Piano udsat for messinghorn

1. oktober uddelte Københavns Universitet Sonningprisen til arkitekt Renzo Piano, så klokken 13 skramlede folk sig forventningsfulde på plads i festsalen ved Frue Plads.

Her sad de lidt og kiggede rundt i et lokale så prægtigt at man nok var nødt til at beslutte at det også var pænt – med meterhøje paneler, malerier, bladguld, og et overdådigt mønstret loft som en serviet på et fødselsdagsbord. Publikum i de grønne stolerækker tilhørte det grå guld, kun stedvis stak en yngre arkitektlignende person frem iført velsiddende jakke. Hvis der var studerende til stede, havde de gemt sig. »Han fløj ind i privatjet,« hviskede sidemanden da dagens prisvinder trådte ind i festsalen med sin kone.

En eksklusiv klub

»Jeg er en ivrig flanør,« sagde rektor Ralf Hemmingsen som lagde for med en kort personlig tale om at værdsætte arkitektur på sine europæiske byvandringer. Ralf Hemmingsen pegede på Renzo Pianos sociale engagement i det »Gesamtkunstwerk« hans virke repræsenterer, og bød ham til slut velkommen i »Alvar Aalto og Jørn Utzons klub«.

Piano er den tredje arkitekt som modtager Sonningprisen. Dagens festforelæsning blev holdt af Martin Zerlang, professor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab på KU. Med udgangspunkt i en gargoyle på Notre Dame katedralen, som fra sin plads højt over Paris kan betragte Pianos Pompidou-center, tog Martin Zerlang tilhørerne på rundrejse i Renzo Pianos arkitektoniske univers.

Zerlang talte – med filosoffen Martin Heidegger og kunsthistorikeren Hans Sedlmayer – om hvordan arkitekten må overvinde det moderne livs fremmedgørelse og få mennesket til at føle sig hjemme i en verden splittet mellem modsatvirkende kræfter som tradition og modernisering, vækst og bæredygtighed.

Det var en forelæsning som trak mange tråde mellem sociologiske og kunsthistoriske ideer og arkitektens indretning af det fysiske rum. Ikke mindst i sit arbejde med den runde form, fastslog Martin Zerlang, hjælper Renzo Piano mennesket med at genfinde sit centrum i verden.

Funky musik bevægede

Stort set uden varsel satte en kvartet af saxofonister i med et voldsomt, disharmonisk og forkølet messingbrøl. Fotograferne skuttede sig på deres fremskudte pladser ved siden af talerstolen. Der var udspilede kinder og virrende hoveder over mundstykkerne mens melodien trinvis snoede sig ud af kakofonien. Snart var rummet fuldt af musik. Det var Iannis Xenakis’ komposition ‘Xas’ der blev spillet. Et modigt, funky valg. Musikken ramte plet, og Renzo Piano var synligt bevæget. Han hang ud med Xenakis i 1970’erne.

»Jeg føler mig som en biskop der skal til at prædike!« indledte han sin takketale og rakte armene ud til hver side af talerstolen. Piano lovede at de mange penge ikke skulle gå til en fritidsbåd (eller rejser i privatfly). I stedet vil de bidrage til en fond til støtte for arkitekturstuderende. »Set udefra er Europa ét land,« sagde Renzo Piano. »Og det skyldes vores vane med at blande kunst og videnskab sammen til humanisme. Det er dette vi har at tilbyde verden som europæere.«

Piano talte også om arkitektens rolle i kunstens grænseområde og beskrev arkitektur som »kunst der er smittet med liv.«

»Arkitektens dag betyder at man klokken ni er digter, klokken ti er man sociolog, klokken 11 er man bygmester, og klokken 12 … ja, klokken 12 er man vel gourmet.« Hvilket gav ham en anledning til at runde sin tale af og minde de tilstedeværende om at det var frokosttid.

James Bond-buffet

Saxofonisterne gav et par numre af Scarlatti i den tilgængelige ende som fik fødder til at vippe rundt om i salen. Derpå lod rektor buffeten åbenbare, ved at lade tunge træpaneler synke ned i gulvet i James Bond-stil med et tryk på en knap hvorefter gæsterne kunne kaste sig over snurrige kanapeer, dekadente kager, vin og fade med skåret frugt. Der blev spist, minglet og sludret før folk kunne gå tilbage til deres skriveborde og forsøge at holde sig vågne festdagen ud.

chz@adm.ku.dk