undersøge skældud i folkeskolen. Hendes forbillede er Erik Sigsgaard, som er mest kendt for sit skældud-projekt i daginstitutionerne, hvor han konkluderede, at børn (selvfølgelig) også vil mødes med venlighed og respekt.

Men med KU’s begrænsning på 100.000 ord for en ph.d.-afhandling så Louise sig nødsaget til at udelade alt stoffet om skældud og i stedet gemme det til en bog, hun udgiver i samarbejde med netop Erik Sigsgaard om et års tid.