Principper er til for at blive realiseret

De lyder mere som et fjernt paradis for universitetsansatte end som noget der kan gennemføres inden for en overskuelig årrække.

De ti nye grundprincipper for personalepolitik på Københavns Universitet (KU) der blev sendt ud til samtlige ansatte kort efter årsskiftet, har fået verbale prygl af medarbejderne. Totalt til grin, ude af trit med virkeligheden, umulige at gennemføre, banaliteter som ingen kan være uenige i, skønmaleri af et dårligt og stresset arbejdsmiljø er blot nogle af skudsmålene.

Universitetsavisen har mødt de to der som formand og næstformand for Hovedsamarbejdsudvalget har skrevet under på folderen med de nye grundprincipper og dermed er blevet primære skydeskiver for kritikken, nemlig rektor Ralf Hemmingsen som ledelsens repræsentant og forskningstekniker Poul Erik Krogshave som de ansattes repræsentant.

De sætter sig straks ved siden af hinanden ved rektors runde mødebord og omtaler samstemmende principperne som både markante og fremadrettede og langt fra bare at være en fjern vision om KU som arbejdsplads.

»Jeg tolker reaktionerne fra medarbejderne som at vi har en stor opgave foran os som på ingen måde er grinagtig, men tværtimod dybt alvorlig. Jeg indgår ikke aftaler som jeg ikke forventer vi kan gennemføre inden for den tid jeg er rektor, så diskussionen bør dreje sig om hvordan vi fører principperne ud i livet og ikke om hvorvidt de kan realiseres eller ej,« siger Ralf Hemmingsen og tilføjer at han har kontrakt på at stå i spidsen for KU til 2010.

»Så der skal sættes fart på processen med det samme,« siger han.

Alvorligt ment

Poul Erik Krogshave mener ikke at den kritiske reaktion fra de ansatte skyldes at der er noget galt med principperne, men snarere at HSU ikke har været dygtig nok til at få kommunikeret ud at de ikke er ment som en beskrivelse af virkeligheden på KU som den er i dag, men som den skal være fremover.

Vedtagelsen af grundprincipperne er bare startskuddet på en proces der skal munde ud i at der kommer en ny personalepolitisk håndbog. Der er indtil videre aftalt otte møder i HSU´s personalepolitiske udvalg hvor man skal samle, forkorte og genforhandle alle de regler der fandtes på det gamle KU, Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole og Danmarks Farmaceutiske Universitet inden fusionen mellem de tre.

»Grundprincipperne er kun første skridt i kampen. Nu skal der aftales konkrete regler og retningslinjer der kan bruges i praksis. Det er klart at rektor, dekaner og institutledere skal melde klart ud at det er noget der skal tages alvorligt overalt hvis det skal lykkes at forandre forholdene der hvor man ikke lever op til principperne i dag,« siger Poul Erik Krogshave.

Så principperne er altså trådt i kraft?

»Ja, de gælder fra 1. januar 2008, så nu er det bare med at komme i gang og efterprøve dem lokalt. Hvis en medarbejder eller tillidsrepræsentant oplever at der foregår noget der strider mod grundprincipperne, kan vedkommende allerede nu tage det op i det lokale samarbejdsudvalg,« supplerer rektor.

Ledere skal ændre adfærd

Spørgsmålet er så hvordan det skal forstås mere konkret. Hvad betyder det fx at »KU udmærker sig ved at have en fremsynet, lydhør og beslutsom ledelse.«

Skal det opfattes som et faktum eller et ønske?

»Det er ikke et spørgsmål om vi har det eller ej, men om vi tager det alvorligt. Målsætningen er realiseret i en eller anden grad alle steder, men nu har lederne fået en rettesnor for hvordan de skal gebærde sig. Vi er i gang med en ledelsesudviklingsproces der skal påvirke ledernes adfærd og selvforståelse. Hvis man ikke har mod på at deltage i den proces, har man valgt det forkerte karrierespor. Det er nyt at vi prioriterer god ledelse så højt på KU,« siger Ralf Hemmingsen.

Poul Erik Krogshave understreger at grundprincipperne er et kompromis efter lange forhandlinger mellem repræsentanterne for ledelsen og de ansatte i HSU.

»Formuleringerne er blevet til efter timelange debatter, så formuleringerne ville sikkert have været noget anderledes hvis medarbejderne selv havde kunnet bestemme, men sådan er virkeligheden jo ikke. Det vigtigste er at der er vilje til at gøre noget,« siger han.

KU og friheden

Der har lige kørt en sag med specialestuderende Mille Buch-Andersen der blev tvunget til at trække sit speciale tilbage efter pres fra Danmarks Radios ledelse. Og i dagbladet Information anklages KU for at have udviklet sig fra at være en åben og selvkritisk institution til at være lukket og topstyret.

Hvordan stemmer det overens med påstanden om at »KU værner om ytrings- og forskningsfriheden,« som det hedder i princip nummer 1 om Frihed og medansvar?

Ralf Hemmingsen:

»Nu er det jo ikke Information der definerer sandheden. KU har udvist en ganske usædvanlig åbenhed ved at offentliggøre afgørelsen med alle præmisser i sagen samme dag som den forelå. Det er ikke rektors rolle at gå ind i en diskussion af en sag der vedrører en enkeltperson, så jeg synes faktisk at forløbet vidner om det stik modsatte af lukkethed på KU.«

AC-tillidsrepræsentant Leif Søndergaard efterspørger regler der sikrer at en vis procentdel af forskernes arbejdstid afsættes til egen frie forskning. Kan I blive enige om at indføre sådan en regel?

Ralf Hemmingsen:

»Jeg er betænkelig ved at regulere alting i procenter da det forudsætter tidsregistrering hvilket er en bureaukratisering af arbejdstilrettelæggelsen. Institutledernes beføjelse til at lede og fordele forskernes arbejdsopgaver er primært en praktisk foranstaltning. Medarbejdernes succes er en forudsætning for ledernes succes, så der er ingen modsætning. Det ændrer ikke ved at jeg bakker op om det synspunkt at kernen for universitetet som idé er forskernes ret til frit at definere et problem, undersøge det og publicere resultaterne.«

Poul Erik Krogshave kan heller ikke forestille sig at den nye personalepolitiske håndbog kommer til at indeholde en regel der giver medarbejderne ret til at bruge en vis procentdel af deres arbejdstid på egen forskning.

»Forskningsfrihed er et emne der naturligt optager de mange forskeransatte kolleger, så det er noget der skal følges op på. Forskerne skal sikres den nødvendige tid til forskning, men jeg tror ikke det skal ske i form af en regel om en fast procentsats. Der er i alt fald ikke opbakning fra politisk hold til den tidligere 50-40-10 norm – med 50 procent af arbejdstiden afsat til forskning, 40 til undervisning og ti til administration,« siger han.

Ingen løfter til løst ansatte

»Punkt fire i grundprincipperne fastslår at der skal være trygge arbejdsforhold. Betyder det at KU vil holde op med at bruge løst ansatte timelærer uden ret til pension og fastansætte dem i stedet?«

»Det hardcore svar er at vi inden for de økonomiske rammer vi får af samfundet, vil give vores ansatte de bedste mulige forhold. Sandheden er at det simpelthen ikke kan lade sig gøre at fastansætte folk med fuld forskningsfrihed og samtidig levere den undervisning samfundet efterspørger, med de tilskud vi får fra staten. Vi vil forsøge at gøre de løst ansattes forhold så gunstige som muligt ved at inddrage dem mere i planlægningen af undervisningen og ved at informere bedre,« siger rektor.

Poul Erik Krogshave mener at løsningen på problemet ikke skal findes internt på KU, men i forhandlinger mellem organisationerne og Finansministeriet der regulerer universiteternes ansættelsesforhold.

»Det er klart at ansættelsesformen skærer i øjnene rent personalepolitisk. Det er urimeligt at de løst ansatte har så dårlige forhold, og de er blevet udnyttet gennem mange år. Det skal rettes op, men spørgsmålet er hvor pengene skal komme fra. Vi må give de bedste mulige vilkår inden for de rammer vi har, indtil der kommer en løsning centralt,« siger han.

Større lønspredning på vej

Der står også at KU har konkurrencedygtige løn- og ansættelsesvilkår. Hvordan skal det mere konkret forstås?

Ralf Hemmingsen:

»Jeg tolker det ikke sådan at alle medarbejdere skal have en højere løn, men det skal være muligt at give et tillæg for at tiltrække og fastholde de bedste medarbejdere inden for alle områder. Det ligger i konkurrencen at man må betale mere for folk med kvalifikationer der er stor efterspørgsel efter, og det indebærer så også at der bliver en større lønspredning på KU. Det er ikke et mål i sig selv, men vi bliver nødt til at have mulighed for at tilbyde ekstra hvis vi skal tiltrække de bedste.«

Poul Erik Krogshave:

»Jeg forstår formuleringen sådan at KU er indstillet på at give en konkurrencedygtig løn, og ingen skal føle sig forfordelt. Der er ingen retfærdighed ved den lokale løndannelse, dertil er de afsatte midler for små, men vi må som medarbejdere spille med, ellers får vi ikke andel i de ekstra lønmidler. Det skal ikke være vild markedsøkonomi, men det skal heller ikke være sådan at ingen kan få et tillæg medmindre alle får det. Der skal fokus på at det ikke løber grassat så nogle personalegrupper løber med hele kagen når vores lønpolitik fastslår at alle grupper har ret til at få del i den lokale løndannelse « siger Poul Erik Krogshave.

Arbejder for meget

»Ifølge princip tre sikrer KU at der er balance mellem arbejde og fritid. Hvordan hænger det sammen med at mange er stressede og ikke kan nå deres arbejdsopgaver?«

Ralf Hemmingsen:

»Det er et af de områder hvor der ikke er færdigstrikkede løsninger. Vi har fokus på at der er for få kvindelige professorer, så vi er ved at analysere behovene hos de yngre, dygtige kvinder. Et af punkterne er øget fleksibilitet så arbejde og privatliv kan hænge bedre sammen. Det kan ikke nytte at der er en kultur på KU som er uforenelig med privatliv og familie. Det skal grundlæggende være sådan at man kan udføre sit arbejde inden for den arbejdstid man er ansat til, men når det er sagt, så må det straks tilføjes at der også er mange der arbejder meget fordi de kan lide at forske. Og det skal de fortsat have lov til«.

Poul Erik Krogshave:

»Der er for få stillinger til de teknisk-administrative opgaver, så mange TAP’er kan ikke nå at løse deres arbejdsopgaver inden for den normerede arbejdstid. Der må sættes ind med personalepolitiske foranstaltninger da ingen skal presses til at levere flere timer end de får betaling for. Det er også et kollegialt problem nogle steder at folk presser hinanden til at arbejde mere og mere. Nogen bruger deres arbejde som et adrenalinkick, og det er svært at forhindre.«

Om Ralf Hemmingsen føler sig ramt, vides ikke, men at interviewet er forbi, fremgår af at han allerede står med overfrakken på og har rakt hånden frem til afsked.

»Tiden er desværre udløbet, og jeg må videre til næste møde,« siger han.

clba@adm.ku.dk