Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Regeringen glemmer retskravet, mener KU

REGNESTYKKET - KU frygter at miste 65 millioner kroner i uddannelsesbudgettet, hvis regeringen ikke vil finansiere kandidatuddannelser til de studerende, der allerede er indskrevet på en bacheloruddannelse og har retskrav på en overbygning.

614 pladser på Københavns Universitets kandidatuddannelser skal være nedlagt i 2017. Sådan lyder regeringens dimensioneringsudspil, der bebuder kun at ramme kandidatuddannelserne. Men udspillet har en utilsigtet virkning, der rammer alle universitetets studerende, skriver KUs ledelse i dag i en pressemeddelelse.

»Regnestykket går ikke op. Med mindre vi ser bort fra retskravet og nægter de studerende en kandidatuddannelse, er vores eneste mulighed at tage pengene fra de øvrige studerende. Det forringer uddannelserne for alle. Kan Folketinget virkelig gå med til det?« spørger prorektor for uddannelse på Københavns Universitet Lykke Friis i en pressemeddelelse.

Ifølge KU glemmer regeringen, at bachelorstuderende fra årgang 2013 og 2014 har retskrav på adgang til en kandidatuddannelse. Det vil koste KU 65 millioner kroner at uddanne de 580 studerende, der har lovning på en kandidatuddannelse i 2017.

Uddannelsesminister: alle med retskrav får en kandidat …

Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) maner til besindighed. Ifølge ministeren rummer regeringens dimensioneringsplan rigeligt plads til alle de bachelorer, som har retskrav på en kandidatuddannelse.

»Hvis det skulle ske, at der ikke er plads til de studerende, så må vi tage en snak med universiteterne om det. Men lad mig slå fast, at de, der har krav på en kandidat, får en kandidat, og selvfølgelig følger der penge med. Det sker helt automatisk,« siger ministeren til DR og peger på taxameterordningen.

Med taxameterordningen får universitetet hvert år et beløb, der er gjort op efter det samlede antal ECTS-point universitetets studerende har bestået.

… hvis de ikke skifter studie på overbygningen

Over for Uniavisen præciserer Sofie Carsten Nielsen dog, at taxameterpengene kun følger med, hvis man fortsætter på den kandidatuddannelse, der korresponderer med bacheloruddannelsen:

»Universiteterne vil naturligvis modtage taxametertilskud for deres retskravsbachelorer, som optages på retskravskandidatuddannelsen. Dette vil også gælde i en situation, hvor optaget af retskravsbachelorer overstiger det fastsatte loft for optaget,« skriver hun.

Altså kan ministeren ikke love, at der følger taxameterpenge med de studerende, der vil skifte uddannelse på kandidaten – ligesom at der heller ikke leveres en garanti for, at universitetet kan penge til de internationale studerende, der vil læse kandidat på KU.

sofie.hansen@adm.ku.dk

Seneste