Politisk religion kan hjælpe menneskerettighederne på vej

I en af sine allerførste politiske taler, fremførte Abraham Lincoln det synspunkt, at der i USA findes en ’politisk religion.’ Dette er, sagde han, en religion, der bygger på ’ærbødighed for lovene’ – en ærbødighed, der læres i skolerne og proklameres fra prædikestole og i legislative fora, og som opretholdes af domstolene. Lincolns forestilling om en amerikansk politisk religion blev lidt over hundrede år senere taget op af sociologen Robert Bellah. Blot brugte Bellah i en berømt artikel fra 1967 ikke udtrykket politisk religion, men omtalte i stedet visse generelle, quasi-religiøse politiske visioner om et bedre USA som en amerikansk ’civilreligion’.

For Bellah og for dem, der senere skulle komme til at bruge termen, var civilreligionen ’republikkens religion’, en offentlig myte, hvis symbolik ikke giver konkret form til nogen bestemt trosretning, omend den eksplicit har sine rødder i en bibelsk tradition. Det er en myte, som tjener det formål at legitimere det nationale liv, en slags kulturlim, som hjælper med til at binde et land af individualister og mange forskellige etniske kulturer sammen – at inkludere alle, uanset køn, race, sex, religion osv.

Bellah var blandt andet inspireret af Jean-Jacques Rousseaus diskussion i Samfundspagten om, at et levedygtigt samfund kun kan opretholdes, dersom der blandt borgerne hersker et vist minimum af enighed om samfundsmoralen. Som Bellah så det, bør denne enighed ikke gøres til genstand for, men derimod være hævet over, dagsaktuelle politiske kampe. Samfunds- eller civilreligionen bliver en slags kulturlim ved at forlene den grundlæggende samfundsmoral og -orden med en religiøs autoritet.

Bellah argumenterede for, at denne religiøst funderede autoritet i den amerikanske kontekst kommer til udtryk i blandt andet præsidentielle taler, og at den ideologisk set samler amerikanerne om at dyrke de amerikanske friheds- og lighedsidealer som universelle og transcendent legimerede idealer.

I efteråret 2009 hørte jeg en amerikansk forsker ved en konference i Norditalien give udtryk for, at Europa har brug for en version af Bellahs civile religion – at Europa må holde op med at tro, at vi kan holde religionen ude eller nede, men i stedet må invitere den ind i vores samfund på en sådan måde, at alle kan have den religion (eller ingen religion!), de ønsker i respekt for andres ønske om at udøve en anden form for religion. Og nogle få uger forinden gjorde professor Brian McGuire sig i en kronik i Politiken til talsmand for et lignende argument – nemlig at Danmark ganske vist har en civilreligion, men at denne udelukkende er protestantisk og må åbnes op mod en accept af andre trosretninger også. Under overskriften ’Danmark kan lære af amerikansk civilreligion’ skrev McGuire:

»Jeg er glad for folkekirken som den store kulturelle og åndelige paraply, der skærmer landet og har langt mere at byde på end søndagsgudstjenester. Men jeg ser et Danmark med jøder, muslimer, katolikker, mormoner, Jehovas vidner, baptister og andre, som står uden for den etablerede civilreligion. Løsningen er at frigøre den luthersk-evangeliske tro fra ministerier og paragraffer. Dermed vil talen om Gud og danskeres eksistentielle tro ikke længere være et monopol for én kirke og dens medlemmer.«

Hvad man end måtte mene om Robert Bellah og de tanker, han dengang i slutningen af 1960’erne gav udtryk for, så synes han for øjeblikket at blive taget op af forskellige forskere og i forskellige sammenhænge. Selv afholdt jeg i oktober 2009 en konference på Københavns Universitet (KU) om ‘Religion, civil religion and human rights: What has been and what will be their impact on global security?’ I det følgende vil jeg gerne gøre rede for nogle af mine bevæggrunde til at tage civilreligionsbegrebet op og til at knytte det an dels til en menneskeretlig og dels til en sikkerheds diskur

Sammenhængen mellem religion, civil religion, menneskerettigheder og global sikkerhed

I 1944 holdt den amerikanske præsident Franklin Delano Roosevelt (FDR) sin State of the Union Address, i hvilken han foreslog en ’Second Bill of Rights’. De første ti tilføjelser til den amerikanske forfatning kaldes the Bill of Rights, og nu mente altså FDR, at denne burde følges op. Talen var et ekko af FDR’s berømte Four Freedoms-tale fra 1941.

Her omtalte han fire friheder som værende specielt vigtige: ytringsfriheden, religionsfriheden, friheden fra nød og friheden fra frygt.

Denne nye, moderne Second Bill of Rights skulle bestå af otte relevante rettigheder – blandt andet retten til et job, retten til at tjene nok til at kunne købe mad og tøj, retten til et ordentligt hjem, retten til adækvat medicinsk pleje og retten til en god uddannelse. En af de rettigheder, der ifølge FDR’s GI Bill of Rights fra juni 1944 skulle gives til alle hjemvendte veteraner fra anden verdenskrig, var retten til at få en collegeuddannelse eller en læreplads på det offentliges regning.

Men bortset herfra blev de otte rettigheder, som af FDR var tiltænkt som en Second Bill of Rights for det amerikanske folk, ikke taget så alvorligt, som han havde håbet. De udmøntede sig aldrig i konkrete lovforslag, men blev nærmest glemt, om end nogle forskere siden har hævdet, at nogle af dem faktisk blev til virkelighed takket være den juridiske aktivisme, der prægede den amerikanske højesteret under Earl Warren (1953-69).

Pointen her er imidlertid også en anden – nemlig den, at disse otte rettigheder tilsammen, som FDR formulerede det i sin berømte tale, skulle spell security. Her har vi altså sammenkædningen mellem (menneske)rettigheder og sikkerhed, og det er interessant i sig selv, at det, der sommetider betegnes som 2. generationsmenneskerettighederne (de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder), og som mange amerikanere i dag ikke mener, hører til blandt menneskerettighedernes kerne, rent faktisk findes også i den amerikanske tradition.

For mange amerikanere samler den menneskeretlige interesse sig om 1. generationsmenneskerettighederne: de politiske og borgerlige rettigheder. Og de forfægter det synspunkt, at alt andet – altså også 2. generationsrettighederne – er politiske programerklæringer, som hører til i den politiske og ikke den retlige sfære.

FDR’s fire friheder og dermed også indirekte hans Second Bill of Rights fandt dog alligevel vej til FN’s Universelle Erklæring om Menneskerettigheder, som udmærker sig ved at have hele spektret af menneskerettigheder med. Det var Eleanor Roosevelt, FDR’s kone, som var formand for det udvalg, der skrev erklæringen, og intentionen var oprindeligt at følge den op med ét juridisk bindende instrument.

Dette lykkedes dog af mange forskellige grunde ikke – blandt andet gik der koldkrig i spørgsmålet om, hvilke menneskerettigheder der var de vigtigste. Vesten med USA i spidsen slog på, at det var de politiske og borgerlige rettigheder, der udgjorde den menneskeretlige kerne, mens Rusland og de tidligere østeuropæiske lande tværtimod mente, at interessen først og fremmest burde samle sig om de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Resultatet blev, at der i 1966 blev vedtaget ikke en enkelt, men i stedet to konventioner, som trådte i kraft i 1976: Den internationale konvention om civile og politiske Rettigheder og Den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle Rettigheder.

Interessant nok finder vi diskursen om sikkerhed og menneskerettigheder gentaget i den europæiske kontekst. Tag den publikation, som Europakommissionen udgav i 2007 om The European Union: Furthering Human Rights and Democracy Across the Globe. I sit Forord til denne publikation skriver kommissær Benita Ferrero-Waldner (som er ansvarlig for External Relations and European Neighbourhood Policy) følgende:

»Central to the EU’s approach is the concept of human security – an idea of security which places people at the heart of our policies. It means looking at the comprehensive security of people, not the security of states, encompassing both freedom from fear and freedom from want … Human security, democracy and prosperity can only be achieved in societies where fundamental human rights are respected. Humanity will not enjoy security without development; it will not enjoy development without security; and it will not enjoy either without respect for human rights.«

Arven fra FDR er oplagt, og ligesom det også var tilfældet for FDR, så har det sprog, Ferrero-Waldner benytter sig af, et universalistisk sigte. Det er menneskerettighederne som universel diskurs, hun her taler varmt for.

Menneskerettigheder som universel diskurs

Menneskerettighederne udgør her noget af en undtagelse. I en tidsalder, som især er præget af relativisme og dekonstruktionen af de store fortællinger, vil mange hævde, at der er noget potentielt problematisk ved at tænke i universalistiske baner.

På visse måder er det at tale om/i menneskerettigheder at gå uden om det politiske; det er en vag påkalden sig neoliberale forestillinger om rationelle individer og rationelle markeder. Skiftet fra social klasse og nationalstaten til det civile samfund og menneskerettighederne må derfor siges ikke udelukkende at være et skift fra noget værre til noget bedre, men fra et sæt af historiske problemer til et andet. Dette gør imidlertid ikke det, Yale-historikeren Jay Winter i en af sine bøger, (Dreams of Peace and Freedom: Utopian Moments in the 20th Century (2006)), omtaler som ‘mindre utopiske idéer’, mindre værdifulde.

Blandt disse befinder sig menneskerettighederne, og vi må ikke glemme, at det krævede stort personligt mod at bryde med etablerede tankemåder – »to break with conventions, to speculate about the unlikely in the search for a better way.« Det er blandt andet på grund af menneskerettighederne, at det Europa, vi har i dag, er anderledes end det Europa, der eksisterede før Anden Verdenskrig.

Der findes for øjeblikket tre såkaldte regionale menneskerettighedssystemer: det inter-amerikanske, det afrikanske og det europæiske. Af disse tre fungerer sidstnævnte så afgjort bedst. For dem, der mener, glasset er halvt fuldt i stedet for halvt tomt, giver den mindre utopiske idé om menneskerettigheder og den måde, hvorpå disse er blevet institutionaliseret i Europa anledning til håb for fremtiden. Tingenes tilstand er bestemt ikke perfekt, men Europa er en god begyndelse!

Hvordan er det med international ret og internationale systemer i dag?

Mod slutningen af sit berømte essay fra 1967 fremkom Robert Bellah med nogle tanker om en mulig udvikling henimod en ’world civil religion’ eller en global civilreligion. Den amerikanske civilreligion, han netop havde beskrevet, kunne godt gå hen og blive blot en af mange dialekter i en mulig global civilreligion, mente han:

»So far the flickering flame of the United Nations burns too low to be the focus of a cult, but the emergence of a genuine transnational sovereignty would certainly change this. It would necessitate the incorporation of vital international symbolism into our civil religion, or, perhaps a better way of putting it, it would result in American civil religion becoming simply one part of a new civil religion of the world.«

Begrebet civilreligion har normalt været knyttet til nationalstaten, som vi så – dens sammenhængskraft og legitimation. Men vi lever i dag i en global tidsalder, og spørgsmålet er derfor, om det er muligt at tale om en form for transnational civilreligion – en civilreligion, som ikke blot angår borgerne i en bestemt nation, men i flere forskellige nationer på en gang? Nogle har senere argumenteret for, at en sådan ‘world civil religion’ efterhånden rent faktisk findes – nemlig troen på internationale menneskerettigheder og den globale bevægelse, denne har afstedkommet.

Det er netop dette spørgsmål, professor Margit Warburg, Københavns Universitet (KU), og andre tager op i den af Warburg redigerede bog, Holy Nations and Global Identities: Civil Religion, Nationalism, and Globalisation (2009). Warburg køber her ikke helt Bellahs tanker om en global civil religion, men foreslår i stedet, at vi i dag oplever »conglomerates of transnational civil religious elements among congenial nations: These shared civil religious elements would be derived from common humanistic and political values, of which the principles of human rights and democratic government are prime sources.«

Heroverfor anfører andre, at det da godt kan være, at det før 9/11 var på sin plads at bruge Robert Bellahs tanker en ’world civil religion’– men at vi nu godt kan glemme alt om den slags! I en af sine seneste bøger, Sacred Violence: Torture, Terror, and Sovereignty fra 2007, argumenterer Paul Kahn fra Yale Law School for eksempel for, at det window of opportunity, som åbnede for menneskerettighederne og for international ret efter den kolde krigs afslutning, nu igen er lukket efter 9/11.

Vi er på vej tilbage til en måde at tænke på, som er nationalstatslig – det supranationale er ikke mere så populært, som det var i 1990’erne. Folk, som stadig tror på og argumenterer for det ønskværdige i at styrke international ret og internationale systemer er, mener Kahn, ganske enkelt naive og har misforstået det, han kalder »the nature of the political«.

Religionen er ikke forsvundet, sådan som nogle i Vesten troede, den ville. Tværtimod er den vendt tilbage med fornyet styrke, og spørgsmålet er nu, hvordan vi kan gøre det muligt for folk at udøve deres respektive religioner på en sådan måde, at alle religioner og trosretninger tolereres, og at adskillelsen mellem stat og kirke opretholdes. Med sine tanker om en civil religion – en religion, som har både en rent religiøs og også en politisk dimension – havde Robert Bellah fat i noget interessant, noget som det er værd at tage op igen og diskutere videre!