Ph.d.-studerende trodser topforsker

Det er nok de færreste vejledere, der vil anbefale en ph.d.-studerende at indlede sin forskerkarriere med en akademisk konflikt med en kendt forsker på sit fakultet.

Det var ikke desto mindre netop, hvad Annemette Nielsen, der i dag er adjunkt ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, gjorde.

LÆS OGSÅ: »Tværvidenskabelig forskning er mere end at dele data«

Hun nægtede, da ernæringsforskeren Arne Astrup ville have sig selv og to medlemmer af sin forskningsgruppe skrevet på som medforfattere til hendes forskningsartikler. Dermed brød hun også med de uskrevne regler, der eksisterer i mange natur- og sundhedsvidenskabelige forskningsmiljøer.

»Det handlede udelukkende om retfærdighed, og så blev jeg ærlig talt også irriteret over, at medlemmerne af den sundhedsvidenskabelige forskningsgruppe, som jeg samarbejdede med, ville være medforfattere, når de umuligt kunne sige noget fagligt relevant om mit forskningsprojekt, der var et sociologisk studie. Det føltes som en uretfærdig indgriben i min forskningsfrihed,« siger hun.

To vinkler på fedme

Samarbejdet kørte ellers gnidningsfrit fra begyndelsen.

Den sundhedsvidenskabelige gruppe, der havde Arne Astrup som forskningsleder, var i gang med et interventionsprojekt, hvor de undersøgte effekten af kostændringer.

Annemette Nielsens ph.d.-projekt handlede om de sociale og kulturelle udfordringer ved ændring af kostvaner, så hun fik adgang til baggrundsdata for at kunne udvælge hvilke af respondenterne, hun ville interviewe og følge, når de gjorde deres daglige indkøb.

Hendes forskningsprojekt var altså udsprunget af Astrups sundhedsvidenskabelige gruppes, og adgangen til forsøgspersoner var en forudsætning for at hun kunne gennemføre sit projekt. Men hvad angår problemstillinger, metodologi og teoretisk udgangspunkt var de to projekter funderet i vidt forskellige videnskabelige logikker; henholdsvis en samfundsvidenskabelig/sociologisk og en sundhedsvidenskabelig/biologisk.

»Der var intet finansielt samarbejde, og projekterne kørte separat, ligesom vi heller ikke blandede os i hinandens forskning, eller læste hvad hinanden skrev, men vi holdt hinanden orienteret som det er god skik, og jeg blev også inviteret med til mange møder i deres projektgruppe,« siger hun.

Praksisudvalget afgjorde sagen

Uenigheden opstod først, da hun til orientering sendte den første af i alt tre artikler til Arne Astrup og de øvrige medlemmer af den anden forskningsgruppe, så de kunne se, hvad hun skrev, inden artiklen kom i tidsskriftet.

Arne Astrup svarede, at det ifølge reglerne var naturligt, at de blev tilføjet som medforfattere.

»Jeg husker ikke, hvor mange mails der blev sendt frem og tilbage, men jeg argumenterede med, at de hverken havde bidraget til forskningsdesign, indsamlingen af data, analyse eller til skriveprocessen, og desuden var mit studie i identitetsdannelse langt uden for deres kompetenceområde.”

»Jeg opfattede det ikke som om de havde noget imod mig eller mit arbejde, men som om de mente, at jeg havde overtrådt nogle regler for almindelig praksis,« siger Annemette Nielsen.

Parterne blev enige om at lade Praksisudvalget, der er nedsat af rektor til at behandle spørgsmål om videnskabelig etik på Københavns Universitet, se på sagen.

Praksisudvalget vurderede, at den sundhedsvidenskabelige gruppes indsats i forhold til Annemette Nielsens ph.d.-projekt kun rakte til »contributorship«, nævnelse på listen over bidragsydere, ikke som medforfattere.

Kulturforskelle giver konflikt

Annemette Nielsen fik en adjunktstilling i samarbejde med en anden forskningsgruppe på instituttet, umiddelbart efter hun var færdig med sin ph.d. i 2007, så sagen har ikke haft karrieremæssige konsekvenser.

Hun har aldrig efterfølgende været involveret i et forskningsprojekt med den samme sundhedsvidenskabelige forskningsgruppe, men hun har i dag et undervisningssamarbejde med et af medlemmerne. Et samarbejde, som hun er glad for, understreger hun. Annemette Nielsen tilføjer, at hun har valgt at stå frem med sin historie, fordi hun ønsker at diskutere den principielle problemstilling, ikke for at hænge enkeltpersoner ud.

Sagen bunder dybest set i, at der eksisterer store kulturforskelle mellem sundheds- og naturvidenskabelige forskere (de ’våde’ fag) på den ene side og samfundsvidenskabelige og humanistiske forskere (de ‘tørre fag’) på den anden side, når det gælder medforfatterskab, mener hun.

Inden for de ’tørre’ fag er det traditionelt blevet anset for mindre ’fint’, hvis der var mere end en enkelt eller to medforfattere, mens det på det ’våde’ fagområde har været helt normalt at have en lang liste af medforfattere og bidragsydere.

»Det resulterede i en konflikt med de sundhedsvidenskabelige forskere, at man forsømte at diskutere rammerne for samarbejdet igennem på forhånd og ikke havde formuleret en klar samarbejdsaftale,« siger Annemette Nielsen.

Netop på baggrund af kulturforskellene mellem de ‘våde og tørre fag, og fordi sagen er af principiel karakter, synes hun, at det var flot, at indstillingen og prøvningen af sagen i Praksisudvalget kunne foregå på et fælles initiativ fra de to forskergrupper.

Fælles spilleregler

Ifølge Annemette Nielsen er det et grundlæggende problem, at forskerne i dag bliver målt på hvor meget de publicerer og citeres, så de er under et stort pres for hele tiden at udgive nye artikler.

Det kan friste nogen til at forsøge at score nogle lette publikationspoint ved at komme med som medforfatter på en måske lidt billig baggrund. Og denne fristelse bliver større, hvis der eksisterer en kultur, der understøtter mange medforfatterskaber og en meget vid fortolkning af Vancouver-reglerne, der definerer hvornår man kan betragtes som medforfatter, mener Annemette Nielsen.

På Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, hvor hun er adjunkt, bliver de ansatte aflønnet på baggrund af, hvor meget de publicerer, så hun føler også selv et pres.

»Det er et grundvilkår som alle vi forskere må forholde os til, hvis vi vil eksistere i denne verden, men jeg føler ikke, at der er findes genveje til hurtige publikationspoint på mit område,« siger Annemette Nielsen.

I lønforhandlinger har hun fået at vide, at guleroden i hendes roller som projektleder og vejleder for ph.d.-studerende er, at hun så kan komme med som medforfatter på de publikationer, der kommer ud af forskningsprojekterne.

»Det er tradition mange steder, at vejledning udløser medforfatterskab som en slags aflønning for indsatsen, men det er en gråzone, fordi vejledning foregår på forskellige niveauer. Jeg har hørt om forskere der vejleder op til ti studerende, og så kan man nok ikke give lige grundig feedback til dem alle,« siger Annemette Nielsen.

Hun så gerne, at der blev udformet fælles retningslinjer på KU, så man kan undgå medforfatterskabskonflikter fremover.

»Vi kæmper jo i høj grad om de samme forskningsmidler, så det vil være godt at få afklaret, hvad der gælder, så du ikke er dårligere stillet, fordi du tilfældigvis er ansat et sted på KU, hvor der er en mere striks holdning til, hvad der skal til for at blive medforfatter, og du dermed får færre publikationer,« siger hun.

clba@adm.ku.dk