Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Pressen og universitetet må tage ved lære af Lunde Larsen-sagen

DEBATINDLÆG - Indædte journalister blæste sagen ud af proportioner, flere parter kom med forhastede udtalelser - og universitetet kunne have undgået balladen, hvis bedømmelser stadig blev offentliggjort. Lektor Hans Raun Iversen, Esben Lunde Larsen ph.d.-vejleder, konkluderer her oven på plagiatsagen.

To ting har jeg været glad for i forbindelse med sagen omkring Esben Lunde Larsens ph.d.-afhandling: For det første Praksisudvalgets kloge og nuancerede afgørelse af 29. marts 2016, som fastslår, at Larsen har sjusket med nogle referencer, men ikke på en måde, så han dermed har vildledt om sin egen indsats eller smykket sig med lånte fjer. For det andet Det Teologiske Fakultets krav om, at Larsen skulle udarbejde et rettelsesblad til sin afhandling, så alle fejl nu er registreret.

Jeg har ikke under vejledningen diskuteret selvplagiat med Larsen. Den dag i dag ved jeg ikke, om de manglende referencer til specialet skyldes svigtende sans for akademisk pli eller afhandlingens afsluttende fase. Den var præget af, at Larsen blev valgt til folketinget 15. september 2011 tre måneder, før afhandlingen var færdig, så han måtte gennemføre den sidste del af arbejdet sommeren 2012 – efter trekvart års fravær. Hvordan fejlen er opstået er dog underordnet: Fejl er fejl, og fejl skal rettes.

»Én ting er, at man kan synes, at universitetets minister opfører sig som en idiot. […] En anden ting er at gå ud i medierne og hænge ikke blot ministeren, men dermed også involverede kolleger ud«

Pressens overdimensionering af sagen

Generelt har det været en nedslående oplevelse at følge med i sagens udvikling fra første parket, dog uden mulighed for at ytre sig. De forhastede udtalelser fra Peter Sandøe og Heine Andersen (henholdsvis næstformand for og tidligere medlem af Praksisudvalget), som legitimerede sagens overdimensionering i pressen, understregede, at man som mulig part i en sag bør være varsom med at udtale sig, mens sagen kører. Det har jeg prøvet at holde mig til.

Én ting er, at man kan synes, at universitetets minister opfører sig som en idiot. Det oplever vist alle universitetsansatte. En anden ting er at gå ud i medierne og hænge ikke blot ministeren, men dermed også involverede kolleger ud. Et lyspunkt i sagen har været, at KU strikte har holdt fast på, at en studerende skal behandles ordentligt, selv om han tilfældigvis er universitetets minister.

Misbrug af pressekortet

I min optik er der to parter, der må tage ved lære af sagen. Den ene part er pressen. Ekstra Bladets kampagne lader jeg uomtalt. Men jeg regner med, at min fagforening vil overveje, om det er en rimelig måde, FORSKERforum drives på. Redaktøren Jørgen Øllgaard farer frem som en blind muldvarp. Han overgås dog denne gang i indædthed af DR Videnskabsjournalist Martin Sundstrøm, som – på trods af eller måske snarere på grund af – DR’s ledelses offentlige dementi af hans ’journalistik’ har haft overmåde travlt.

Jeg har bl.a. oplevet, at han har skrevet til en anden tidligere ph.d.-studerende for at få dennes bedømmelse af min vejledning. Det er noget af en intimidering, når man har fuldført 15 ph.d.-vejledningsforløb til bestået, selv om det – set i bakspejlet – kun er nålestik. Derimod er det et vanvittigt misbrug af pressekortet, når journalisterne bombarderer KU med krav om aktindsigt på en måde, så de sluger uanede mængder tid fra administration og ledelse. Hvis de to journalister har mandsmod, kan de passende offentliggøre, hvor mange krav de hver især har fremsat? Så kan vi andre jo se, hvad vores kontingenter og licenspenge går til.

Bedømmelser bør være offentligt tilgængelige

Det er beklageligt, at de grundige vota for ph.d.- og doktorafhandlinger ikke længere offentliggøres, som tilfældet var ved bedømmelser i gamle dage. Årbogen havde ikke længere plads, men det har internettet i dag! De seriøst arbejdende bedømmelsesudvalg reduceres til blotte underleverandører for universitetsledelsen, når den skal tildele grader. Det er helt forkert: Bedømmelser er en kerneaktivitet på universitetet, hvorfor de bør lægges offentligt frem. Hvis de tre højt respekterede og i høj grad sagkyndige bedømmeres votum i Larsen-sagen havde ligget på nettet sammen med afhandlingen, må man formode, at tænkende journalister m.fl. havde haft anledning til at tænke sig om. Hvis de ville vide mere, skulle de efter min mening også være velkomne til at kontakte såvel udvalgets medlemmer som vejlederen. Så kunne vi så let som ingenting have fortalt dem, at de maksimalt ville finde, hvad Praksisudvalget fandt. Tilmed kunne de på den måde være kommet på sporet af afhandlingens indhold!

Ikke én deltager i debatten har gravet ned til afhandlingens tese, selv om den serveres på side 1 i form af et citat fra afhandlingens genstand, Grundtvig. Tesen er, at kampen for religionsfrihed er al frihedskamps begyndelse. Hovedsagen i afhandlingen er påvisningen af, hvorfor og hvor langt denne tese holder mål med Grundtvigs politiske udvikling. Tesen er en udfordrende variant af den unge Marx’ udsagn om, at kritikken af religionen er al kritiks begyndelse. Det er her, afhandlingen er spændende. Desværre udfolder Larsen ikke alle perspektiverne, han slutter i stedet med at drøfte åndsfrihedens, herunder forskningsfrihedens, vilkår i konkurrencestaten. Det valg blev truffet med min tilslutning. At Larsen som universitetets minister har forvaltet afhandlingens indsigter på en tvetydig måde, er jeg enig i. Men det diskvalificerer ikke hans afhandling.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste