Pia Fris Laneth var nøgenmodel, da hun begyndte på Københavns Universitet: »Jeg fik et visuelt chok«

Jeg begyndte på Københavns Universitet i 1975 på et studie, der hed samfundsfag. Det var direkte rettet mod at blive gymnasielærer. Nogle år senere var der fyldt godt op på gymnasierne med unge veluddannede lærere, og inden jeg fik mit eksamensbevis, blev studieordningen og navnet ændret til statskundskab. Så jeg ser mig selv som en statskundskaber, der undslap centraladministrationen og fik mulighed for at bruge min faglighed i journalistik og historiefortælling.

Vi boede, som min mor sagde, i en etværelses med lokum og rotter på trappen. Ingen i min familie havde gået på universitetet. Hvis man kendte nogen, der havde været på universitetet, var det enten som håndværker eller rengøringskone. Universitetet lå utrolig fjernt. Min far behandlede mig, som om jeg var i stand til at erobre hele verden. Han var tjener, godt begavet og vokset op i en glødende socialdemokratisk familie. Og det vil sige, at han simpelthen troede på velfærdsstatens muligheder. Der var ingen grænser for, hvad hans lille pige kunne opnå. Alle i vores familie havde stærke meninger om politik, især ved søndagsfrokosterne gik bølgerne højt. I gymnasiet havde jeg en virkelig god samfundsfagslærer, og så var min interesse vakt. Jeg havde ingen andre rollemodeller end mine gymnasielærere, så på den måde var det oplagt for mig at vælge at læse samfundsfag.

Mine forældre var utrolig stolte. De forstod ikke helt, hvad et akademisk studie indebar, men de syntes, at det lød godt, at deres datter kunne blive gymnasielærer. Kort efter, at jeg var gået ind ad perleporten, mødte jeg min farmor, som udbrød, hvor er det dog fantastisk, at du er kommet på universitetet, Pia. Det lå ikke i kortene, at hendes første barnebarn, datter af en syerske og en tjener kom på universitetet. Endda helt gratis! Det samfund, hun havde drømt om, siden hun meldte sig ind i syerskernes fagforbund og i Socialdemokratiet efter første verdenskrig, stod lige foran hende.

Jeg havde arbejdet som foto- og nøgenmodel og tjent gode penge på det allerede som 15-16-årig. Det var virkelig en anden tid! Den første dag på KU kom jeg anstigende i plateausko, en gennemsigtig indisk bluse, læbestift og opsat hår. Man skulle indskrives i en kælder i Rosenborggade, den fornemme gamle KFUM-borg, hvor Price nu har restaurant. Her fik jeg et visuelt chok. Vi var 264 nye studerende, det var den sidste årgang, inden der blev indført adgangsbegrænsning. Mine medstuderende havde cowboybukser og kinaskjorter på, alle var denimblå og khakigrå.

Jeg syntes, det var vanvittig hårdt at gå på universitetet. Selve det at lære at læse selvstændigt kræver stor selvdisciplin. Jeg fik ret tidligt flair for national og international økonomi, men befandt mig godt med hele viften af fag politologi, økonomi, sociologi, statistik, kildekritik og så videre. Og den faglige ballast, jeg fik, har været meget betydningsfuld for mit arbejde som journalist og forfatter, uanset om jeg har skrevet om konflikter i Mellemøsten, dansk arbejdsmarkedspolitik, seksualpolitik eller kvindernes danmarkshistorie

Jeg var lidt af en afrikansk fugl mellem kvinderne på universitetet, for der var jo oprør på kønsfronten. Jeg syntes godt, man kunne stå på sin kvinderet og gå med læbestift samtidig. Jeg kunne overhovedet ikke se, at det skulle være et problem. Men mit arbejde som model forhindrede mig i at omgås de mennesker, som jeg vidste, jeg gerne ville udveksle tanker og idéer med. Det blev også stadigt sværere for mig at argumentere for rimeligheden i at optræde på forsiden af Ugens Rapport med bare bryster og i reklamer for alt fra æbleshampoo til bilvaskemidler, når jeg faktisk begyndte at beskæftige sig med den historiske kvindeundertrykkelse.

Jeg blev helt høj på al den viden. Det var fuldstændig vidunderligt at få så store intellektuelle oplevelser, hvor hovedet nærmest eksploderer. Altså, jeg kan kun sammenligne det med erotiske oplevelser. Det er simpelthen en rus, og den har jeg været afhængig af siden. Samfundsfag var et af Københavns rødeste studier, og kvinderne var markant i undertal. Der var meget få kvinder i den offentlige, politiske og økonomiske samtale, kun 17 procent kvindelige folketingsmedlemmer for eksempel. Så for mig var det lidt ligesom en mur, jeg skulle igennem.

Jeg valgte at satse på mit gode hoved og blive medlem af flokken, så jeg konverterede til venstresocialist og rødstrømpe med alt, hvad det indebar. Jeg klippede håret af, droppede makeuppen og hoppede i overalls. Sagen var, at det på universitetet gik op for mig, at det var meget sjovere at bruge den indvendige side af hovedet, så valget var faktisk ikke svært. Og jeg fik dejlige kærester, gode veninder og venner for livet på universitetet.

Undervejs opdagede jeg, at min uddannelse desværre distancerede mig fra min familie. Vi betragter Danmark som et meget ligeværdigt samfund, men der er store kulturelle forskelle. Jeg kan huske, at det var min far, der gjorde mig opmærksom på det. Jeg har svært ved at tale om episoden uden at få tårer i øjnene. Jeg var lige flyttet i kollektiv, stoppet som fotomodel og gik nu med træsko og overalls. Mine forældre mente, at jeg havde droppet min kvindelighed og forkastet deres værdier. De syntes, det var smart, at jeg arbejdede som model og slap for en kæmpe studiegæld. Jeg sad i bilen med min far, som ellers ikke snakkede løs om følelser, da han slukkede motoren og sagde, mor og jeg har talt om, at vi er bange for at miste dig. Og så fortalte han ellers, at han havde venner, der var i sorg over, at deres børn ikke længere ville kendes ved dem, efter de var kommer på universitetet.

Jeg blev så gennemført ked af at have såret mine forældre. De syntes, at jeg var blevet fin på den, at jeg opførte mig, som om jeg var bedre end dem, og de havde jo på en måde ret. For jeg syntes, at deres liv var enormt kedeligt. Jeg ville ikke have deres tilværelse, men jeg følte mig jo ikke som et bedre menneske, bare fordi jeg gik på universitetet. Jeg elskede dem meget højt, men jeg vidste, at jeg ikke kunne bruge deres erfaringer til ret meget. Mine forældre var ikke fremmede for mig, men jeg blev på en måde fremmed for dem, fordi en deadline på en opgave eller en artikel kunne få mig til at droppe en familiebegivenhed. Jeg fornemmer, at den følelse af fremmedgørelse mellem forældre og børn, der går mange trin op ad samfundshierarkiets trappe, ligger som en undertone blandt studerende, der bryder med den sociale arv. Den uudtalte smerte er en del af forklaringen på den udbredte foragt for og mistillid til eliten.