Prisbelønnet forsker: Jeg vil ikke være kvindelig forsker

Mens resten af verden gør klar til at markere kvindernes internationale kampdag den 8. marts, er 33-årig adjunkt Kirsten Marie Ørnsbjerg Jensen på vej til Paris.

Hun er blevet kåret som et af Danmarks største kvindelige talenter inden for naturvidenskab, og nu får hun også æren af at modtage den internationale ’Rising talent’ pris ved den årlige prisuddeling For Women in Science.

»Jeg er rigtig glad og stolt over at modtage priserne. De er med til at fremhæve, at der er dygtige kvindelige forskere. Men jeg glæder mig til, at de her priser bliver unødvendige, for jeg vil ikke være kvindelig forsker. Jeg vil gerne bare være forsker,« siger Kirsten Marie Ørnsbjerg Jensen.

Til daglig sidder hun på Kemisk Institut og Nanoscience Centeret på Københavns Universitet. Her leder hun en forskningsgruppe, der forsker i nanomaterialers atomare strukturer.

»Meget af det jeg laver, er grundforskning, hvor jeg kigger på nye materialer til energiteknologier som for eksempel batterier og solceller. Altså teknologier der gerne skulle løse en masse af verdens klimaudfordringer,« siger Kirsten Marie Ørnsbjerg Jensen.

Vil sætte sit fingeraftryk

Hun er en af de førende forskere internationalt inden for feltet. Sammen med sin forskningsgruppe benytter hun forskningsfaciliteteter over hele verden til at lave røntgentspredningseksperimenter, og hun bruger det meste af sin tid på at analysere data for at finde svar på, hvordan atomer samler sig i nye  materialer.

»Det er et nyt felt. Jeg er ikke den eneste, der forsker i det, men vi er få. De røntgenspredningsmetoder, vi bruger til at kortlæge de atomare strukturer i nanomaterialer, er udviklet gennem de seneste 10-20 år, og jeg er med i den lille gruppe af forskere, der er i gang med at lære mulighederne i dem,« siger Kirsten Marie Ørnsbjerg Jensen.

Hendes ambition er, at være med til at sætte sit fingeraftryk på naturvidenskaben ved at finde sammenhængen mellem struktur og egenskaber i avancerede nanomaterialer.

»Kemikere har brug for metoder, der gør, at vi kan forstå atomarstruktur i alle materialer. Det mangler vi, så hvis jeg kan bidrage med det, vil det være at nå langt,« siger hun.

På længere sigt håber Kirsten Marie Ørnsbjerg Jensen, at hendes forskning vil kunne føre til mere vedvarende energi.

»Noget af det der er fedt ved materialekemi, er, at der aldrig er særligt langt fra grundforskning til anvendt forskning. Vi forsker ikke bare for sjov. Det skulle gerne bidrage til udvikling af nye energiteknologier, som i fremtiden vil kunne gøre en forskel for miljøet og klimaet.«

Danmark sakker bagud

En helt ny rapport fra EU-kommissionen viser, at Danmark ligger på en ussel 21. plads, når det gælder andelen af kvinder i akademiske topstillinger i Europæiske lande. Kun hver femte professor i Danmark er kvinde.

Danmark sakker med andre ord stadig bagud hvad angår ligestilling mellem kønnene inden for forskning og videnskab. Ikke kun sammenlignet med vores nabolande, men også sammenlignet med resten af EU.

Det billede nikker Kirsten Marie Ørnsbjerg Jensen genkendende til, men hun er optimistisk på sit køns vegne.

Mange kvinder tror, at vi er kommet frem, fordi vi har været heldige og går bare og venter på, at omverden skal finde ud af, at vi i virkeligheden ikke kan noget

Kirsten Marie Ørnsbjerg Jensen

»Kigger man på professorniveau, er der ret få kvinder inden for mit felt. Men jeg tror, det er et spørgsmål om tid, før det kommer til at vende. Man skal huske på, at mange af professorerne blev ansat for 20 år siden, hvor vilkårene for kvinder helt sikkert var meget anderledes end i dag.«

Hun oplever ikke, at hun som kvindelig forsker har haft sværere ved at gøre karriere end hendes mandlige kolleger.

»Det er simpelthen aldrig faldet mig ind, at jeg skulle have dårligere muligheder for at gøre karriere som forsker, fordi jeg er kvinde. Men hvis man ser på forskningsmiljøet på verdensplan, er der helt sikkert kvindelige forskere, der oplever udfordringer. I USA har jeg for eksempel kvindelige kolleger der ikke altid føler, at de bliver taget lige så seriøst, som deres mandlige kolleger. Det er bare ikke noget, jeg selv har oplevet,« siger Kirsten Marie Ørnsbjerg Jensen .

Så du oplever, at kvindelige forskere har lige så gode muligheder for at komme til tops som mandlige forskere i Danmark?

»Personligt har jeg aldrig oplevet udfordringer på grund af mit køn. Men det handler måske også om, at jeg har været heldig at have nogle fantastiske vejledere, der altid har bakket mig op og aldrig har forskelsbehandlet mig. Det har altid været en selvfølge, at jeg blev bedømt ud fra det, jeg kunne, og ikke ud fra, at jeg var kvinde.«

Mange tvivler på sig selv

Kirsten Marie Ørnsbjerg Jensen tror, at en af grundene til, at så få kvinder gør akademisk karriere, skyldes, at forskningsmiljøet er meget konkurrencepræget, og at mange kvinder tvivler på deres egne evner

»Det er svært at nå til tops som forsker, hvad enten man er mand eller kvinde, men det er bestemt muligt. Man skal tro på det. Og det er måske mange kvinders problem: At de tvivler på sig selv,« siger hun og uddyber:

»Mange kvinder, inklusiv mig selv, lider af impostor syndromet. Vi tror, at vi er kommet frem, fordi vi har været heldige og går bare og venter på, at omverden skal finde ud af, at vi i virkeligheden ikke kan noget. Jeg er sikker på, at mange mænd også har det sådan, men de skjuler det måske bedre. I hvert fald tror jeg, at det er med til, at mange kvinder holder sig tilbage med at søge forskerstillingerne. De tror ikke, at de er gode nok, selv om de i virkeligheden er vanvittigt  dygtige.«

Derudover peger Kirsten Marie Ørnsbjerg Jensen på, at mange kvinder vælger forskningskarrieren fra for at stifte familie i stedet for at rejse til udlandet for at forske, som er en del af præmissen, hvis man vil gøre sig håb om en akademisk karriere.

»Hvis man vil skabe sig en forskningskarriere i Danmark, kræver det, at man er villig til at tage nogle år i udlandet, hvor man udvikler sin forskning. Det er nogle ret intense år, hvor man skal bygge sin egen forskningsprofil op, og det er lige præcis de år af ens liv, hvor mange kvinder også har andre prioriteter, for eksempel at stifte familie,« siger Kirsten Marie Ørnsbjerg Jensen.

Ikke et 37-timers job

Hun har selv tilbragt to år i USA på Columbia University som postdoc fra hun var 28 til 30 år. Og en stor del af hendes arbejde i dag indebærer stor rejseaktivitet. Kirsten Marie Ørnsbjerg Jensen ville ikke have været de år foruden, men hun tænker, at udlandet kan være noget af det, der afholder dygtige kandidater fra at søge en forskningskarriere:

»Det er svært at flytte to år til udlandet, hvis man er i gang med at stifte familie. Mandlige forskere har selvfølgelig de samme betingelser, men her spiller der måske noget biologi ind. De har ikke nødvendigvis så travlt med at stifte familie på det tidspunkt i deres liv. I hvert fald afholder det dem ikke i samme grad fra at vælge en akademisk forskerkarriere.«

Føler du selv, at du har måttet ofre familie for at kunne skabe dig en forskerkarriere?

»Det er ikke et bevidst valg jeg har taget, og det er heller ikke noget, jeg har tænkt så meget over. Det med at stifte familie er bare ikke noget, jeg har skullet nu. Men det kan da godt være, at mit privatliv havde set andeledes ud nu, hvis jeg ikke var rejst 2 år til USA,« siger Kirsten Marie Ørnsbjerg Jensen.

Med i kvoteideen er hele tanken om, at kvinder skal hjælpes, og det håber jeg ikke, vi har brug for. Vi kan godt selv

Kirsten Marie Ørnsbjerg Jensen

For Kirsten Marie Ørnsbjerg Jensen kan en forskerstilling på mange måder sammenlignes med en krævende lederstilling i erhvervslivet. Derfor handler det ikke kun om at få flere kvinder ind i forskningen, men også om at få nogle kvinder ind, der vil arbejde mange af døgnets timer.

»Det at være forsker er et ekstremt hårdt og krævende arbejde. Det er ikke bare et 37-timers job, og man er ikke så godt betalt, som hvis man var i det private. Derudover er der ofte i starten af karrieren nogle år med en del jobusikkerhed, hvor man arbejder på korte, tidsbegrænsede kontrakter. Vil man være forsker, skal man ville det. Og jeg kan egentlig godt forstå, hvis mange vælger det fra.«

Hvorfor er det ikke bare et 37-timers job?

»Som forskere konkurrerer vi jo på verdensplan, så man skal løbe stærkt for at være med. Forskning er bare intenst. Jeg har ikke noget imod at arbejde meget. Men der har da helt sikkert været nogle år, hvor det har krævet ekstremt meget tid og energi at bygge det hele op. Nu begynder jeg at få en større balance mellem arbejde og privatliv, men jeg vil nok aldrig få en 37-timers arbejdsuge. Det har jeg svært ved at forestille mig. Til gengæld er det sjovt. Jeg elsker mit arbejde.«

Nej til kvoter

I forbindelse med EU-kommissionens statusrapport She Figures om kønsfordelingen inden for forskning, har EU-kommissær Carlos Moedas for nyligt opfordret til en ny diskussion om bruges af kvoter for at tiltrække og fastholde kvindelige talenter på universiteterne og forskningsinstitutionerne.

Men ifølge Kirsten Marie Ørnsbjerg Jensen vil kvoter kun gøre det værre for kvinder:

»Jeg er på ingen måde fortaler for kvoter. Forskningsverden er et ekstremt kompetitivt miljø, og jeg tror kun, man gør det værre for kvinder ved at indføre kvoter. Bliver man så ansat, fordi man er kvinde, eller fordi man er bedst? Med i kvoteideen er hele tanken om, at kvinder skal hjælpes, og det håber jeg ikke, vi har brug for. Vi kan godt selv.«

Hun anerkender dog, at der er behov for flere kvindelige forskere, og hun håber at prisen kan være med til at sætte fokus på, at der er plads til mange flere kvinder i den internationale forskningsverden.

»Vi skal nå til et punkt, hvor det er lige så almindeligt at møde en kvindelig forsker som en mandlig. Så jeg rigtig glad for de her priser, der sætter fokus på, at der findes mange dygtige, kvindelige forskere. Men jeg glæder mig da til, at de her priser ikke længere er nødvendige.«

Hvilken rollemodel vil du gerne være for andre kvinder, der drømmer om en akademisk karriere?

»Hvis jeg skal være et eksempel for andre kvinder må det være at vise dem, at det betaler sig at arbejde hårdt og have store ambitioner og stole på sig selv. Det er svært at nå til tops som forsker, men det er bestemt muligt.«

Det er tredje gang, at en dansk forsker modtager den internationale pris ’Rising Talent’, som bliver givet af L’Oréal Fonden i samarbejde med Unesco. Med prisen følger 15.000 euro til Kirsten Marie Ørnsbjerg Jensens egen forskning.