Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Overskud til at fyre

BUDGET 2011 - Ledelsen forventer at få overskud i 2010 og igen til næste år. Alligevel skal cirka 200 stillinger sandsynligvis nedlægges. De ansatte markerer deres utilfredshed ved at undsige budgettet for næste år.

Hvorfor risikerer medarbejdere at miste deres levebrød, når KU-kassen bugner af penge? Sådan spørges der flere steder på Københavns Universitet (KU), efter at det er kommet frem, at omkring 200 stillinger skal nedlægges. Det betyder, at nogle medarbejdere risikerer at blive afskediget, medmindre de går frivilligt eller kan omplaceres. Samtidig forventer KU et overskud på 70 millioner kroner i 2011.

Prognosen for tredje kvartal af 2010 viser tilmed, at der er udsigt til et plus på 84 millioner kroner på regnskabet for i år. En forbedring på 111 millioner kroner i forhold til forventningen ved årets start. Dermed vil egenkapitalen være steget fra 415 millioner kroner ved begyndelsen af 2010 til 570 millioner kroner i 2011.

KU har dog nedjusteret forventningen til overskuddet for 2011 til lige over 57 millioner kroner umiddelbart før redaktionens slutning, da ændringsforslaget til finansloven viser en yderligere nedgang på 12,6 millioner kroner i tilskuddet til basisforskning.

Nej fra medarbejderne

Den paradoksale situation får nu medarbejderrepræsentanterne i Hovedsamarbejdsudvalget (HSU) til at undsige universitetets budget. Det utraditionelle skridt fremgår af en meddelelse, som medarbejdersiden vedtog i enighed i en kortere pause under budgetdrøftelserne med ledelsen på et ekstraordinært HSU-møde om økonomien onsdag den 24. november.

»Medarbejdersiden i HSU er blevet enige om, at vi ikke kan bakke op om budgettet i sin nuværende form – vi er ikke overbeviste om, at fyringer i det oplyste omfang er nødvendigt,« skriver tillidsrepræsentanterne i deres kortfattede udtalelse.

Det er første gang under den nye styreform fra 2005, at medarbejderne har følt det nødvendigt at udsende et så klart signal.

»Vi er bekymrede både for vores kolleger, der er truet af afskedigelse, og for arbejds- og undervisningsmiljøet på universitetet,« siger han.

Værst på Life

Situationen er mest alvorlig på det Det Biovidenskabelige Fakultet (Life), hvor fakultetsdirektør Søren Hartz vurderer, at maksimalt 100 stillinger er i farezonen.

Kirsten Refsing, dekan på Det Humanistiske Fakultet skrev allerede ud til medarbejderne den 12. november, at der vil mangle cirka 15 millioner kroner på Fakultetets budget i 2011, svarende til nedlæggelse af cirka 35 fuldtidsstillinger.

Der skal også nedlægges cirka ti årsværk på Statens Naturhistoriske Museum, der hører under Det Naturvidenskabelige Fakultet. Syv medarbejdere har fået en opsigelse, to har sagt ja til at gå frivilligt, fire medarbejdere er sat 25 procent ned i tid, og tre er gået på deltid.

Morten Meldgaard, direktør på Statens Naturhistoriske Museum, slår fast, at tilpasningerne ikke er begrundet i budgettet for 2011 og at museet ikke har fået beskåret sin økonomi.

»En uforholdsmæssig stor del af museets samlede budget er knyttet op på lønninger, og det har medført, at vi har for få midler på driftssiden. Videre skal vi i den kommende årrække til at bygge et stort nyt museum for naturvidenskaben, og vi er nødt til at prioritere anderledes og satse mere på blandt andet marketing og formidling for at få et levedygtigt museum i fremtiden,« siger han.

Det Naturvidenskabelige Fakultet, hvor Biologi de seneste år har været særlig hårdt ramt, går derimod fri denne gang. Ifølge fakultetsdirektør Marianne Rønnebæk skal fakultetssekretariatet spare fem millioner kroner, men det kan klares uden afskedigelser.

Sparer på it

På Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet er Odontologisk Institut blevet præsenteret for et sparekrav fra dekanatet på ti millioner kroner over to år. Cirka 20 stillinger skal sandsynligvis nedlægges, men antallet er stadig usikkert. Tilpasningerne skyldes dog ikke besparelser på finansloven.

På Det Samfundsvidenskabelige Fakultet oplyser fakultetsdirektør Tina Franck, at it-afdelingen skal spare ti procent af centerets udgifter i 2011, svarende til godt én millioner kroner.

Ole Bested, it-administrator og medlem af det lokale samarbejdsudvalg, vurderer, at det betyder, at tre til fire stillinger skal nedlægges ud af i alt cirka 20 årsværk i afdelingen.

»Det virker som et mærkeligt sted at spare, når ledelsen gerne vil effektivisere administrationen, og det er heller ikke begrundet i, at vi har brugt for mange penge,« siger han.
Også driftsområdet (Campus Service City) skal nedlægge cirka otte stillinger. Halvdelen af disse er fundet ved naturlig afgang i løbet af 2010. Besparelserne sker ifølge Tina Franck med henblik på omfordeling af midlerne til kerneydelserne, altså forskning og undervisning.
Fællesadministrationen gennemførte ligeledes en sparerunde kort efter sommerferien.

Ubehagelig finanslov

Rektoratet har gennem vicedirektør for kommunikation Jasper Steen Winkel afvist at lade sig interviewe om spareplanerne i Universitetsavisen med henvisning til, at de foregår lokalt på fakultetsniveau og ikke som store institutionelle tilpasninger.

Rektor Ralf Hemmingsen har i stedet kommenteret universitets økonomi på intranettet, KUnet. Her slås det fast, at nedlæggelserne af stillinger ikke skyldes budget 2011, men skal ses i et mere langsigtet økonomisk perspektiv.

Regeringens nye finanslov for 2011 barberede en kvart milliard af Videnskabsministeriets ramme hvert af de næste fire år. Det er ikke klart, hvad det betyder for KU, men finanslovsbesparelsen forventes at blive på 26 millioner kroner til næste år og 96 millioner i 2012. Dertil kommer, at regeringen i foråret med den såkaldte genopretningsplan pålagde KU en besparelse på administration på 40 millioner kroner i 2012 og det dobbelte i de kommende år, fremgår det af KUnet.

Voldsomt dyk truer

KU står dermed foran et dyk i basismidlerne, der til næste år vil blive reduceret med cirka seks procent og med over 25 procent i 2012 sammenlignet med 2010.

»Efter 2011 er der en høj usikkerhed omkring KU’s budget. Her kan vi stå foran store budgetreduktioner. Der er tale om et markant økonomisk dyk og scenariet er ikke for muntert. Den såkaldte finansielle skrænt er rykket nærmere, blandt andet fordi det er helt uklart, hvordan politikerne vil bruge de globaliseringsmidler, der er tilbage for 2012, og hvad der skal ske derefter,« udtaler rektor Ralf Hemmingsen på KUnet.

Han afviser derfor også at bruge noget af overskuddet i KU’s økonomi til at reducere påtænkte afskedigelser her og nu.

»Vi har kun dette lille overskud, fordi vi har bremset op i KU’s økonomi og lavet et ansættelsesstop. Det er desuden langt fra alle fakulteter, der nedlægger stillinger. Der hvor det sker, er det primært udtryk for strukturelle tilpasninger, fordi udgifter og indtægter lokalt ikke følges ad. Det ville ikke være fornuftigt at flytte pengene fra et fakultet til et andet. Det vil gøre det umuligt at lave langsigtet, fair og ansvarlig planlægning på institutterne, hvis vi konstant flytter rundt på pengene,« udtaler rektor.

Det er ikke enten eller

HSU-næstformand Poul Erik Krogshave konkluderer, at ledelsen åbenbart prioriterer fleksibilitet, økonomisk råderum samt ekstra midler til faglige tiltag højere end hensynet til medarbejderne.

Han nævner som eksempel, at der, samtidig med at der skal nedlægges stillinger, er planer om at etablere en række »faglige fyrtårne«. Hermed menes internationalt ansete forskningsledere og deres akademiske medarbejdere, der hver skal have syv millioner kroner per år i fem år per fyrtårn.

»Selv om medarbejdersiden også støtter projektet med de faglige fyrtårne, behøver det ikke være på bekostning af vores kolleger. Når regnskabsresultatet for 2010 viser overskud på 84 millioner, og når der for 2011 også budgetteres med overskud, så er der økonomi til begge dele. Personalepolitiske dispositioner, der begrundes med ønsket om at anvende kollegers lønmidler til andre formål, har jeg det meget vanskeligt med at tilslutte mig,« siger Poul Erik Krogshave.

Han tilføjer, at det virker som en risikabel og forfejlet strategi at lægge penge til side og nedlægge stillinger af frygt for en situation, der måske eller måske ikke vil opstå, nogle år ude i fremtiden.
Det bliver nu skrevet ind i orienteringen til bestyrelsen, at medarbejderrepræsentanterne i HSU ikke kan tilslutte sig budgettet i forbindelse med behandlingen af budgettet på mødet den 9. december.

»Det er vores forhåbning, at bestyrelsen vil løsne grebet om noget af den kapital, der jo er til stede. Der er penge i kassen i 2011,« siger Poul Erik Krogshave.

clba@adm.ku.dk

Seneste