Ralf Hemmingsen: min tid som studerende

Ralf Hemmingsen er speciallæge i psykiatri og dimitterede fra Medicin i 1975. Han har været rektor ved Københavns Universitet siden 2005.

Hvad husker du bedst fra din studietid?
»Ud over visse faglige ting, der har sat sig fast, husker jeg bedst de rejser, jeg var på med mine studiekammerater i alle de pauser, vi havde. Vi tog på nogle relativt korte ture til steder i Europa, hvor der skete noget; Paris, Madrid, Berlin, som dengang var delt. Nogle gange kørte vi, andre gange sparede vi sammen til en flybillet. Det var ikke så normalt dengang, som det er i dag, men her fik vi en bredere vinkel på tilværelsen og lærte om kunst og kultur.«

Fortæl om den sjoveste oplevelse, du havde som studerende på KU.
»Direkte morsomt var det jo ikke, men jeg havde nogle mere kuriøse oplevelser. Det var i den grad en anden tid, og der skete indimellem pudsige ting. Jeg startede i 1968, men det mærkede vi nu ikke meget til på Medicin, hvor oprøret blev tiet ihjel. Da 800 studerende den første dag samledes i et auditorium, blev vi mødt af en ærværdig professor med gråt hår og skæg, som løftede hænderne som tegn på, at vi skulle rejse os, da han kom ind. Så sagde han: »Jeg hilser eder som vordende kolleger,« og det var jo en yderst venlig velkomst, men efter førsteårsprøven var der kun 300 studerende tilbage.

Andre gange kunne professorerne få nogle groteske raserianfald og overfalde og udstille studerende. I dag ville det blive opfattet som chikane, men dengang var der andre grænser for, hvad lærerne kunne tillade sig at sige. Nu er der måske en risiko for, at det hele bliver for glat og flinkt. Hvis man eksempelvis dumper et fag og står der med sit 00 og tænker, hvor fanden kom det fra. Vi fik det at vide, hvis vi ikke kunne vores stof.«

Hvad lavede du efter skoletid?
»Vi var en gruppering, der gik ud at spise og drak bajere sammen. Jeg husker det ikke, som om det var bundet til universitetet. Efter at have bestået andet år blev jeg gymnasievikar i Roskilde, hvor jeg i fire år underviste i biologi to dage om ugen. Det tjente jeg rigtig gode penge på, og det var med til at sponsorere rejserne.

Men jeg havde også nok at lave. Dengang var studiet vist normeret til seks et halvt år, og jeg endte med at bruge syv. Under et ophold på en kirurgisk afdeling lavede vi en revy, hvor jeg var med til at skrive teksterne. Den kunne lægerne godt lide, så vi havde nemmere ved at få vikariater bagefter.«

Hvordan har du kunnet bruge dit studium i dit senere liv?
»Faget var jo en forudsætning for min forskningskarriere og mit professionelle liv. Men jeg har altid haft en interesse for samfundsformer og politik, og det var nok denne optagethed, der fik mig til at specialisere mig i psykiatrien, der netop har grene til samtidens samfund. Samtidig udviklede jeg gennem studietidens kulturelle rejser en amatøragtig kærlighed til det humanistiske område, som blev en eksistentiel udvidelse af min horisont, og det er disse andre dimensioner, der har været afgørende for, at jeg senere blev leder og nu har været det i mange år.«

Hvordan får man ifølge dig mest ud af sin studietid? Hvordan er man en »god« studerende?
»Man skal kunne koncentrere sig om det faglige, så man ikke føler sig som en fremmed fugl i sit eget fagområde, men man bør heller ikke se bort fra det sociale og muligheden for at få supplerende indsigter gennem interaktionen med andre. Og så er det immervæk en stor fordel at nå at få erfaring med job og de præmisser, der gør sig gældende på en arbejdsplads. Endelig skal man komme frem af busken og aktivt forsøge at få kontakt til eksperterne inden for ens felt, hvis man har lyst til at forske.

Selv om der er flere studerende nu end tidligere, er der ikke flere, end at man stadig kan finde undervisere, der gerne vil tale med en, så man skal gøre brug af kontortiderne. Sammen med en kammerat blev jeg på et tidspunkt smidt ud af en professor, da vi henvendte os til ham, fordi han ikke mente, vi vidste nok. Men det ville vi ikke finde os i, så vi ringede ham op og truede med at klage til rektor. Ti minutter efter var vi tilbage på hans kontor, og det endte lykkeligt. Han blev en glimrende vejleder, og vi skrev flere artikler for hans afdeling. Hvis vi var stået af der, var jeg aldrig blevet forsker, så man skal ikke tage et nej for et nej.«

therese.hjorth@adm.ku.dk