Prisvindende forskning afslører hemmelighederne bag berygtet buksevandsstol

Forestil dig at tage plads i en flot udsmykket stol ved hoffet i slutningen af 1600-tallet – kun for at blive fanget, gennemblødt og gjort til grin foran kongen og hans gæster. Sådan en stol eksisterede faktisk ved Christian 5.s hof, hvor den blev brugt til at more hoffet på andres bekostning. Men var det en uskyldig spøg eller en del af et mere raffineret magtspil?

Det er et af de spørgsmål, som de to ph.d.-studerende Louise Kjærgaard Depner og Casper Thorhauge Briggs-Mønsted har stillet sig selv i arbejdet med at blive klogere på den såkaldte buksevandsstol, som står på Rosenborg Slot i København.

Deres interesse for stolen blev vakt, da de arbejdede som omvisere på renæssanceslottet under deres studier.

»Det var altid en af de genstande, folk var fascinerede af, når vi viste dem rundt. Den har i mange år heddet buksevandsstolen, og alene det navn tændte noget i folk, men vi vidste faktisk ikke særlig meget om dens oprindelse eller brug,« fortæller Louise Kjærgaard Depner.

Da de begge senere fik ph.d.-stillinger, besluttede de sig for at undersøge stolen nærmere. Og hvad der startede som simpel nysgerrighed, udviklede sig hurtigt til et omfattende forskningsprojekt.

»Vi ventede hele tiden på, at vi ville falde over en gammel bog eller artikel, hvor nogen gav et bud på stolens historie og betydning for sin samtid – men det skete aldrig. Det gik efterhånden op for os, at vi faktisk samlede nogle tråde, som ingen før os havde gjort,« siger Casper Thorhauge Briggs-Mønsted.

Humor som magtredskab

Buksevandsstolen var med al sandsynlighed en del af Christian 5.s hof i slutningen af 1600-tallet. Men hvordan fandt en sådan skæmtestol overhovedet vej til det ellers så højtidelige hof? Ifølge forskerne var humor og magt uløseligt forbundet i enevældens hofkultur.

»Når vi tænker på hoffet, forestiller vi os et stærkt hierarkisk miljø med strenge regler for, hvem der måtte gøre hvad. Og det var det også – men netop derfor havde hoffet også behov for situationer, hvor reglerne kunne brydes for en stund. Buksevandsstolen kan meget vel have fungeret som en del af denne dynamik,« forklarer Louise Kjærgaard Depner.

Et andet eksempel på denne praksis er en tradition ved Christian 5.s jagtselskaber. Her blev en jagtdeltager, der havde forbrudt sig mod jagtens regler, offentligt ydmyget ved at blive beordret til at læne sig hen over det nedlagte kronvildt, hvorefter kongen slog ham i bagdelen med en stav.

»Det var til stor morskab for hoffet – men det understregede også, at kongen havde magten til at ydmyge og drille sine egne mænd, selv under uformelle omstændigheder,« siger Louise Kjærgaard Depner.

Buksevandsstolen fungerede sandsynligvis på samme måde: Et kortvarigt ophævet hierarki, hvor alle kunne grine – men kun så længe kongen tillod det.

Samtidig passer buksevandsstolen godt ind i den fornøjelseskultur, der kendetegnede Christian 5.s hof. Ifølge forskerne var kongen stærkt inspireret af sin mor, dronning Sophie Amalie, der var kendt for sine overdådige fester og udklædningslege.

»Ved hoffet elskede man at klæde sig ud, feste og more sig – og at udfordre hierarkiet for en stund. Buksevandsstolen passer derfor perfekt ind i den leg med sociale roller, som var en del af hans hof,« siger Louise Kjærgaard Depner.

Mekanisk pruttemagi

Ud over sin sociale funktion var stolen også en imponerende teknologisk bedrift i sin samtid. Den rummer en mekanisme, der automatisk udløser fangarme, en blæsebælg, der simulerer en pruttelyd, og en vandtank, der kunne tømmes over den intetanende gæst.

»Den slags mekanik har også været en magtdemonstration. Det har virkelig været et eliteobjekt, og man var pjattet med mekanik på alle måder. Derfor kan man også spekulere i, om det måske også lidt har været en hædersbevisning at få lov til at blive udsat for mekanikken,« siger Casper Thorhauge Briggs-Mønsted.

Arbejdet med at blive klogere på stolen har dog ikke været uden udfordringer. De to forskere har skullet stykke historien sammen ud fra meget sparsomme kilder.

»Vi har ikke fundet en kilde, der sort på hvidt beskriver, hvordan stolen er blevet brugt. Derfor har vi været nødt til at lægge puslespillet med de beskrivelser af Christian 5.s hofkultur, vi har,« siger Louise Kjærgaard Depner.

Trods de sparsomme kilder har deres forskning afsløret, at buksevandsstolen på Rosenborg ikke var en enlig kuriositet. Den var en del af en europæisk tradition for mekaniske drillerier, som også fandtes ved hoffer i Østrig, Italien og England. Da forskerne kontaktede Schloss Ambras i Østrig og Villa Borghese i Italien, blev alle overraskede – begge museer troede, at de var alene om at have en sådan stol.

En særlig beskrivelse fra Italien fortæller, hvordan en engelsk gæst satte sig i en fangstol foran et smukt maleri – blot for at opdage, at han sad fast.

»Hvis ikke nogen havde lukket mig ud, ville jeg sidde der endnu,« skrev han.

Tråde til i dag

Mens buksevandsstolen i 1600-tallet var et populært indslag ved hoffet, ændrede opfattelsen sig dog med tiden.

»Da stolen blev indlemmet i kongens kunstkammer i 1752, var betrækket så slidt, at det måtte skiftes. Det tyder på, at den har været flittigt brugt. Men med tiden blev den opfattet som for plat, og i 1800-tallet var den helt gemt væk,« siger Louise Kjærgaard Depner.

I dag er stolen igen genstand for fascination – ikke kun for dens humoristiske aspekt, men for dens vidnesbyrd om en tid, hvor magt og morskab gik hånd i hånd.

»Buksevandsstolen er et perfekt eksempel på, hvordan vi kan bruge materielle genstande til at forstå fortidens sociale dynamikker. Humor, hierarki og teknologisk fascination smelter sammen i den her genstand, som også sætter tanker i gang om, hvornår noget er sjovt, og hvornår noget er ydmygende. Egentlig nogle meget almengyldige og universelle fortællinger – også i dag,« siger Casper Thorhauge Briggs-Mønsted.

Stolen kan opleves i en lille særudstilling på Rosenborg Slot, hvor dens mekanismer demonstreres gennem animationer og lydeffekter. Sådan kan publikum selv få en fornemmelse af, hvordan det var at blive fanget i hoffets mest berygtede stol – dog uden selv at få våde bukser.