Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Udland
Har Obama en politik for Afghanistan-krigen – ud over at udvide den til at omfatte Pakistan? Og har han et svar på Irans provokationer? Hvis politik handler om at vælge, er Obama enten en meget dårlig eller en meget usædvanlig politiker. For hvad der kendetegner hans rastløse første måneder i embedet, er netop en overflod af initiativer og en tilsvarende mangel på resultater.
Der har både været gode og dårlige nyheder fra Skandinavien til præsident Barack Obama.
Selvom Obama fik Nobelprisen, så fik præsidenten ikke de Olympiske Lege til Chicago. Det var ikke hans skyld. Ifølge Politiken kunne Chicago aldrig have vundet, fordi medlemmerne af den Internationale Olympiske Komite (IOC) ville give imperiet en lærestreg ved at stemme for alle andre kandidater end præsidents hjemby.
IOC er jo ikke ligefrem kendt for sine oplyste beslutningsprocesser, så for os andre var det lidt svært at gennemskue på forhånd. Men har USA ikke indtil flere efterretningstjenester, en udenrigstjeneste eller andre professionelle, som kunne fortælle præsidenten det?
Tilsyneladende ikke, for Barack, Michelle, Oprah og alle de andre mødte op og lod sig ydmyge. Først af IOC og så af lederskribenterne hjemme i USA bagefter. Som New York Times lidt opgivende bemærkede: ’næste gang I ønsker at spille hasard med præsidentens tid, så tænk jer om først’. Hvis det ikke var Obamas skyld, så var det i hvert fald hans stabs skyld.
At tabe kampen om OL har selvfølgelig ingen betydning for USA’s stilling i verden, men at Obama overhovedet kom i en position, hvor det blev hans ansvar, at Chicago ikke blev værtsby for OL, siger meget om hans måde at være politiker på. OL var vigtigt for Obama, for Obama er gjort af symboler. Han er den sorte mand, som flyttede ind i Det Hvide Hus. Han er juraprofessoren, som vil genoprette retfærdigheden i kampen mod terror.
Amerikanerne valgte manden, som i kraft af sin ethos og sine talegaver kunne få dem til at tro på forandring af et samfund, der levede af overtrækket på kreditkortet, og som havde sat sin moralske autoritet på spil i verden omkring sig. Netop fordi så meget af præsidentens appel er symbolikken omkring hans person, så står og falder hans embedsperiode med, hvordan han forvalter sit løfte om forandring.
Det har hans stabschef tydeligvis indset. Inden for det første halve år besluttede Obama sig således for at indføre sygeforsikring, overtage bilfirmaer, føre en så ekspansiv finanspolitik, at det ifølge den altid observante Jon Stewart (vært på tv-satireprogrammet The Daily Show, red.) nu er sådan, at ’billionen er den nye milliard’ i Washington. Og det var bare indenrigspolitikken.
På det udenrigspolitiske område har Obama talt for afskaffelsen af atomvåben, reduceret ambitionerne om et missilskjold, sat Israel stolen for døren, fokuseret på Irans atomprogram, besluttet sig for tilbagetrækning fra Irak og sendt flere styrker til Afghanistan.
Hvis politik handler om at vælge, er Obama enten en meget dårlig eller en meget usædvanlig politiker. For hvad der kendetegner hans rastløse første måneder i embedet, er netop en overflod af initiativer og en tilsvarende mangel på resultater. Den ekspansive finanspolitik har måske nok holdt USA væk fra afgrunden, men krisen er der stadig. Sygeforsikringsreformen bliver måske nok til noget, men bliver resultatet det, som Obama ville? Atomvåben får han ikke afskaffet. Kan han være sikker på, at Irak vil være stabilt nok til, at en tilbagetrækning er mulig? Og hvordan løser han den strategiske gåde, som Afghanistan er? Og hvad med Iran?
Præsident Obama har enten taget eller står over for at tage tre beslutninger, som vil forme hans udenrigs- og sikkerhedspolitik:
1. Måske var den vigtigste beslutning, som Obama tog i de forløbne måneder, beslutningen om tilbagetrækningen fra Irak. Her skete det omvendte af, hvad der hændte ham i København. I Bagdad har de amerikanske styrker etableret et fundament – hvor skrøbeligt det end måtte være – for at opbygge et nyt Irak. De udenrigspolitiske muligheder, som et Irak allieret med USA ville give, og som Bush-regeringen drømte om i foråret 2003, er nu rent faktisk inden for rækkevidde. Men Obama valgte ikke at udnytte dem. For Obamas regering var Irak symbolet på Bushs udenrigspolitik, og derfor var det vigtigere at trække sig ud end at score gevinsten.
Læs resten af artiklen hos Ræson