Reformbølge får universiteter til at hive efter vejret

Dansk forskningspolitik har siden årtusindskiftet gennemgået en række afgørende forandringer, der har givet genlyd selv uden for landets grænser. Fra at være anset som et lidt nølende land på forskningspolitikkens område fremstår Danmark nu som et af de mest forandringsivrige. Resultatet er en universitetssektor, der i mange henseender fremstår styrket, men som samtidig også har en række fundamentale udfordringer.

Sådan lyder den overordnede konklusion i ny bog om Dansk forskningspolitik efter årtusindskiftet, som Aarhus Universitetsforlag har sendt ud til politikere og andre forskningspolitiske nøgleaktører.
Bogen gennemgår reform for reform årtiets store forandringer med udgangspunkt i omfattende undersøgelser fra Dansk Center for Forskningsanalyse ved Aarhus Universitet og giver for første gang et overblik over nyere dansk forskningspolitik.

Selv om den offentlige forskning har nydt godt af øgede bevillinger og positiv politisk opmærksomhed i nullerne, har debatten om universiteterne paradoksalt nok ofte haft et negativt præg med fokus på opsigtsvækkende enkeltsager som Penkowa- og Koldausagen eller protester mod universitetsloven og magtfuldkomne ledelser.

Et påtrængende spørgsmål har derfor været, hvordan en tilsyneladende succeshistorie om øgede bevillinger og positive forventninger er blevet til en fortælling om kontroverser og konflikter, fortæller ph.d. og postdoc Kaare Aagaard om nogle af hovedpointerne i undersøgelsen, som han har været primus motor for sammen med sin kollega fra Dansk Center for Forskningsanalyse, Aarhus Universitet, Niels Mejlgaard.

Drivkræfterne bag reformbølgen

Tidligere var forskningsområdet præget af, at forandringer kom gradvist og ofte blev forsinket af kraftig modstand. Men siden årtusindskiftet er mange og omfattende reformer indført på meget kort tid.

»Der er virkelig blevet rørt ved nogle af de helt centrale institutioner på området,« siger Kaare Aagaard.

Han tænker ikke blot på universitetsloven fra 2003, der gjorde op med 500 års selvstyre på universiteterne, men også på fusionsbølgen, der reducerede antallet af universiteter fra 12 til otte, samt ændringerne i finansieringssystemet, der har øget andelen af eksterne midler på bekostning af de såkaldte basismidler, som universiteterne selv kan råde over.

Reformiveren skyldes forestillingen om, at industrisamfundet er ved at udvikle sig til et videnssamfund, hvori universiteter og forskning spiller en nøglerolle.

Samtidig har en række forvaltningspolitiske modeller under inspiration fra New Public Management-filosofien budt sig til med anvisninger på, hvordan offentlige institutioner kan effektiviseres gennem øget konkurrence og resultat- og kontraktstyring.

»Det er netop sammenløbet af forestillingen om videnssamfundet med New Public Management-filosofien, som skaber forandringsdynamikken og rusker op i et område, som traditionelt har været meget præget af kontinuitet,« pointerer Kaare Aagaard.

Vindere og tabere

Her ligger en del af forklaringen på de mange protester fra ansatte og studerende. Men modviljen skyldes også, at udviklingen har haft sine vindere og tabere.

»Nogle områder har oplevet at få flere midler, andre har oplevet det modsatte, og dette billede kan ikke bare observeres mellem de enkelte hovedområder, men i mange tilfælde endda også inden for enkelte discipliner,« siger Kaare Aagaard.

»Der er sket en forskydning fra basismidler, som fordeles nogenlunde ligeligt internt på universiteterne, i retning af konkurrenceudsatte midler inden for strategiske områder. Hvor der har været politiske satsningsområder, har man oplevet vækst. Andre har oplevet, at hverdagen er blevet mere presset, også fordi der er kommet flere bindinger på den faldende andel af basismidlerne,« forklarer Kaare Aagaard.

Medarbejdere kørt over

Ifølge bogens forfattere synes udviklingen at være gået for langt og for hurtigt, og medarbejdere har med rette følt sig kørt så grundigt over, at det har fået en historisk set uovertruffen økonomisk styrkelse af sektoren til at drukne i konflikter og kontroverser.

»Det oplever vi selv på Aarhus Universitet i øjeblikket, hvor fusionerne med DPU, Handelshøjskolen og sektorforskningsinstitutionerne har ført til en omfattende reorganiseringsproces. Forsøget på at ændre både strukturer og administrative systemer på relativt kort tid har skabt store frustrationer blandt mange medarbejdere, hvilket ledelsen da også er opmærksom på,« siger Kaare Aagaard og tilføjer, at han og andre medarbejdere måske får en anden oplevelse med tiden, for omkostningerne ved en fusion mærkes øjeblikkeligt, mens eventuelle gevinster først vil vise sig senere.

»I øjeblikket føler mange sig usikre på deres rolle og funktion. Bedre bliver det ikke af, at oplevelsen af at have medindflydelse er blevet mindre i takt med at institutterne er blevet større. Der er simpelthen blevet længere mellem top og bund både på de enkelte institutter og inden for universiteterne som helhed, oplever mange.«

Uklart facit på reformbølgen

Om den danske universitetsverden er blevet styrket eller svækket af de mange reformer efter årtusindskiftet er svært at svare på, mener Kaare Aagaard.

»Det afhænger af øjnene, der ser, og hvor i systemet man er placeret,« siger han.

Ud fra objektive parametre såsom placering på internationale ranglister og opgørelser over antal citationer klarer den danske universitetssektor sig særdeles godt. Problemet med den type opgørelser er bare, at de i sagens natur er bagudrettede.

»På den ene side kan der argumenteres for, at sektoren er blevet markant styrket, hvis man måler på midler, ansatte, output, relationer og politisk betydning. På den anden side er der naturligt fulgt flere og højere krav med væksten i midler, men det er imidlertid krav, der ofte peger i hver sin retning og kan være i modstrid med hinanden,« siger Kaare Aagaard.

Aktuelle udfordringer

Forskningspolitikkens aktuelle udfordringer handler derfor efter hans opfattelse nok så meget om at balancere modstridende hensyn.

»Den frie forskning og den forskningsbaserede undervisning er kommet under pres på grund af udhulingen af basismidlerne. Samtidig virker det imidlertid også velbegrundet i et vist omfang at styrke strategiske forskningsområder med udgangspunkt i samfundsmæssige udfordringer. Hvordan balancen skal være, er uafklaret og vil også fremover være et af de centrale stridspunkter i forskningspolitikken,« mener Aagaard.

Det samme gælder diskussionen om, hvordan man skal belønne de forskellige typer forskning for at tilskynde til øget produktion.

»Der er en tendens til, at det enten er de rent akademiske artikler i internationale tidsskrifter eller de markedsnære former for output i form af patenter og spin off-aktiviteter, der belønnes. Alt herimellem har fået sværere kår,« siger Kaare Aagaard, som advarer mod tendensen til at fokusere på de målbare resultater på bekostning af den vanskeligt kvantificerbare grundforskning med mere diffus nytteeffekt.

Endelig gælder det, at der med universitetsloven og fusionerne nok er skabt stærkere og mere prioriteringsvillige organisationer med færre og større enheder. Prisen har til gengæld været, at medarbejderne har fået mindre indflydelse, og afstanden mellem top og bund er øget på alle niveauer.

Universiteternes samfundsopgave

Selv om de ansatte sukker efter mere stabilitet, er der generelt intet der tyder på, at forandringshastigheden sættes ned.

»Tværtimod oplever man ikke blot i Danmark, men også internationalt, at den såkaldte Triple Helix-model, altså trekanten mellem universiteter, erhvervsliv og stat, ikke helt har givet de gevinster, man håbede på. I OECD og hele EU leder man efter nye modeller at drive universiteterne efter, så også politisk er der stor rådvildhed om den fremtidige organisering af forskningsområdet,« siger Kaare Aagaard.

Der er kommet øget opmærksomhed på undervisningen, og det signalerer en lidt mere balanceret politisk tilgang til universiteternes kerneopgaver, men er ikke udtryk for en nedprioritering af forskningen i forhold til den tidligere regerings politik, mener Kaare Aagaard.

»Helt overordnet må vi konstatere, at opfattelsen af universitetets rolle i samfundet fremstår uændret efter regeringsskiftet,« mener Kaare Aagaard.

Der er måske tegn på lidt mindre detailstyring, ikke mindst i forbindelse med udviklingskontrakterne, hvor der nu opereres med færre og bredere mål, men grundlæggende er målene for sektoren fastholdt.

Til gengæld er der ingen tvivl om, at synet på universiteternes rolle har ændret sig markant siden årtusindskiftet. Opfattelsen af universitetet som dannelsesinstitution efter Humboldts tanker er ændret for længst.

»Hvor man tidligere havde en forståelse af at forskningsresultater ofte først på lang sigt kunne have gavnlige samfundseffekter, vil man nu gerne opmuntre til umiddelbar anvendelighed. Helge Sander-sloganet ’fra forskning til faktura’ er nok det bedste eksempel på den tankegang,« siger Kaare Aagaard.

Skrækeksempel eller rollemodel?

Og det tankesæt trives åbenbart også godt i andre EU-lande.

»Når jeg er i udlandet, oplever jeg virkelig stor interesse for de danske reformer fra både forskere, administratorer og politikere,« fortæller Kaare Aagaard.

»I politiske kredse trækkes Danmark ofte frem som lidt af en rollemodel. Det er faktisk lykkedes at ændre en meget forandringsresistent sektor inden for kort tid. Det giver anseelse hos beslutningstagere og uddannelsesplanlæggere i OECD og EU-kredse, fordi Danmark samtidig klarer sig så godt i publiceringsmæssig henseende.«

Blandt mange universitetsansatte bruges Danmark derimod som det store skræmmeeksempel på, hvad neoliberale reformer betyder for medindflydelsen og forskningsfriheden.

Samlet er der dog ofte hos både de positivt og de negativt indstillede en relativt begrænset viden om, hvad der faktisk er gennemført, så mange af forestillingerne om Danmarks forskningspolitiske tilstand bærer nok et vist myte-præg, siger Kaare Aagaard til almindelig beroligelse.
rjb@adm.ku.dk

”Opfattelsen af universitetets rolle i samfundet fremstår uændret efter regeringsskiftet”

Kaare Aagard