Problemer med ABC-kategorisering i evaluering

IFØLGE DEN FÆLLES procedure skal alle evalueringer af fagelementer (herefter kaldet kurser) placeres i tre kategorier: A (fungerer særlig godt), B (fungerer tilfredsstillende) eller C (har behov for justeringer). Fakulteterne skal selv nærmere definere A, B og C.

Det kan opleves nærliggende at vælge absolutte kriterier, der nemt afgør om et kursus falder i B- eller C-kategorien, for eksempel beståelsesprocenten, karaktergennemsnittet eller studerendes tilfredshed.

Der er flere problemer ved dette.

For det første er det svært at fastsatte grænseniveauer, fordi der er stor variation på tværs af studier og fag og store kulturforskelle i, hvad der opfattes som godt nok. Så hvem skal fastsætte hvad der er godt nok? Er det en demokratisk beslutning eller en ledelsesbeslutning? Er det laveste fællesnævner?

For det andet bliver brugen af kriterierne alligevel relativ, fordi det er uholdbart hvis en stor del af kurserne ender med en C-placering – eller omvendt, hvis ingen får en C-placering, for det associerer jo til, at vi ingen udvikling foretager! Man vil vælge kriterierne så de medfører et ’passende’ antal C-kurser.

For det tredje – og vigtigst – giver absolutte kriterier et helt forkert billede af, hvad formålet med kvalitetsudvikling og evaluering er. Absolutte kriterier signalerer, at der findes en veldefineret minimumsstandard. Og når den er opfyldt, er der ikke noget at komme efter. Det er muligvis rimeligt for en traditionel produktionsvirksomhed, der laver masseproduktion af ens produkter, men et meget dårligt billede af formålet med universitetsundervisning.

Universitetet skal ifølge loven altid stræbe efter højeste niveau. Vi bliver aldrig færdige med kvalitetsudvikling. For vi er dem, der hele tiden flytter grænsen for, hvor høj kvalitet man kan opnå. Lige som vi i forskningen hele tiden flytter grænsen for, hvad vi ved.

Evalueringer er til for at hjælpe undervisere og studerende med at finde frem til, hvad der er kvalitet for dem i den pågældende undervisning.

SAT PÅ SPIDSEN: Hvis vi ingen kurser har i C-kategorien, er vi holdt op med at være et universitet.

C-kategorien må være de kurser vi prioriterer at udvikle netop nu, fordi det er her, vi vurderer at få mest udvikling for pengene. Den vurdering bør foretages lokalt og skal ske på baggrund af forskellige informationer, herunder kursusevalueringsdata, men også viden om for eksempel nye behov fra aftagere, ny udvikling inden for forskningen, ændrede forudsætninger hos nye studerende og så videre.

Det kan selvfølgelig variere, hvor mange ressourcer man har til dette, men det ville være rimeligt at forestille sig, at der altid placeres fem-ti procent af undervisningen i C-kategorien.

A-kategorien må være de kurser, hvor der er gode og væsentlige erfaringer, som bør formidles til andre. At blive placeret i A-kategorien kan for eksempel medføre, at (elementer af) kurset indgår i en ’God praksis’-database, eller at det bruges til fælles udviklingsaktiviteter på fakultetet.

Det er oplagt, at en C-placering året efter bliver en A-placering, fordi resultaterne af indsatsen bør formidles bredt. B-kategorien er dermed de kurser, der netop nu ikke bruges ekstra ressourcer på at udvikle.

FORDELENE VED RELATIVE kriterier for A-, B- og C-kategorierne er således: Det signalerer klart, både internt og eksternt, at formålet ikke er minimumsstandarder, men at stræbe efter højeste niveau. Det medfører en positiv tilgang, hvor udviklingsarbejdet ses som en gevinst, i stedet for en negativ kontrolsituation, hvor udvikling sættes lig med stemplet ’ikke godt nok’.

Det giver et godt styringsinstrument til at fordele de knappe ressourcer. Det fastholder, at kvalitet er noget, der findes mellem underviserne og de studerende – og ikke i formelt vedtagne tekster.