Postdocerne har fået nok

Der er to slags forskere. Dem med fast arbejde, og dem, der forsøger at få ét. I de senere år er gruppen, der står udenfor, vokset og vokset.

Ifølge kritikerne har universitetet dermed fået et nyt akademisk prekariat, en klasse af medarbejdere uden den tryghed og de rettigheder, der følger med en fast stilling på arbejdsmarkedets inderside. Det har ændret vilkårene for arbejdet som forsker markant.

»Universitetet risikerer at blive et hus, hvor man som forsker lejer sig ind med fondspenge for at arbejde,« siger James Avery, der er adjunkt på Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet. Han har været postdoc i til sammen fire år og er nu i en etårig stilling som adjunkt. Om et halvt års tid løber bevillingen ud. Måske får Avery en ny stilling, måske slutter små 20 års indsats på universitetet lige om lidt.

Sagen er, at samfundet har uddannet nye forskere i hobetal i de senere år. I 2009 var der 900 ph.d.-studerende, postdocer og adjunkter på Københavns Universitet. Typisk yngre forskere i en midlertidig ansættelse, som de ofte selv har finansieret med en fondsbevilling.

I 2013 (hvor den seneste opgørelse af ansatte i faste hhv. løse stillinger på KU er fra) var gruppen af løstansatte vokset til 3.000, og dermed var de med noget, der ligner et fingerknips blevet den største gruppe forskere på landets største universitet. (KU udvidede også antallet af fastansatte lektorer og professorer i perioden, men kun med 500 personer). For postdoc-gruppen er tendensen fortsat. I 2011 var der 724 postdocer, og i 2016 var der over 1.000.

Universitetet følger udviklingen; i årtier har private firmaer skåret ned på deres faste udgifter og øget indtjeningen ved at outsource opgaver og benytte vikarer og folk i midlertidige stillinger. Samtidig er en øget andel af samfundets investering i forskning blevet konkurrenceudsat som fondsmidler, forskerne kæmper indbyrdes om. Pengene går blandt andet til at dække forskernes egen løn, især i begyndelsen af karrieren.

»Postdocer i særdeleshed er en mellemkategori, der egentlig burde være fastansatte, fordi de er forskningskvalificerede, men på grund af konjunkturer og skift i universitetspolitikken er der ikke plads til dem, så de får midlertidige stillinger,« siger Dan Hirslund, talsmand for en AC-klub for løstansatte videnskabelige ansatte (kaldet TVIP, hvor T betyder temporary) på KU’s humanistiske fakultet.

Foreningen repræsenterer et oprør mod tingenes tilstand. Den blev stiftet i efteråret 2017, men Hirslund og de øvrige medlemmer i prekære job har fra begyndelsen af 2017 rejst krav over for ledelsen på Humaniora om mere forudsigelighed og tryghed. Ifølge TVIP-foreningen er skjult arbejde et stort problem – altså opgaver, som forskere i kortvarige stillinger udfører gratis ved siden af deres betalte arbejde for at få en fod i døren. Og oveni kommer et allestedsnærværende pres for at finde finansieringen til næste korte ansættelse.

»Som postdoc får man tit at vide mellem linjerne, at den bedste måde at sikre sig et job på er ved at opføre sig, som om man allerede var ansat ved at påtage sig administrative opgaver, starte nye forskergrupper og arbejde for ledelsen,« siger Dan Hirslund.

Catch-22: Du får kun arbejde ved at forske, men ikke arbejdstid at forske i

Jan Thorhauge Frederiksen, der blev fastansat som lektor på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling i 2016, fortæller også om at arbejde langt ud over, hvad han fik betaling for, da han var en del af gruppen af løstansatte.

Han opnåede ph.d.-graden i 2010 og varetog de næste tre år tre samtidige job som ekstern lektor på KU og RUC og forskningsprojektleder med undervisningsforpligtelser på University College Sjælland:

»Har man flere job, skal man selv koordinere. Det var umuligt at samordne, og ingen af mine arbejdsgivere kunne timesætte mine opgaver på en meningsfuld måde,« siger han.

Undervejs søgte og fik han bevillinger tre gange til sin forskning. »Bevillinger er afgørende for at komme videre, men opgaven med at søge penge fremgår ingen steder på mine timeoversigter. Man har ikke som løstansat særlig forskningstid, men kun ved at forske kan man kvalificere sig til en fast stilling.«

Med fondspenge fik Jan Thorhauge Frederiksen en toårig postdoc på KU, som instituttet udvidede til et adjunktur på i alt tre år. Han kalder adjunkttiden for »en voldsom periode«. Fire adjunkter havde udsigt til at kunne søge de samme to lektorater, og det gjorde ikke noget godt for arbejdsmiljøet.

»Hele tiden er der sammenligninger med kolleger. Og hvis man skulle glemme konkurrencen et øjeblik, er der årlige rapporter om, hvor meget hver enkelt præsterer opgjort på den bibliometriske forskningsindikator,« siger han. »Systemet sorterer folk efter deres evne til at klare sig godt under den form for pres. Man fremmer robusthed, snarere end forskningsevne. Men god forskning kommer ikke af konkurrencetænkningen. Den opstår i gode forskningsmiljøer.«

Adjunkt James Avery fra Niels Bohr Institutet kalder slet og ret det nuværende system »dysfunktionelt«.

»Ingen har planlagt, at systemet skulle fungere, som det gør i dag, og ingen kan lide det,« siger han. »Det tager 10 år at opbygge et forskningsmiljø, men systemet er indrettet til stop-go-forskning. Hver gang en postdoc drager videre til næste stilling, eventuelt i et nyt land, mister universitetet den viden, der er opbygget, hvis der ikke er fastansatte lektorer til at samle den og bygge den ind i den langsigtede forskningssammenhæng.«

James Avery kalder det et spild, at Danmark uddanner så mange ph.d.’er og opretter postdocstillinger til langt flere forskere, end universiteterne kan absorbere i faste job. »Der er hærskarer af postdocer, der er dygtige forskere, men møder en blindgyde. Det er demotiverende og destruktivt for forskningen.«

Angste forskere

Ifølge professor emeritus i sociologi Heine Andersen, som i år har udgivet bogen Forskningsfrihed om vilkårene for fri forskning på universitetet i dag, er en løstansat forsker også ofte en bange forsker:

»Stikker en postdoc hovedet frem med kritik af ledelsen, behøver ledelsen ikke engang at fyre vedkommende. Man kan bare vente på, at kontrakten udløber,« siger Heine Andersen.

»Tryghed i ansættelsen er helt afgørende for ytringsfrihed og uafhængighed. Derfor indgår tenure [varig fastansættelse] også i definitionen på forskningsfrihed, fx hos UNESCO. Forskere på korttidskontrakt har meget ringe tryghed, fordi de som udgangspunkt ikke er ansat længere, når kontrakten udløber,« siger Heine Andersen, der tilføjer at det også i Danmark er relativt let at fyre lektorer og professorer i mere faste stillinger, modsat fx i USA.

Derfor er der en udbredt tavshedskultur på de danske universiteter i dag, siger Heine Andersen, der i sin bog giver flere eksempler på, hvordan forskere bøjer sig for presset fra magtfulde ledelser og institutioner, der finansierer forskning til gengæld for krav om kontrol med forskningsresultater.

»Ansættelsestryghed er særligt vigtigt for professioner, hvis embede indebærer en pligt til at ytre sig, uanset at det kan være ilde hørt – af ledelsen eller af magtfulde eksterne grupper,« siger Heine Andersen.

DM: nældens rod er bevillingssystemet

Ifølge Dan Hirslund fra TVIP-klubben er bevillinger til postdocer med til at betale lønnen for universitetets fastansatte forskere, fordi der med forskningsbevillinger følger et overhead (44 procent fra de offentlige fonde) til at dække universitetets udgifter til administration.

»Vi kommer med flere penge, end vi koster. Flere institutter på Humaniora finansierer fastansatte medarbejdere med overhead fra forskningsbevillinger til postdocer,« siger Dan Hirslund.

Hvorvidt det også svarer til ledelsen på Humanioras syn på økonomien, har dekan Ulf Hedetoft ikke ønsket at kommentere – ligesom Uniavisens øvrige spørgsmål om de løstansatte.

Rektoratet på KU henviste i forbindelse med denne artikel til dekanerne. Men da ledelsen i 2015 kommenterede, at KU havde fået flere løst- end fastansatte forskere, sagde prorektor for forskning Thomas Bjørnholm, at KU havde »omstillet sig til den nye økonomiske virkelighed på universiteterne og […] nærmet sig den personalesammensætning, som andre internationale topuniversiteter har.« Det betegnede han som »godt«.

Heller ikke uddannelsesminister Søren Pind har ønsket at blive interviewet om forholdene for løstansatte forskere, men i en e-mail skriver han, at han er optaget af deres karrieremuligheder. »Derfor er jeg netop i forbindelse med den kommende forsknings- og innovationspolitiske strategi i gang med at se på, hvordan vi i højere grad kan understøtte det,« skriver Pind.

I Dansk Magisterforening, der er forbund for en stor del af KU’s forskere, siger formand Camilla Gregersen, at de mange midlertidige ansættelser er »et stort problem«. Også hun får rapporter om stress og skjult arbejde blandt de forskere, der forsøger at komme i en fast stilling:

»Det er dybt problematisk, når man på den måde individualiserer de elendige rammebetingelser, der er i dag på universiteterne. Det grundlæggende problem er bevillingssystemet – at de eksterne bevillinger er usikre og ændrer sig over tid. Det er svært at bruge dem til fastansættelser, og det giver en rædsomt kort planlægningshorisont på universiteterne. Det i kombination med, at midlerne generelt skæres ned, gør det svært at opnå det, vi hele tiden kæmper for, nemlig at de midlertidige ansættelser bliver konverteret til faste stillinger,« siger Gregersen.

DM er i færd med at formulere krav til 2018’s overenskomstforhandlinger, og Camilla Gregersen siger, at de løstansattes vilkår er vigtige for forbundet.

Men i skrivende stund er det fortsat uklart, hvad DM og de øvrige forbund beslutter at forlange.