Portræt af en usynlig gæst

En hjemløs mand sover i en designerstol i stuen på Det Samfundsvidenskabelige Fakultetsbibliotek i Gothersgade. Halvt liggende og med hovedet hængende tilbage over ryglænet. Han har taget sin blå dynejakke af, men strikhuen har han beholdt på.

Et par meter væk sidder en gruppe statskundskabsstuderende og diskuterer en opgave i videnskabsteori, som skal afleveres om få dage. De tager ikke notits af ham, selv om han virker malplaceret. Ikke kun, fordi han sover på et sted, hvor alle andre arbejder. Også skægstubbene, ansigtstrækkene, tøjet og den henfaldne position vidner om, at han ikke tilhører den sædvanlige brugerskare. Han tilhører en lille gruppe uregistrerede immigranter, som til trods for at de færdes mere på biblioteket end de fleste studerende, ikke rigtig bliver lagt mærke til. Ingen her ved, hvem de er.

Hvert land har sit Gothersgadebibliotek

Manden gnider øjne, da jeg spørger, om han har lyst til at tale med mig i to minutter. Jeg fortæller, at jeg er interesseret i at høre, hvorfor han er her på biblioteket, og hvad han tager sig til, når han ikke sover til middag.

Han præsenterer sig som Andrei, oprindeligt fra Rumænien. Han er kommet på Gothersgadebiblioteket i halvandet år og tilbringer meget tid herinde. Faktisk det meste af sin tid. Det er hans base. Han kommer, når han er træt, når har brug for at varme sig og få ro. Men mest af alt kommer han for at sidde med sin computer. Gothersgadebiblioteket er nemlig en mulighed for at søge efter det arbejde, der kan få ham væk fra gaden.

Andrei har boet i Danmark i to år. Uden papirer. Og for en stor del af tiden også uden arbejde og tag over hovedet. Han er en af Europas mange nomader, som driver rundt fra land til land i jagten på en bedre tilværelse. Selv har han været det meste af kontinentet rundt og remser landene op i kronologisk rækkefølge: Italien, Spanien, Frankrig, Tyskland …

Det er efterhånden længe siden, han forlod Rumænien, og i årenes løb har han besøgt mange biblioteker. Hvert land har sit eget Gothersgade. Men der er alligevel en forskel, siger han. I Italien, eksempelvis, er der tidsbegrænsning på offentlige computere. I København kan han uforstyrret sidde og arbejde dagen lang. Og det gør han så.

Men hvorfor lige Gothersgadebiblioteket? Der er jo mange andre biblioteker i København, som er både mere synlige og har en langt bredere målgruppe og flere tilbud. Der er sågar et bibliotek i Sundholm, som er forbeholdt hjemløse. Så hvad er der særligt ved lige netop Det Samfundsvidenskabelige
Fakultetsbibliotek?

Nettet er lig med adgang

Andrei fik Gothersgade anbefalet af en ven engang, han manglende et sted med internet. Han synes, stemningen er hyggelig og rolig, siger han og kigger rundt i lokalet, hvor de studerende fortsat sidder med blikket låst til deres Macbooks. På en måde tiltaler det ham, at biblioteket er gemt lidt væk, i de gamle bygninger ved siden af Botanisk Have.

Andrei har sin egen computer med. Faktisk har han to, en lille hvid laptop og en større sort. Han åbner den hvide og begynder at taste et par søgeord ind. Der er én afgørende ting, som adskiller Andrei fra andre hjemløse udlændinge, siger han. Han er ’seriøs’. Og seriøse folk er der ikke mange af i gaden.

Mange, han kender, skaffer sig indtjening gennem kriminalitet. Det er de færreste, der som han selv insisterer på at finde et job, fortæller han. Af Københavns anslåede 200 hjemløse immigranter er Andrei en af tre-fem stykker som kommer fast i Gothersgade. Det er der mange af hans kammerater på gaden, der ikke forstår.

»De spørger somme tider til, hvor jeg er, og hvad jeg laver. Og så fortæller jeg dem, at jeg er her. Og så trækker de på skuldrene. Det er op til mig. Men de gider det ikke.«

Som uregistreret immigrant kan man kun få sort arbejde. Dertil kommer, at man som rumæner ofte bliver udsat for fordomme om romaer og sigøjnere, og det gør jagten på arbejde endnu sværere. Andrei erkender, at det ikke er let at finde job på internettet. Alligevel mener han, at biblioteket gør tilværelsen lettere for ham. Det kan sætte ham i kontakt med organisationer og mennesker. Det kan åbne en dør ind til det samfund, som han ikke er synlig for. Nogle gange kan det ske, at de ansatte kommer med tips til ham. Det kan være internetadresser eller e-mails, steder han kan gå hen, ting han kan søge efter.

Alle er velkomne, hvis de overholder bibliotekets regler

Gothersgadebiblioteket er fakultetsbibliotek for Det Samfundsvidenskablige Fakultet på Københavns Universitet, der ligger på den anden side af gaden. Bibliotekschefen hedder Christian Lauersen. Han og det øvrige personale har til opgave at understøtte forskning, undervisning og studier ved fakultetet.

Samtidig er biblioteket en offentlig bygning, som er åben for alle. Enhver har altså lov til at sætte sig til rette i designerstolene, læse Foucault og surfe på computerne. Biblioteket har omkring 225.000 besøgende om året, og langt hovedparten er den primære målgruppe, de studerende. Det er dem – og fakultetets forskere – der er vores fokus, siger Christian.

Christian fortæller, at det ofte hænder, at biblioteket får besøg af fx turister, der forvilder sig ind mellem semesterhylderne i deres søgen efter Botanisk Have. Men så længe besøgende ikke skaber problemer, er de velkomne. Klientellet er i det hele taget ikke noget, man taler om blandt personalet. Hverken til møder eller under samtalerne i frokostpausen, siger Christian.

Folk lader hinanden i fred på et bibliotek

Før i tiden havde man havde flere computere, og da kom der også flere hjemløse i biblioteket, hvilket blev et tema på personalemøderne. Men i takt med, at flere har fået en bærbar, har man fjernet stationære computere, og dermed forsvandt nogle af de hjemløse også. Hvis de skulle optage computerne for de studerende i længere tid, ville de hjemløse komme på dagsordenen igen. Eller hvis de forstyrrede. Men indtil videre kan de forblive usynlige.

Andrei virker rolig. Det er svært at forestille sig, at han kan skabe postyr på biblioteket. Han giver sig god tid og fortæller detaljeret om livet som papirløs immigrant, om danskerne, om fordomme, om de studerende på biblioteket, som i modsætning til folk på gaden, lader ham være i fred.

Da jeg efter tyve minutter siger tak for interviewet, ryster han bare på hovedet. Jeg behøver ikke takke ham. Det betyder nemlig slet ingenting for ham, at jeg fik lov til at interviewe ham. Han er fuldstændig ligeglad med både mig og artiklen. Jeg spørger hvorfor. Den lille historie ændrer ikke noget på det store billede, siger Andrei. Han tror ikke, min artikel kan rykke noget som helst ved opfattelsen af udenlandske hjemløse.

Heller ikke, hvis formålet med den blot er at gøre en usynlig mand synlig for en stund.

Da jeg tager min jakke på og vinker farvel, læner han sig tilbage, lader hovedet falde hen over ryglænet og lukker øjnene igen.

Andrei er et navn, redaktionen har opfundet.
uni-avis@adm.ku.dk