Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
Kreativ jobsøgning — Det kan være svært at få foden indenfor i forskningsmiljøerne. Men Camilla Hejbøl Johansen har taget alternative metoder i brug. Hun håber, at hjemmehæklede kreationer kan bane vej til et forskerjob.
Er du også stødt på små, hjemmelavede tøjdyr rundt omkring på Københavns Universitets campus?
Det gjorde Uniavisens journalister, da vi gik den sædvanlige frokostrute ad Store Kannikestræde mellem Frue Plads og Købmagergade tirsdag 9. januar.
Her var pludselig dukket et lille, hæklet tøjdyr op i et lavthængende vindue i en af gadens gamle bygninger. Den hjemmelavede kreation var placeret sikkert i ly for regnen under en plasticpose og ledsaget af en seddel med beskeden:
»PSST! Godt du fandt mig. En lille kreation du har fundet på din vej. Tag den endelig med, den kan bo hos dig. Og måske man kunne tænke sig, at du har mulighed for at hjælpe mig?«
Jeg drømmer om at mindske ulighed i sundhed. Jeg drømmer om at øge trivsel blandt børn og unge. Jeg drømmer om at gøre en forskel for mennesker
Camilla Hejbøl Johansen
Den lille figur med den flaskepostlignende funktion stammer fra Camilla Hejbøl Johansen, der blev uddannet i folkesundhedsvidenskab på Syddansk Universitet i januar 2023, og som gerne vil være forsker.
»Jeg drømmer om at mindske ulighed i sundhed. Jeg drømmer om at øge trivsel blandt børn og unge. Jeg drømmer om at gøre en forskel for mennesker,« skriver hun i ledsagebrevet, der også opfordrer finderen til at tage kontakt, hvis vedkommende kan hjælpe hende videre mod drømmen.
Hæklenålen har været ferm, for Camilla Hejbøl Johansen har lagt 40 små kreationer rundt omkring i København, fortæller hun, da vi fanger hende på telefonen.
»Jeg har placeret en masse på forskellige KU-campusser, især omkring Panum og Frue Plads. Jeg har også lagt nogle stykker ved Statens Institut for Folkesundhed, Sundhedsministeriet, Industriens Hus, ved Nørreport og på Gentofte Hospital.«
Forskerdrømmen startede, da Camilla Hejbøl Johansen var i praktik på forskningsafdelingen for hjertesygdomme på Gentofte Hospital.
»Jeg kom under vingerne på nogle vanvittigt dygtige sygeplejersker og forskere, og her blev jeg grebet af lysten til at fordybe mig. At undersøge alt, hvad der var publiceret og derfra arbejde videre for at blive endnu klogere,« siger hun.
Senere fik Camilla Hejbøl Johansen studiejob på Statens Institut for Folkesundhed, hvor hun blev bekræftet i, at det er forskningsvejen, hun vil gå. Men det seneste år har hun erfaret, at det ikke er ligetil at sparke døren ind til forskningsmiljøerne. Hun har søgt flere stillinger, herunder ph.d.-stillinger, men har endnu kun fået afslag.
»Som jeg også skriver på min lille følgeseddel, er jeg mor til tre. Og det er ikke noget, der begrænser hverken min fleksibilitet eller effektivitet – overhovedet! Men det betyder selvfølgelig, at jeg ikke har arbejdet så meget sideløbende med studiet, som andre måske har,« siger hun og tilføjer:
»Jeg har ofte fået afslag på job med den begrundelse, at jeg mangler erfaring.«
Oplever du generelt, at det kan være en hæmsko at have en familie, hvis man gerne vil gøre forskerkarriere som kvinde?
Jeg har truffet et valg om at stifte familie under studiet, og det har naturligvis de konsekvenser, at jeg har arbejdet mindre end mine medstuderende
Camilla Hejbøl Johansen
»Det er et sindssygt godt spørgsmål, som jeg har stillet mig selv flere gange. Jeg har aldrig fået at vide, at jeg bliver sorteret fra, fordi jeg er mor. Og jeg ønsker bestemt ikke at give indtryk af, at det er synd for mig, eller noget i den stil,« siger Camilla Hejbøl Johansen og fortsætter:
»Jeg har truffet et valg om at stifte familie under studiet, og det har naturligvis de konsekvenser, at jeg har arbejdet mindre end mine medstuderende.«
Men skulle der nu alligevel gemme sig en potentiel arbejdsgiver, der frygter for mindre fleksibilitet på grund af børn, vil Camilla Hejbøl Johansen gerne understrege:
»Måske er der nogen, som tror, at jeg ikke kan arbejde sent og den slags, fordi jeg har børn. Og det er lidt frustrerende, når jeg jo ved, at vores familieliv er indrettet på en måde, hvor både min mand og jeg er superfleksible.«
Camilla Hejbøl Johansen var tilfældigt faldet over et opslag på Instagram, hvor en kvinde, som arbejder på et krydstogtskib, havde hæklet små dyr og placeret dem som humørspredere på steder, hvor skibet lagde til.
»Jeg ved ikke helt hvordan, men pludselig fik jeg koblet det til ideen om at være mere kreative i min jobsøgning. Måske kan jeg råbe andre op på den her måde,« siger hun.
De små tøjdyr har i skrivende stund befolket det offentlige rum i to døgn. På følgesedlen er der indsat en QR-kode, som linker til Camilla Hejbøl Johansens LinkedIn-profil, hvor man kan finde en reel, der viser processen bag den kreative jobsøgning.
»Der er endnu ingen, der har kontaktet mig direkte, men jeg kan se, at der er flere, som har besøgt min profil. Mit opslag er også blevet delt et par gange,« siger Camilla Hejbøl Johansen.
Allermest drømmer hun om, at der åbner sig en mulighed, hvor hun kan få lov til at forske i børns sundhed.
»Jeg har selv tumlet en del med mit mentale helbred, da jeg var yngre, så børn og unges mentale sundhed er klart en hjertesag for mig. Børn er uskyldige individer, der bliver kastet ud i et samfund, som står over for enormt mange udfordringer. Det er virkelig et område, hvor jeg gerne vil bruge mine kompetencer,« siger hun.
Da Uniavisens journalister går den sædvanlige rute ad Store Kannikestræde den følgende dag, er den lille installation med tøjdyret væk.
Måske er det blevet samlet op af en person, som kan hjælpe Camilla Hejbøl Johansen videre mod drømmejobbet?