Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Alumnerne
Alumnerne — Museumsdirektør Poul Erik Tøjner er taknemmelig for, at universitetet udfordrede hans verdenssyn. I dag forsøger han at få Louisiana til at gøre det samme, men han frygter, at woke-bølgen vil pakke fremtidens studerende ind i vat.
Det var totalt asocialt. Lærerne døde og der var næsten ingen undervisning. Sådan var det, da jeg læste filosofi i Aarhus. Derfor kom jeg til Københavns Universitet i 1981 og begyndte på Nordisk Filologi. Det føltes som at tage et menneskebad efter at have siddet i Aarhus i en kælder. Når det er sagt, var universitetet ikke den mest sociale oplevelse for mig – jeg var ikke særlig socialt anlagt. Men jeg kunne godt lide at gå på opdagelse på et stort fag med mange muligheder og mennesker.
Blå bog
Født d. 25. februar 1959
Direktør for Louisiana Museum of Modern Art i Humlebæk siden 2000.
Har tidligere arbejdet på Kristeligt Dagblad, Information og Weekendavisen.
Medlem af Det Danske Akademi.
Studerede fra 1981-1992 på Københavns Universitet. Først som kandidatstuderende, efterfølgende som ph.d.
Jeg tænkte slet ikke på arbejdsmarkedet eller på, om min uddannelse gav mig nogle praktiske færdigheder. Meget hurtigt havde jeg brugt min SU op, og da økonomien med tilhørende deadlines blev taget ud af ligningen, blev universitetet til den bedste af alle verdener for mig. Så handlede det kun om at studere, der var ingen synderlig stress. Den sidste tid på kandidaten og de år, hvor jeg læste min ph.d. efterfølgende, var de bedste år af min universitetstid.
Mit indtryk er, at universitetet har ændret sig meget siden dengang i 1981. Jeg er sikkert fordomsfuld, men jeg tror, at det er blevet værre. Da jeg første gang trådte ind på Københavns Universitet, vidste jeg, at her var et rum, hvor jeg kunne ekspandere min viden i alle mulige retninger. Universitetet var ret fantastisk! Vi læste alt muligt – også på tværs af fag og forløb. Vi drak selvfølgelig også nogle øl og spillede noget billard, og så gik vi til eksamen, som vi skulle. Men vi var temmelig meget on our own, når det kom til, hvad vi ville beskæftige os med.
Allerede mens jeg læste, var jeg begyndt som kunstanmelder på Kristeligt Dagblad, hvilket jeg ikke havde anden forudsætning for, end at nogen syntes, at jeg kunne skrive. Men det viste sig at blive et væsentligt spor. Jeg kom på Information og så på Weekendavisen, hvor jeg til sidst sad i chefredaktionen. Så var der telefon fra Louisiana en dag, og man spurgte, om jeg ville være direktør. Jeg var faktisk i tvivl, for jeg havde det virkelig godt på Weekendavisen, men nære venner overbeviste mig. Det var en enorm omvæltning for mig at blive direktør. Min styrke var, at jeg som anmelder var specialist i museer set udefra, som gæst. Men ud over det, vidste jeg intet om at drive et museum.
Hvis man ikke kan blive udfordret på universitetet, hvor kan man så?
Det var meget mærkeligt pludselig at være leder. At have en sekretær. Det havde jeg aldrig prøvet før. Pludselig sad jeg for bordenden foran 20 mennesker, som spurgte mig om alt muligt. ’Jamen, hvorfor spørger I mig,’ kunne jeg så svare. ’Vi kan ikke komme videre, hvis du ikke siger, hvad vi skal eller hvad du mener om det, vi lige har fremlagt,’ kunne en af dem svare. Heldigvis var der en masse dygtige mennesker, som hjalp mig med at komme i gang.
På universitetets port burde stå ’Her går du ind og møder andre synspunkter, end dine egne’. Som studerende har man nogle værdier og fordomme med sig, når man starter. Man er også tit ung og har stejle meninger om verden. Det havde jeg i hvert fald. Jeg var meget stædig og kritisk. Jeg har aldrig læst mine gamle tekster fra universitetet, men jeg tror ikke, at det hele vejen igennem ville være et kønt syn. Jeg er sikker på, at hvert eneste produkt jeg har lavet, rummer en række erkendelser, fordomme og blinde punkter. Derfor er det godt at blive udfordret. Universitetet skal være en stor udvidelse af ens horisont.
Derfor synes jeg, at den amerikanske woke-bølge er skræmmende. Det er skræmmende, at folk ikke vil beskæftige sig med noget, som de ikke på forhånd ved, er trygt. Det er latterligt. Man går ind til et studie for at finde ud af, hvilke tanker der er tænkt om verden, uanset om man kan lide dem eller ej. Det nytter ikke noget, hvis man på Filmskolen ikke vil se en film af Quentin Tarantino, fordi der er vold i. Man bliver nødt til først at se filmen. Hvis man stadig ikke kan lide den, kan man bagefter sige ’hold kæft, hvor var det afskyeligt’. Selvfølgelig skal de sociale rammer på universitetet være trygge, for mennesker kan have traumer. Vi har alle sammen dæmoner at slås med, men universitetet er et frirum, ligesom Louisiana er et frirum, hvor man møder nogle mennesker, der kan have helt tossede ideer om noget. Ideer som man på ingen måde deler. Hvis man ikke kan blive udfordret på universitetet, hvor kan man så?