Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

Politik: Samtale eller absurd teater?

DYSFUNKTIONELT - Det kan være svært at repræsentere vælgerne i den demokratiske samtale, hvis samtalen ikke er en rigtig samtale.

Demokrati er det, der bliver forstået. Sådan forklarer Klaus Kjøller, der er lektor på Institut for Nordiske Sprog S ved KU sit syn på demokrati.

Vi har repræsentativt demokrati i Danmark, hvilket vil sige, at for de fleste menneskers vedkommende ligger det overordnede samfundsengagement kun i stemmeboksen. Selve valghandlingen er det, der konstituerer vores demokrati, og vi stemmer efter vores holdning. Hvordan vi ender op med en holdning, er en kompliceret proces, men anskueliggjort fra et sprogligt synspunkt, så danner vi vores holdning på baggrund af den demokratiske samtale.

Denne samtale finder sted mange steder (når politikere mødes med baglandet eller er ude og møde ”den almindelige dansker”), men den dominerende platform er selvfølgelig mediernes journalistiske dækning.

Samtalen som politisk formidlingsform

Samtalen er ifølge Klaus Kjøller særlig velegnet som politisk formidlingsform, da alle mennesker er rigtig gode til at afkode samtaler. Kjøller går så langt som til at sige, at vi »lever i samtaler« – forstået på den måde at vi konstruerer os selv og hinanden gennem sproglig interaktion. Vi er altså gennem hele vores liv opøvet i at kunne gennemskue vores talepartners intentioner og motiver, og den viden bruger vi, når vi følger den demokratiske samtale i medierne.

De sproglige aktører er politikerne, det er politikerne, vi vurderer, når den demokratiske samtale finder sted.

Politikerne er dem, der sidder med magten og fordeler værdierne i samfundet. I den forbindelse er det paradoksalt, at de i den politiske samtale ofte kommer i defensiven. Politikerne har svære vilkår anno 2013; i deres egen forståelse burde det være dem der satte dagsordenen, men medierne har deres egne dagsordener sammen med utallige andre aktører, der også vil igennem med deres sag.
Dette vilkår har betydet, at der er sket en gevaldig kommunikationsmæssig oprustning fra politikernes side. Der er med den nuværende S-R-SF-regering sket det, at flere ministre har mere end én spindoktor, og det samlede antal spindoktorer er højere end hos den foregående regering.

Oprustningen sker netop for at forbedre politikernes taleposition i den demokratiske samtale, men er det nu så demokratisk igen, og er journalisterne på niveau? Svaret er her, ifølge Kjøller, at politikerne står i en styrket position i forhold til pressen. Det skyldes blandt andet, at mens der er investeret i kommunikation hos partierne, er der ikke sket en lignende investering i den uafhængige og kritiske politiske journalistik. Det betyder, at den politiske kommunikation er blevet mere strategisk og måske sværere at afkode for den almindelige dansker.

Absurd teater?

»I den ideelle verden skal studieværten være repræsentant for vælgerne.« Sådan udlægges teksten af Martin Krasnik fra DR2 Deadline. Det kan dog være svært at repræsentere vælgerne i den demokratiske samtale, hvis samtalen ikke er en rigtig samtale.

Interviewet er ikke nogen almindelig samtale, men alligevel en form for samtale, der kræver, at den interviewede svarer på spørgsmålene på en meningsfuld måde. Det er ikke tilfældet, ifølge Krasnik. Han mener at situationen er den, at vi har bevæget os endnu længere væk fra den ’rigtige’ samtale, i det politiske interview.

En af måderne hvorpå det kommer til udtryk er, at politikerne allerede inden de kommer i studiet har besluttet sig for, hvad de vil sige. Derfor bliver det envejskommunikation i stedet for samtale.
Det kan muligvis hænge sammen med den føromtalte investering i kommunikation som sker i disse år. Som et håndfast eksempel peger han på en politiker som Anette Wilhelmsen. Hun har, siden hun blev formand for SF, gennemgået en sproglig forvandling, som formentlig skyldes, at hun har været gennem en intens medietræning for bedre at kunne komme igennem med budskaber og undgå journalistiske fælder.

Overordnet mener Krasnik, at kvaliteten af den demokratiske samtale er faldet drastisk. Det er ikke en kritik af den offentlige debat generelt, men specielt samtalen mellem politikere og offentligheden, repræsenteret af medierne (Krasnik lægger specielt vægt på tv-mediet). Årsagen skal findes på begge sider af bordet, dels i politikernes præfabrikerede svar og budskaber, der kommunikeres i overskrifter for at styre samtalen, dels i mediernes tilbageholdenhed med at stille den nødvendige tid til rådighed.

Medierne tør ikke give tid og plads til at det godt researchede interview bliver gennemført, hvilket ifølge Krasnik resulterer i, at samtalen bliver »fersk, kedelig og ulidenskabelig.« Det bedste eksempel på denne tendens er, at politikerne glædeligt stiller op til interview, der varer to-tre minutter i de direkte tv-nyheder (hos enten DR eller TV2), hvor de har et par sætninger, som bliver svaret, uanset hvad de bliver spurgt om. Det er denne situation, Krasnik kalder for absurd teater, da det ikke giver mening at svare i øst, når man bliver spurgt til vest. Indslagets længde bliver således til politikernes fordel, da man som seer måske ikke lægger mærke til, at der ikke bliver svaret.

Klaus Kjøller påpeger dog, at det selvfølgelig ikke går, hvis politikeren gentager sig selv i et sådant omfang, at den enkelte seer bliver irriteret over det. Provokationen der ligger i politikernes manglende svar er proportional med tiden, forstået således, at jo længere tid et interview varer, des mere provokerende virker ikke-svar. Et af de mest oplagte eksempler på det her er selvfølgelig justitsminister Morten Bødskovs optræden hos Martin Krasnik i Deadline og hans manglende eksempler til at begrunde offentlighedsloven.

Vi har den debat vi fortjener

Sætninger som, ”politik er i virkeligheden noget med administration, økonomi og jura” holder ikke ifølge Kjøller. Det ville kræve at hele den danske befolkning var en slags ’reserve-djøfere’ med indgående kendskab til disse områder, og det er den ikke.

Når vi (som vælgere i et demokratisk samfund) nu ikke sidder med ekspertisen til at forstå avancerede og komplekse samspil, hvordan kan vi så tage aktivt del i samfundet, hvis vi ikke forstår det? Her er Klaus Kjøllers bud, at vi forstår det, vi skal, og under alle omstændigheder stemmer folk med udgangspunkt i deres holdninger.

For at begribe, hvordan vi forstår politik, udgrænser Kjøller det der med et slidt udtryk kunne kaldes for substansen, hvis altså man forstår substans som nationaløkonomi og jura. I stedet indfører han termer fra dramaet til det politiske liv. Teatermetaforene er med til at forklare, hvordan den almindelige dansker forstår politik.

Vi forstår politik, fordi vi forstår de politiske aktører på en scene som figurer. Scenen er de store nyhedsudsendelser i primetime på DR og TV2, og figurerne er politikerne. Med Kjøllers egne ord, ser vi politik som en tv-serie, hvor det der driver handlingen frem er uenigheden, konflikten. Netop konfliktstoffet er særligt godt til tv og et nyhedskriterium, der skeles meget til, men konflikt skal ikke kun forstås som en politisk uenighed, det kan også være en indre konflikt.

Et eksempel på en indre konflikt så vi i forbindelse med tidligere Kulturminister Uffe Elbæk og hans afsked med ministerposten. Den nyeste ’dramatiske’ udvikling er, at Elbæk nu også forlader De Radikale. Vi kan ikke forstå politikerne uden at forstå dem som personer, medmindre man selvfølgelig er blandt de få interesserede der både når 1240 K, Debatten og Deadline. Men sandheden er desværre, at det gør de brede vælgerskarer ikke.

# Skriv kommentar
Del

Deltag i debatten

Seneste