Rart med en almindelig arbejdsuge

Midt under interviewet ringer Ida von Arenstorffs telefon. Det er hendes kæreste, Hjalte, som netop er gået ned for at handle. De får gæster i aften, og lige nu står han lettere desorienteret foran frysedisken i supermarkedet, og er i tvivl om han skal købe en hel pakke is eller bare nogle isbåde. Grinende og med stort overskud tager hun sig god tid at sætte sig ind i kærestens sjælekvaler, men ender med at sige, at det er op til ham.

Tid og overskud er også noget Ida von Arenstorff har masser af dette semester. Tidligere tog farmacistudiet og arbejde det meste af hendes tid, men i øjeblikket har hun hverken undervisning, forberedelse eller arbejde. I stedet bliver alt fokus lagt på de 37 ugentlige laboratorietimer, som er en del af den speciale-proces, hun indledtee på for blot to uger siden. At hun ikke bruger tid på andet end at studere celler gennem et mikroskop giver overskud til at prioritere kæreste, venner og familie mere end tidligere.

»Det er virkelig fedt, for da jeg var almindelig studerende, havde man jo hele tiden den her dårlige samvittighed. Der havde jeg nogle uger, hvor det var 25 timer skemalagt med øvelser og undervisning. Oven i det, var der så forberedelsen. Så det er rigtig rart, at det nu er skrumpet ned til en almindelig arbejdsuge,« smiler hun.

Vigtigere ting end arbejdet

Ida von Arenstorff har været kæreste med Hjalte i »ret lang tid,« som hun selv udtrykker det. Men ind i mellem har det været svært at få studie-arbejde-fritids-kabalen til at gå op, indrømmer hun.

»Man kan godt få det hele til at balancere med kæreste, studie og job, men det er ikke altid så fedt, og man kan let blive stresset og synes, at det ikke er specielt sjovt. Og på et tidspunkt får man nok af at løbe rundt,« fortæller hun.

Det tidspunkt var for Ida von Arenstorff november 2012. Indtil da arbejdede hun 10-15 timer om ugen ved siden af studiet. Hun var ansat i Det Britiske Handelskammer, hvor hun i fire år arbejdede som administrativ assistent. Arbejdet var ikke specielt studierelevant, men hun var glad for det. Alligevel nåede hun til et punkt, hvor det blev for meget.

»I vinter havde jeg en rigtig voldsom eksamensperiode, så jeg stoppede med at arbejde i november. Og nu skriver jeg så speciale på fuldtid, og de to ting kan jeg ikke kombinere,« fortæller den 25-årige farmaci-studerende, der har bedrevet forskning i Australien på et tidligere semester.

Hun overvejer at fortsætte på ph. d.-uddannelsen og prioriterer derfor sit speciale højere end arbejde ved siden af studierne. Det er blevet muligt på grund af den høje SU.

»SU-niveauet har passet mig rigtigt godt. Jeg ville studere, selvom der ikke var en SU, for jeg synes det er så givende at læse. Men det er sjovt at fortælle om vores system i udlandet. De bliver altid overraskede over at høre, at vi får penge for at studere, men når de så hører om skatteprocenten forsvinder noget af beundringen, men jeg tror alligevel, de synes, det er et godt system.«

Kollektive glæder

Ida von Arenstorff bor i cirka 80 kvadratmeter stor treværelses andelslejlighed på Frederiksberg, som hun købte sammen med sin kæreste for godt to år siden. De boede på samme gang på Rigshospitalets Kollegium i tre år, men blev på et tidspunkt trætte af kollegielivet.

»Jeg synes det var fedt at bo på kollegium, men på et tidspunkt blev jeg træt af at vågne kl. 3 onsdag morgen, fordi der blev spillet vildt høj musik. Jeg har været fuld torsdag, fredag og lørdag, så jeg følger ligesom jeg har prøvet det,« siger hun og fortsætter.

»Da vi så skulle flytte ville jeg helst have noget leje, men min kæreste sagde ’så gør vi det sgu ordentligt,’ og efter et års søgen købte vi så vores lejlighed .«
Købet er blevet finansieret med et andelslån i banken suppleret med SU-lån. Tilbage i 2011 arbejdede både Ida og Hjalte en del for at have nogle solide lønsedler at overbevise bankrådgiveren med. I dag er lønsedlerne ikke helt så overbevisende. Til gengæld er dele af de kollektive glæder vendt tilbage til hendes tilværelse. For hun og Hjalte har fået en room mate:

»Vi lejer det ene værelse ud. Hvis vi skulle have haft lejligheden for os selv og samtidig have mulighed for at betale af på lånet, skulle vi have købt noget mindre. Det kunne selvfølgelig være rart at kunne vade nøgen ud i køkkenet om morgenen og lave røræg, men det går bare ikke når man bor sammen med andre, siger Ida von Arenstorff, der på trods af kun at være på SU alligevel kan få betalt lidt af på lånet.

Hun har nemlig søgt en række legater. Får hun dem kan lånet blive betalt af hurtigere end de 30 år hende og Hjalte regner med, det vil tage, men endnu ved hun ikke, om hun får dem. Lige nu glæder hun sig bare over at kunne prioritere kæreste og karakterer højt.

Uni-avis@adm.ku.dk