Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
SPROGTABERLAND - Selv om søgningen på flere fag i år er steget markant, er der ikke flere penge til at levere varen til de nye studerende, siger franskprofessor Lene Schøsler til Poul Friis på Danmarks Radio P1.
Sprogfagene hiver efter vejret, mens ledelsen kommanderer yderligere nedskæringer. En negativ cirkel er sat i gang, og den truer med at udrydde alle sprogfagene.
Sådan er virkeligheden på sprogfagene på Københavns Universitet, ifølge Lene Schøsler, professor i Fransk. Som gæst hos Poul Friis i P1 Formiddag den 13. september udtrykte hun sin bekymring over tingenes tilstand på hendes Institut for Engelsk, Germansk og Romansk.
»Ledelsen har varslet en beskæring af budgetterne med en tredjedel, men som bemandingen er nu, så kan det kun lige løbe rundt. Yderligere nedskæringer vil også ramme både Engelsk, Tysk og Fransk,« siger Schøsler.
Der er ikke fokus fra politikernes side på, at sprog er så fantastisk vigtigt, siger hun. Og hvis nedskæringerne på sprogfagene fortsætter, ender Danmark med at blive en lille isoleret provins, hvor man ikke taler andet end engelsk. Og det på et pinagtigt lavt niveau.
»For eksempel ved klimatopmødet, som var en katastrofe for Danmark, var et af de store kritikpunkter, at ingen, bortset fra Connie Hedegaard, talte godt engelsk. Og samtidig var der ikke tolke nok. Det var en af grundene til, at det var så pinligt for Danmark at være vært for COP15.«
Lene Schøsler påpeger, at også regeringens bagland i Dansk Industri efterlyser folk med bedre sprogkundskaber. For dem, erhvervslivet samarbejder med i udlandet, vil helst kommunikere på deres modersmål.
Ifølge professor Schøsler er sprogfagene havnet i en ond cirkel, fordi politikerne fra starten har prioriteret forkert.
»I mange år har vi bedt om flere midler til undervisere, men regeringen valgte at oprette et akkrediteringsråd i stedet. Akkrediteringsrådet kom så frem til, at vi mangler undervisere, men nu har vi brugt alle pengene på akkrediteringsrådet,« forklarer hun og tilføjer, at problemet ikke er, at man ikke kan gøre sprogundervisning sexet.
»I år har der været 60 procents stigning i søgning til Fransk og 30 procent i Tysk. Brasiliansk i Århus er også populært, men når vi ikke kan levere mere end seks timers undervisning, så vælger folk fagene fra.«
Samtidig understreger Lene Schøsler, at mens færdiguddannede kandidater fra store humanistiske fag har problemer med at finde arbejde, så er det ikke tilfældet for sprogkandidater. Alligevel er det her, nedskæringerne primært finder sted.
Hør hele programmet med Lene Schøsler på P1 her.
ser@adm.ku.dk