Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
ØVRIGE MEDIER - Professor: Jeg er forarget over, at vi svigter de studerende - KU vil være herre i eget hus - Kommentar: KU ikke herre i eget hus - Fremtidens tabere har de fineste papirer - Eksperter advarer om proletariat af akademikere - Akademiker-proletariat vil koste samfundet 8,5 milliarder - Revolution: Dna-sekventering overhaler Moores lov - Klimaprofessor: Troværdigt at Stillehavet er årsag til den globale varmepause - Udlandets unge er guld værd for Danmark.
De studerende på universiteterne svigtes og det i en grad, så en professor ikke vil være med til at bruge udtrykket ‘at studere’ om det, de foretager sig, men kun udtrykket ‘at gå på’ et universitet. Det skriver Steen Hildebrandt, professor ved Aarhus Universitet, i Politiken. Der er simpelthen for lidt faglighed i undervisningen, mener han.
Ledelsen på Københavns Universitet (KU) har året igennem opfordret uddannelsesminister Morten Østergaard (R) til at tillade, at universitetet kan købe de mange bygninger, som de 9.000 ansatte og 35.000 studerende arbejder i. I dag lejer universitetet alle sine bygninger af staten, men ordningen er »ufleksibel og bureakratisk og koster såvel universitetet som samfundet penge,« lyder det fra KU’s rektor Ralf Hemmingsen til Berlingske Tidende. (Uniavisen har skrevet grundigt om i foråret).
Fra KU har rektoratet skrevet en kommentar til Berlingske med argumenter for, at universitetet skal kunne eje og disponere frit over dets bygninger. Modsat topuniversiteter i resten af verden, der stort set alle frit kan disponere over deres bygninger, kan byggeriet ikke følge med i videnskabens tempo, fordi staten ejer bygningerne, skriver de tre forfattere.
Uddannelse er ikke længere en garanti for at komme på samfundets vinderhold, og den ændring er ikke kun et forbigående konjunkturfænomen, men et tegn på en varig forandring i samfundet. En tidligere universitetsstuderende fortæller i Information om, hvorfor han hellere vil beholde sit nuværende arbejde end gøre sit studie færdigt.
Arbejdsmarkedet kan ikke optage alle de akademikere, der bliver uddannet, og en universitetsuddannelse er ikke nogen sikkerhed for noget som helst, advarer eksperter og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), ifølge Berlingske Tidende.
Det vil koste statskassen 8,5 milliarder kroner over de næste ti år, at så mange dimittender uddannes direkte til ledighedskøen. Det viser en opgørelse fra Arbejderbevægelsens Erhversvråd (AE), skriver Information.
Kortlægningen af det menneskelige genom for cirka 10 år siden tog 10 år og kostede 17 milliarder kroner. I dag kan de såkaldte next generation-maskiner til sekventering gøre det samme for 45.000 kroner på et par timer. Professor Eske Willerslev fra Statens Naturhistoriske Museum ved KU siger at han lige så godt kan smide sine sekventeringsmaskiner på lossepladsen, for de er forældede, næsten inden de planlagte projekter, som maskinerne er købt til, bliver gjort færdige. Det skriver Ingeniøren.dk.
Den globale opvarmning har angiveligt været sat på hold i en årrække, og forskerne har diskuteret hvorfor. Nu hævder en gruppe amerikanske forskere, at det er Stillehavet, der kan opsuge ekstra varme i perioder på 10-30 år. Derefter vil den globale opvarming fortsætte. Professor i klimamodellering ved Niels Bohr Instituttet ved KU, Eigil Kaas, finder det amerikanske forskningsresultatet ‘meget troværdigt’, skriver Berlingske.
Fire ud af fem internationale studerende, som tager en hel uddannelse i Danmark, vil blive for at arbejde i landet bagefter, viser en ny undersøgelse. Der er lige nu cirka 30.000 udenlandske studerende i landet, og af de unge, der dimitterede i 2009, opholdt kun 61 procent sig i Danmark et år senere, viser tal fra Uddannelsesministeriet. Hvis blot 1.000 flere studerende ud af de i dag cirka 30.000 internationale studerende, der er i Danmark, vælger at blive, vil det gavne den offentlige økonomi med mellem 0,4 og 0,8 milliarder kroner hvert år, skriver Berlingske.
anfj@adm.ku.dk