Ralf Hemmingsen fylder 60

Københavns Universitets rektor nummer 250 er den første af slagsen, der ikke er demokratisk valgt. Men det er jo sådan set ikke hans skyld.

Og skal man tro de studerende, som ellers normalt går forrest, når universitetsledelsen skal kanøfles, så har rektor både udvist demokratisk omhu og respekt for den interne ytringsfrihed.

Har taget ved lære

»Godt nok er han ikke valgt demokratisk til sit job, men han er god til sit job,« siger Studenterrådets formand Mattias Friis Jørgensen til Jyllands-Posten.

Ralf Hemmingsen roses især af de studerende for at trække i land, da universitetsledelsen sidste år besluttede at lukke den trykte udgave af Universitetsavisen.

Der viste rektor, at »han er blevet klogere på værdien af den interne debat og ytringsfriheden,« som Mattias Friis Jørgensen formulerer det i Politiken.

Saglig mand

Hemmingsen er den første rektor, som har skullet navigere i det politiske minefelt, der udgøres af universitetsloven fra 2003 og dens ideer om selvforvaltning under en eksternt domineret bestyrelse på den ene side, og på den anden et forskermiljø, som har mistet sin traditionelle magt og – i perioder – er ekstremt kritisk over for Københavns Universitets stadigt mere virksomhedslignende ledelsesform.

Den situation fordrer balancekunst, og at man kender sine sager; den universelle dom over Ralf Hemmingsen er, at han kan sit stof. Han er ikke bange for at supplere sin direktør i administrative redegørelser over for bestyrelse og andre interessenter.

Og han er mand for at deltage i spillet om finanslovsbevillinger, hvor han indædt gør opmærksom på, hvor KU fattes penge, uden dog at gøre sig så upopulær hos politikerne, at der ikke fra tid til anden lander et par milliarder til nye laboratorier og andet rart.

Lavmælt kommandant

Ralf Hemmingsen er med sin stilfærdige facon en saglig øverstkommanderende, der inkarnerer tørt vid med sit sprog, der krydres jævnt med anglicismer og kringler sig af sted i løst turnerede sætninger.

Alligevel vil den person, der lige lader ordene falde på plads mellem ørerne, kunne spore en næsten paradoksal ligefremhed, der slet ikke er så almindelig hos ledere af tunge samfundsinstitutioner.

Når Københavns Universitet – ganske ofte – slår dørene op for dignitarer fra den politiske og videnskabelige verden, overlader Ralf Hemmingsen ordet til sin næstkommanderende, prorektor Lykke Friis

Spilfordeling

Friis, som må siges at være det dynamiske, udadvendte element i duoen, har imidlertid ingen problemer med at forstå sin chef. Hemmingsen kan skære ind til benet, som kun en læge kan, som hun billedrigt udtaler i Politiken:

»Han kan … fokusere og uddrage essensen af en hel afhandling, så den kan stå i en enkelt sms – og så stadig have plads til en vittighed.«

Ralf Hemmingsens karriere som guldmedaljebelønnet student siden professor og flittig videnskabelig forfatter (med over 150 artikler i bagagen) begyndte i 1968. Studenteroprøret samme år fik dog aldrig sit tag i Hemmingsen, som blev færdig som på Helge Sandersk kommando. Ikke dårligt.

Tillykke, Ralf.

chz@adm.ku.dk
ser@adm.ku.dk