Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Regeringen betaler en milliard for de mange nye studerende

ØVRIGE MEDIER - Regeringen betaler en milliard for de mange nye studerende - Ekstra studiemilliard giver gnidninger i regeringen - Stop klynkeriet og sadl jobhesten, akademikere - Grønland sveder i høje temperaturer og permafrosten smelter - Tidligere klimakommissions formand: Oppositionen ødelægger debatten.

Regeringen betaler en milliard for de mange nye studerende

Som en konsekvens af at rekordmange unge i år er blevet optaget på de videregående uddannelser, er regeringen klar til at sende en ekstra lille milliard til uddannelserne. I samme ombæring varsler uddannelsesminister Morten Østergaard (R) en reform af de videregående uddannelser, som skal blive bedre til at uddanne unge til at få et job, skriver Berlingske.

Ekstra studiemilliard giver gnidninger i regeringen

Selv om regeringen tilsyneladende er villig til at betale ekstraregningen for de mange nye studerende, sker det ikke uden gnidninger ministrene imellem, skriver Politiken. Finansministeriet har for eksempel i flere år set med skepsis på de stigende udgifter til uddannelsessektoren, og en række centrale kilder i regeringen siger til Politiken, at finansminister Bjarne Corydon (S) selv har argumenteret imod, at universiteterne skulle have fuld kompensation for det store studenteroptag.

Stop klynkeriet og sadl jobhesten, akademikere

Det er et voluminøst råbekor af nyuddannede akademikere, der jævnligt beklager sig i jamrende vendinger over, at der ikke er nogen job at få. Ledighedsprocenten for dem ligger på 32,1 procent denne sommer. Men i stedet for at fremstå som passive og forvænte og beklage sig højlydt og offentligt på for eksempel Facebook, skulle de hellere kæmpe ihærdigt for at få sig et job, mener Christine Christiansen, der er blogger på Jyllands-Posten.

Grønland sveder i høje temperaturer og permafrosten smelter

Grønland har denne sommer svedt i nye arktiske varmerekorder, og ifølge Birger Hansen, geograf ved KU, viser hans og andre forskeres målinger, at permafrosten forsvinder i et gennemsnitligt tempo på 1,5 cm hvert år, og når permafrosten forsvinder, slipper jorden i arktis sine drivhusgasser af CO2 og metan-gas. Det skriver Dr.dk.

Tidligere klimakommissions formand: Oppositionen ødelægger debatten

Regeringens klimakatalog, der blev fremlagt for nylig og fik den kolde skulder af oppositionen, fortjener bedre, mener Katherine Richardson, professor ved KU samt formand for den forhenværende VK-regerings egen klimakommission. Klimadebatten drukner i en ukonstruktiv positioneringskamp, mener hun, ifølge Information.
Information, 1. sektion, side 6, mandag 26. august 2013

anfj@adm.ku.dk

Seneste