Rå økonomistyring truer sprogfag

Fakultetsledelsen med Kirsten Refsing i spidsen har udformet en ny budgetmodel, som viderefører den rene økonomitænkning på en måde, der udgør en direkte trussel mod eksistensen af de sprogfag, som dekanen, Dansk Industri og en række politikere i skøn forening har talt om at styrke.

LÆS: dokumentet, som er stridens kerne.

Kernen i forslaget er, at den rene samlebåndsmodel føres direkte ned på de enkelte institutter. Sprogfagene er som udgangspunkt dyrere at undervise i og kræver en ekstra arbejdsindsats af de studerende, fordi der (sammenlignet med fx dansk og historie) er et behov for sproglig træning, som kommer oven i selve indholdet – men taxameteret ligger alligevel sammen med de fleste humanistiske fag helt i bund på den laveste takst.

Tidligere lå sprogfagene på et højere niveau, men det blev i 2007 afskaffet, uden at man kunne få anden forklaring end ’forenkling’.

Sprogfagene holder for

Den nuværende budgetmodel indebærer en vis kompensation, som man nu vil afskaffe – og taberne er éntydigt sprogfagene. Vi har ikke kunnet få nogen indholdsmæssig begrundelse, men blandt principperne står, at den nye model har en klarere ’incitamentstruktur’. I vores tilfælde betyder det, at vi opmuntres til at holde op med at undervise i sprog, for det kan ikke betale sig.

Der har i den seneste tid været en debat om den rå økonomistyrings trussel mod den indholdsmæssige mangfoldighed, også på Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet (KU).
Nogle ville nok betragte dem som en luksus – men ingen bestrider sprogfagenes betydning for det danske samfund.

Sprogfagene har den laveste arbejdsløshed på fakultetet, nemlig 3,5 procent, cirka halvdelen af den gennemsnitlige humanistarbejdsløshed. Hvis man ser på de områder, der har mest gavn af omfordelingen, ligger deres arbejdsløshedstal markant højere.

Destruktivt samspil mellem politikere og universitetsledere

Vi har her et markant udslag af det destruktive samspil mellem politikere og universitetsledelser, når det gælder den reelle kvalitet af undervisningen (på de områder der ikke får gavn af de nye strategiske cigarkasser).

Allerede sidste år blev det klart, at det generelt er en underskudsforretning at undervise med de takster, universiteterne får. De er lave, og de bliver nedsat med to procent hvert år. Politikerne erkendte sidste år problemet ved at sætte taksten lidt op – men bevillingerne til universitetet er skruet sådan sammen, at der alligevel bliver færre penge til undervisning.

(I øjeblikket har vi på Instituttet et udvalg, der er blevet pålagt at vise, hvordan vi har brugt de penge, vi ikke fik, til at give de studerende mere undervisning.)

Bureaukratisk monster på KU

Denne protest gælder ikke politisk besluttede nedskæringer, der foretages med åbne øjne. Den gælder det bureaukratiske monster, man har iværksat med de nye styringsformer, og som med sikkerhed betyder, at samfundet får mindre gavn af universiteterne, end man kunne.

Alle, også erhvervslivet, er enige om, at det vigtigste universiteterne leverer, er de højt kvalificerede kandidater, som samfundet skal bruge. Betingelserne for at levere dem er blevet støt forringet, også i de opgangstider, hvor man skulle høre på en evindelig snak om verdensklasse.

Vi blev mindet om det, da der kom en internationalt rekrutteret rektor for Handelshøjskolen i København (CBS) og påpegede dette paradoksale faktum. CBS har følt sig nødsaget til at skære drastisk ned på deres sproguddannelser – og det kunne politikere måske leve med ud fra en forestilling om, at der jo også fandtes sproguddannelser på KU.

I år er det under almindeligt bifald lykkedes os på KU at tiltrække et stærkt øget antal af nye studerende i sprog som fransk og tysk. Men nu er det sproguddannelserne på KU, der trues af ødelæggende nedskæringer uden nogen påviselig begrundelse. I runde tal, så vidt man kan regne på det skitsemæssige oplæg vi har fået, mister sprogfagene en tredjedel af de nuværende (utilstrækkelige) bevillinger.

Det kan simpelthen ikke være rigtigt.