Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Pressede akademikere lærer at elske skodjob

NYHEDSOVERBLIK TIRSDAG - Pressede akademikere lærer at elske skodjob - Uddannelser kan være årtier om at tjene sig hjem - Mikkel Vedby: Professionsmobning vokser især i den offentlige sektor - Verdensklasse kræver egenkapital i særklasse.

Pressede akademikere lærer at elske skodjob

Næsten 80 procent af de nyuddannede djøf’er beskriver deres første job som et drømmejob, viser en rundspørge, som Dansk Jurist og ØkonomForbund (Djøf) selv har lavet blandt 700 af sine medlemmer. Forklaringen på den relativt høje tilfredshed midt i en krisetid kan være, at djøf’erne er blevet mindre kræsne, skriver Berlingske.

Uddannelser kan være årtier om at tjene sig hjem

Der er stor forskel på, hvornår de forskellige uddannelser er tjent hjem igen til staten, viser nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Det er et problem, skriver Berlingske. Blandt andre mener Dansk Erhvervsråd, at det er et særligt problem for universitetsuddannelserne, og rådet vil derfor have indført et såkaldt ’konsekvensbaseret taxametersystem’.

Mikkel Vedby: Professionsmobning vokser især i den offentlige sektor

Vi tror, at vi ved, at skolelærere er dovne og talentløse, fordi medierne fremstiller enkelttilfælde om forskellige professioner som generelle udsagn. Det sker for eksempel, når vi kan læse, at der er 1,5 menig per leder i forsvaret, skriver Mikkel Vedby Rasmussen, professor ved Institut for Statskundskab (KU), i et indlæg i Berlingske. Problemerne med de forenklede fremstillinger, professionsmobning, vokser især inden for den offentlige sektor, mener han.

Verdensklasse kræver egenkapital i særklasse

Professorerne Birger Lindberg Møller, Eske Willerslev og Thue W. Schwartz fra KU skriver i et debatindlæg i Politiken, at de undrer sig over, at folketingets partier står i kø for at kritisere universiteterne, så snart medierne bringer en historie om, at universiteterne svømmer i opsparede penge. Det viser politikernes manglende forståelse for, hvordan man bedriver forskning. Universiteterne rutsjer blandt andet ned ad de internationale ranglister, hvis de ikke har økonomisk råderum til at investere langsigtet, skriver de tre i Politiken, side 7, mandag 7. maj 2012.

Seneste