Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
NYHEDSOVERBLIK TIRSDAG - Rekorden i SU-gæld er 650.000 kroner - Skat: Misligholdte SU-lån bliver trukket i lønnen - SU-lån har aldrig været billigere - Stadig flere kvinder på de videregående uddannelser.
For en akademiker med 250.000 kroner i studiegæld er det måske værd at tænke på, at det kommer til at tage 10 år med månedlige afdrag på 2.000 kroner at betale gælden tilbage. En enkelt studerende har dog fået en gæld på 650.000 kroner, men gæld i hundredtusinder-kronersklassen er slet ikke nogen sjældenhed, og det kan gøre det svært at kunne låne til boligen og at få familielivet til at fungere, skriver politiken.dk. Formand for SU-rådet Per Christian Andersen beskriver de unge som ’svømmende rundt i uddannelsessystemet uden overblik over, hvad de egentlig har gang i’, og SU-rådet vil nu tage problemerne med deres studiegæld op med uddannelsesministeren.
Skat: Misligholdte SU-lån bliver trukket i lønnen
Reaktionen fra Statens Administration på, at 15.000 danskeres SU-gæld er sendt til inddrivelse i løbet af de første ni måneder af 2012, er at sende kravene videre til Skat, der trækker beløbene i skyldnernes løn eller anden indkomst, skriver Politiken. Statens Administration forventer, at der vil blive sendt gældskrav videre til Skat til hen imod 18.700 SU-skyldnere, når 2012 slutter, og det er det højeste tal nogensinde. Statens Administration har ikke nogen direkte forklaring på situationen, men hører ofte om, at det skyldes arbejdsløshed eller en stram økonomi.
Aldrig før har SU-lån været billigere, skriver Politiken. For tiden koster de kun en procent i rente at betale tilbage på efter studiet. Til sammenligning kostede SU-lån for kun fem år siden hele fem procent i rente. Til gengæld gælder det i dag om – hvis hensynet kun er til studielånet – at få færdiggjort studiet hurtigst muligt, for selv om renten er en procent efter studiet, så er den fire procent under studietiden. Ifølge Helge Pedersen, cheføkonom i Nordea, vil renten stige igen, og den har da også været højere på studielån, siden ordningen blev indført i 1976: I 1980 lå den på 14 procent årligt.
Selv om stadig flere både mænd og kvinder uddanner sig, så vokser antallet af folk, der uddanner sig, hurtigere for kvinder end for mænd, skriver altinget.dk. I forvejen havde 50 procent af de 35-årige kvinder en videregående uddannelse i 2011, mens det kun var 35 af mændene. Det er tal fra Danmarks Statistik, der afslører forskellene, men statistiker Inge Henningsen siger, at det hører med til billedet, at mænd i meget højere grad end kvinderne har erhvervsfaglige uddannelser.