Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Professor punkterer Novo-kritik

FORSKNINGSFRIHED - Information har kastet sit kritiske søgelys på de etiske retningslinjer, som Novo Nordisk Fonden forlanger, at forskere ved fondens kommende metabolismecenter ved KU skal overholde. Avisens udlægning af reglerne har mødt heftig kritik fra fonden og centret og KU, og nu mener en af avisens hovedkilder, at Information har gjort brug af hans synspunkter i en misvisende kontekst

Københavns Universitet skal beskytte Novos omdømme, lyder det i Information 4. maj. Avisen har studeret Novo Nordisk Fondens etiske standarder for forskning og finder dem opsigtsvækkende og kritisable.

»Novo Nordisk Fonden har for sine 885 mio. kr. til Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet (KU) købt sig til en pæn omtale af medicinalvirksomheden – eller i hvert fald tavshed, hvis kritiske aspekter af producenten eller dens produkter måtte dukke op i forskningen,« skriver Information.

Til illustration af historien bringer Information et udklip med titlen Novo Nordisk Fondens standarder for god forskningspraksis. Der er angivet fem punkter. Med gult har man fremhævet det nederste punkt, som lyder: »at beskytte Novo-gruppens omdømme«. Da forskerne på det kommende metabolismecenter skal skrive under på, at de vil efterleve Novo Nordisk Fondens etiske regler, er spørgsmålet: har KU givet køb på forskningsfriheden til gengæld for de mange rare penge? I artiklen giver to KU-forskere denne problematisering vægt med kritiske udtalelser om forskernes arbejdsbetingelser på det fondsbetalte center.

Men nu tager en af kilderne til Informations historie, professor Peter Harder, afstand fra avisens udlægning af hans synspunkter.

Konteksten holder ikke

Han mener, efter at have læst det etiske regelsæt i sin helhed, at Information har været »oversmart« i sin præsentation af Novo Nordisk Fondens ret til gribe ind over for forskningsfriheden.

»Jeg siger i artiklen, at hvis beskyttelse af Novo-gruppens omdømme betyder, at en forsker ikke må sige noget, fordi det kan skade virksomhedens interesse, så er det et problem,« siger Peter Harder. »Og det står jeg selvfølgelig ved. Men jeg mener, at artiklen har anbragt mine synspunkter i en misvisende kontekst.«

I mellemtiden har flere folketingspolitikere reageret på historien. De blæser til alarm for forskningsfriheden.

LÆS OGSÅ: Minister ind i sag om Novo-krav til Københavns Universitet, artikel i Information 5. maj 2010.

Både Novo Nordisk Fondens direktør, Birgitte Nauntofte, og en kommende forskningsleder ved centret, professor Thue W. Schwartz protesterer over udlægningen i Information.

Formål med regler og regler blandes sammen

Læser man Novo Nordisk Fondens hjemmeside, bliver det da også åbenbart, at Information ikke gengiver de etiske retningslinjer korrekt. I stedet har avisen ved at udelade det meste af teksten, fået Novo Nordisk Fondens formål med at have etiske retningslinjer til at fremstå som selve retningslinjerne.

Det står heller ikke i de egentlige retningslinjer, at forskere skal tie om medicinalfirmaet Novo eller dets produkter.

Thue W. Schwartz mener, at Information slet og ret manipulerer offentligheden ved at blande formålet med retningslinjerne og de reelle retningslinjer sammen. Hans synspunkt er også gengivet i Information 19. maj, hvor redaktionen svarer, at Thue W. Schwartz har ret i at illustrationen ikke er klar, men tilføjer: »Det ændrer dog ikke ved konklusionerne i artiklen.«

Informations chefredaktør Bent Winther forsvarer også andetsteds avisens præsentation og udlægning af Novo Nordisk Fondens etiske regelsæt. Både over for fondsdirektør Birgitte Nauntofte, med cc. til Folketingets Videnskabsudvalg, og direkte i et brev til Thue W. Schwartz, som har kritiseret avisens dækning.

Et primitivt krav om at beskytte Novos omdømme

I sit brev til Thue W. Schwartz skriver Bent Winther, at det er »uhørt at forskere skal være underlagt et primitivt krav om at beskytte Novo Nordisk omdømme. Om kravet er formuleret som en del af standarderne, eller det ligefrem er selve formålet med overhovedet at udarbejde standarderne, gør for mig at se ikke den store forskel. Jeg kan i hvert fald afvise, at vi har vi har forsøgt at manipulere med vores research.«

Bent Winther fremhæver i begge de breve, Universitetsavisen har set, at Information får støtte til sin udlægning af teksten hos velorienterede kilder.

»Som det fremgår af den nævnte artikel er det heller ikke en detalje, som de medvirkende kilder har hæftet sig ved. Flere ansatte og centrale aktører på Københavns Universitet har samme opfattelse. Det gælder lektor Claus Emmeche, der har studeret netop denne problematik og har skrevet en bog om forskningspolitikken i Danmark. Det gælder professor på Københavns Universitet Peter Harder, som er formand for Videnskabernes Selskabs forskningspolitiske udvalg. Og det gælder endelig forskningsdebattør og konsulent Emil Bier,« skriver Bent Winther til Schwartz.

Bent Winther tilføjer: »Det er muligt at disse meget velorienterede kilder har misforstået Novo Fondens hensigter med at beskytte Novo- gruppens omdømme, i så fald hører vi naturligvis gerne fra dem.«

Ingen grund til at kritisere underskrift på etiske retningslinjer

Men noget tyder altså på, at Bent Winther, i hvert fald delvis, gør regning uden vært, for hverken Peter Harder eller Claus Emmeche bakker fuldtonet op om avisens artikel.

»Nogle har læst Informations fremstilling som om jeg slutter mig til de andre citerede personer, der tager afstand fra aftalen – og derfor skylder jeg at præcisere, at sådan som jeg nu opfatter situationen, er der for mig at se ingen grund til at kritisere KU for at skrive under på disse betingelser,« siger Peter Harder.

Også lektor Claus Emmeche er kritisk over for Informations udlægning af Novo Nordisk Fondens etiske retningslinjer, men han understreger samtidig, at der fortsat er brug for at rette kritisk opmærksomhed mod centerkonstruktionen på Københavns Universitet.

»Det kan godt være, at Information har begået en fodfejl ved at vinkle så drastisk, men der er jo en grund til, at der kommer opmærksomhed og presse om den her centerkonstruktion,« siger Claus Emmeche.

»For der er så mange penge på spil og så mange muligheder for Novo Nordisk Fonden for at gøre sin indflydelse gældende,« siger Claus Emmeche. »Pressen har en væsentlig funktion ved at spille djævelens advokat og køre det tunge kritiske skyts frem, også i de tilfælde, hvor det efter afdækningen måtte vise sig, at i al fald alle formelle regler er overholdt.«

chz@adm.ku.dk

Seneste