Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Regensens hemmeligheder

Kollegieliv — Den nye bog 'Regensen - bag de teglrøde mure' åbner for et af Danmarks ældste og mest traditionsrige kollegiers historie, ritualer og traditioner.

De fleste har sikkert passeret buegangen over for Rundetårn uden at skænke det en tanke, at der inden for murene har boet 100 studerende med mærkværdige traditioner i snart 400 år.

Uniavisens studenterjournalist møder en solrig novemberformiddag Josefine Albris, en af redaktørerne bag bogen Regensen – bag de teglrøde mure, og to levende regensianere Anders Jaksland og Viktor Hesselberg Thomsen til en snak om det historiske kollegium.

Redaktøren Josefine Albris boede på Regensen fra 2008 til 2012, mens hun studerede moderne kultur på KU. Hun er i dag en af de døde, i regensianerslang betyder det, at hun ikke bor der længere.

Arbejdet med bogen begyndte for fem år siden, da Josefine sammen med nogle samtidige regensianere oprettede et arkiv med billeder og dokumenter fra Regensen i det gamle ligbærerrum (et rum som i 1770-tallet muligvis blev brugt i forbindelse med, at regensianere som en slags studiejob fragtede pest-døde til Assistens Kirkegård).

Det er ikke et fornemt, stillestående museum. Det er et hjem, som kontinuerligt har været et sted, hvor 100 mennesker har sovet hver eneste nat i 400 år.

Josefine Albris

Billeder og dokumenter havde flydt ud af skabe og skuffer, siden viceprovstens embede ophørte i 1983, da arkivet havde været viceprovstens ansvar. Arkivarbejdet blev fundamentet til bogen, og bogen rummer en del fotografier og billeder, som er taget af regensianerne selv.

Alle bogens bidragydere har selv boet eller bor på Regensen, enten som regensianere eller som provste. Tematikkerne i bogens artikler spænder vidt fra kvindernes indtog på Regensen i 1971 over regenslivet under besættelsen til en artikel, der detaljeret beskriver traditioner og ritualer på kollegiet.

»Hvis man gerne vil kende til Regensens indre liv, så står det her!« siger Josefine og peger på bogen.

Foranderligheden

Ifølge Josefine har der også været en vis fare ved at nedfælde Regensens traditioner i bogen.

»Nu står det på papir, så nu tror man, at det er facit,« siger Josefine og forsætter:

»Vi tror, at alt det vi gør er en del af lang historisk ramme, men det viser sig også, at traditionerne er organiske og muterer, og traditionerne ændrer sig.«

»Der skal også komme nyt til. Det er ikke et fornemt, stillestående museum. Det er et hjem, som kontinuerligt har været et sted, hvor 100 mennesker har sovet hver eneste nat i 400 år,« siger Josefine.

Den samme foranderlighed gælder for de otte levende foreninger på Regensen, der kan beskrives som små holdningsfællesskaber.

»Foreningerne findes jo kun så længe, der er nogen, der er medlem af dem. Og nogle gange er der ikke medlemmer af en forening, og så forsvinder den, og somme tider genopstår den på et senere tidspunkt,« siger klokkeren (regensianernes fællesrepræsentant) Anders Jaksland, der har boet på Regensen i lidt over to år.

Foreningslivet på Regensen er en vigtig del af en regensianers identitet. Anders er selv medlem af foreningen Hof, hvor de bl.a. drikker mange Carlsberg.

Den forsvundne formue

Regensen er i dag en del af Københavns Universitets Kollegiesamvirke, der også består af de gamle kollegier Elhers, Borchs og Valkendorfs. De er alle sammen stort set selvejende, men sådan har det dog ikke altid været.

I artiklen »Mysteriet om den forsvundne formue« fortæller regensprovst Stuart Ward og tidligere regensianer Stine Langebjerg Lassen, hvordan kommunitetsformuen blev ædt op af Københavns Universitet og efterlod Regensen fattig.

Formuen var stiftet af Frederik den 2. i 1569 med det formål at støtte trængende studerende. Kommunitetsformuen havde en betydelig størrelse, men efter administrationen overgik til KU’s økonomiafdeling i 1848, blev formuen brugt på meget andet end Regensen.

Bl.a. skulle formuen have finansieret en fjerdedel af det nye Rigshospital i 1910 og opførelsen af Studentergården og Kvinderegensen. Noget af formuen skulle til og med være blevet udlånt til private borgere.

Formuen blev langsomt udtømt fra 1950 og frem, og som en slags redningsplan for Regensen, som var afhængig af denne formue, blev Kollegiesamvirket indgået i 1983 efter mange forhandlinger og uenigheder.

Alle de gamle kollegier i Kollegiesamvirket står for deres egen økonomi.

»Det er svært at drive fire forskellige kollegier sammen,« siger Anders.

»De andre kollegier har nok lidt mere tilfælles, kunne man forestille sig. Udefra ser det i hvert fald sådan ud,« tilføjer Viktor Hesselberg-Thomsen og hentyder til, at der kun er omkring 20 beboere på hvert af de tre andre kollegier, mens der på Regensen bor omkring 100.

Regensens relevans

En af hensigterne med bogen er at vise Regensens relevans for omverden, hvilket kan være vigtigt i en tid ramt af nedskæringer.

»Det her sted er jo ikke båret af effektivitet eller profit. Vi er baseret på nogle helt andre værdier. Og der er jo ud af det her sted kommet alt fra samfundsomvæltere, statsministre og kendte personligheder,« siger Josefine.

Bl.a. har Kaj Munk, Jens Otto Krag og Simon Spies boet på Regensen.

Samtidig fungerer bogen også som en slags reklame for nye beboere, som kan læse om, hvad de kan forvente, hvis de bliver optaget.

»Vi vil også gerne have, at der flytter nogle ind, som rigtig gerne vil stedet, og som synes, det er mega fedt. Det er en måde at komme ud til dem på og sikre at livet på Regensen fortsætter,« siger Anders.

»Vi har virkelig forsøgt at skrive en bog, som man også kan læse, selv om man ikke er regensianer,« siger Josefine, der er lidt ærgerlig over, at bogen indtil videre kun er blevet anmeldt af gamle regensianere i Politiken, Berlingske og Weekendavisen.

Optagelse på Regensen

Et værelse på Regensen er tiltænkt »de flittigste og værdigt trængende«, så for at komme i betragtning som beboer på Regensen må man altså ikke være for rig.

Fx var Søren Kierkegaard for velhavende til at bo på Regensen. Derudover kræver det, at man er dansk statsborger, er indskrevet på KU eller DTU, har bestået 120 ECTS og har et karaktergennemsnit på mindst 7,0 for at kunne søge om optagelse.

Anders søgte selv om optagelse tre gange, før det lykkedes ham at komme ind.

»Tredje gang jeg søgte, skrev jeg lidt sådan en sjov historie, hvor jeg havde regnet lidt på, hvad chancen var for, at jeg kom ind. Der er mange mange måder at gøre det på,« siger Anders, der selv sidder i optagelsesudvalget.

»I min indflytterflok er der et par stykker, der er blevet optaget med en helt almindelig ansøgning ‘Mit navn er … Jeg er 22 år gammel …’. Det er meget rart at vide, at man ikke skal skrive en rap eller lignende for at komme ind,« siger Viktor, der er flyttet ind på Regensen i august.

Fællesskabet

Selv om bogen lukker op for livet på Regensen for dem, der står udenfor, så er det stadig et lukket, akademisk fællesskab.

»Det er en kæmpe ære at få lov til at bo herinde, og mange folk bliver sådan helt »wow, bor du dér?« –  det er da også lidt fedt,« siger Viktor.

Selv efter livet på Regensen er slut, er der stadig mulighed for at være en del af fællesskabet.

Alle regensianere, både levende og døde, kan være medlem af klubben Regensianersamfundet. De har endda deres eget businessnetværk, hvor levende regensianere kan komme ud på døde regensianeres arbejdspladser.

»Hvis jeg skulle bruge en lægekommentar, så har jeg et helt netværk af læger, som jeg kunne ringe til. Eller hvis jeg skal bruge en advokat, så ved jeg, hvem jeg skal ringe til. Hvis jeg skal bruge en præst, så ved jeg, hvem jeg skal ringe til. Det bruger jeg da,« siger Josefine.

»Man kan altid finde en regensianer,« tilføjer hun.

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste