Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Rektor får fratrædelsespenge for at fortsætte

NYHEDSOVERBLIK MANDAG - Rektor får fratrædelsespenge for at fortsætte - Portræt: Fra rottekonge til bykonge - Stadig flere studerende forlænger studietiden - Dobbelt så mange bliver taget i at snyde med SU'en - Avis: Lyt ikke til de voksnes SU-præk, studerende! - ForskerForum: RUC er Danmarks fattigste universitet, DTU det dyreste - Er dine s'er mon zeje eller bøzzede? - Kirsten Ketcher: Kommunerne laver mange tvivlsomme sociale afgørelser - Find din kandidatuddannelse i Counterstrike.

Rektor får fratrædelsespenge for at fortsætte

Ralf Hemmingsen, rektor for KU, får udbetalt en stor fratrædelsesgodtgørelse, selv om han netop er blevet genansat i stillingen, skriver Politiken. Når han om fire år som 67-årig stopper som rektor vil han få udbetalt en fratrædelsesgodtgørelse igen. Samlet vil det sikre Ralf Hemmingsen omkring en million kr. Professor Flemming Ibsen fra Institut på Statskundskab på Aalborg Universitet kritiserer fratrædelsesordningen og betegner den som »absurd teater«.

Portræt: Fra rottekonge til bykonge

Politiken bragte den 3. marts et stort portræt af KU’s netop genansatte rektor, Ralf Hemmingsen. På trods af den officielle KU-politik om tidsbegrænsede rektoransættelser og et renommé blakket af Penkowa-skandalen har KU’s bestyrelse netop besluttet, at lade Ralf Hemmingsen blive i rektorstolen frem til 2017. Her får han mulighed for at følge KU’s mange store byggeprojekter til dørs samt forsætte den positive økonomiske udvikling, der har kendetegnet KU de seneste år. Den nye ansættelse bliver dog også, ifølge Politiken, Ralf Hemmingsens chance for at rette op på de områder, hvor det er gået knap så godt under hans ledelse. Nemlig kerneydelserne forskning og uddannelse.

Stadig flere studerende forlænger studietiden

De studerende er så bange for ledighed, at de på nogle kandidatuddannelser bliver mere end 90 procent for sent færdige, skriver Jyllands-Posten. På de samfundsvidenskabelige studier på Københavns Universitet (KU) er 86 procent af de studerende forsinkede mod 75 procent for to år siden.

Dobbelt så mange bliver taget i at snyde med SU’en

Antallet af unge, der bliver opdaget i at snyde med SU’en, er fordoblet det seneste år. Det giver en plet på straffeattesten for socialt bedrageri, hvis man for eksempel har oplyst, at man er udeboende, selv om man bor hjemme. Sidste år blev ni millioner kroner SU tilbagebetalt som følge af SU-bedrageri, og i år kommer der endnu mere kontrol, skriver Politiken.

Leder: Lyt ikke til de voksnes SU-præk, studerende!

Som studerende, særligt på humaniora, bør du have højere tanker om dig selv end ministre, politikere, professorer og rektorer har. De vil kun fortælle dig, hvor hurtigt du skal have overstået dine studier og din ungdom i det hele taget. Lyt i stedet til dine instinkter, og gør det modsatte af, hvad politikerne siger til dig, du skal gøre. Sådan skriver Bjørn Bredal, skribent og medlem af lederkollegiet på Politiken, i Politiken.

RUC er Danmarks fattigste universitet, DTU det dyreste

En analyse har sammenlignet danske universiteters basisbevillinger til undervisning og forskning. Den viser, at RUC og CBS er Danmarks fattigste universiteter, mens DTU er det dyreste, skriver Illustreret Videnskab. Det er tidsskriftet ForskerForum, der har gennemført undersøgelsen, som er offentliggjort i nummer 262/marts 2013.

Er dine s’er mon zeje eller bøzzede?

Når man siger ‘tuzind’ eller ‘zuper’ og er en københavnsktalende gymnasiedreng, så opfattes det som ‘bøsset’. Hvis man i stedet taler gadesprog a la ‘perkerdansk’, så opfattes det som sejt og’ gangsteragtigt’. Det viser ny forskning fra Sprogforandringscentret på KU, skriver Politiken.

Kommunerne træffer mange tvivlsomme sociale afgørelser

Nogle kommuner mener desværre, at det er bedre, at borgerne får mindre end det, de har ret til, når det gælder sociale ydelser som for eksempel førtidspension. Det kommer nemlig til udtryk i mange tvivlsomme afgørelser, siger Kirsten Ketcher, professor og dr. jur. i socialret ved KU. Hun kalder den udvikling, at kommunerne tilsyneladende systematisk bruger ankesystemet til at finde ud af, hvor langt de kan gå med for eksempel at fratage førtidspensionister deres ydelser, for »bekymrende«.

Find din kandidatuddannelse i Counterstrike

IT-Universitetet (ITU) i København er begyndt at rekruttere studerende til deres kandidatuddannelse ved at lægge reklamer ind i computerspil, skriver Berlingske. Ifølge ITU’s kommunikationschef Peter Kamph giver det god mening at finde de studerende sådan et sted, fordi entusiasmen omkring computerspil er en vigtig fællesnævner for universitetets studerende.

anfj@adm.ku.dk

Seneste